Sparerunde

Berlingske-ansatte genoptager arbejdet

Medarbejderne har siden mandag nedlagt arbejdet i kølvandet på en udmeldt sparerunde

Efter et møde onsdag formiddag har de ansatte på Berlingske valgt at genoptage arbejdet efter en flere dage lang arbejdsnedlæggelse.

Det fortæller Berlingskes tillidsrepræsentant Ivar Carstensen til Journalisten.

Mandag valgte de at nedlægge arbejdet i kølvandet af en udmeldt sparerunde fra Berlingske Media, hvorefter det fremgik, at 16 stillinger skal skæres væk på Berlingske.

Medarbejderne mødtes klokken 08.30, hvor man blev enige om at genoptage arbejdet. Det skyldes ifølge Ivar Carstensen, at man gerne vil i gang med forhandlingerne med ledelsen.

”Vi håber på snart at få nogle svar fra chefredaktionen om, hvad de forestiller sig. Vi går efter at få et mildere udfald med håbet om at få nedbragt antallet af stillinger, der skal skæres væk.”

Stemningen er ikke god

Selv om medarbejderne har genoptaget arbejdet, så er stemningen blandt de ansatte langtfra i top.

”Den er ikke god. Det siger sig selv. Vi er midt i en sparerunde, og det er blevet annonceret, at der skal fjernes en masse medarbejdere og arbejdsgrupper. Stemningen vil ikke blive god, før vi er igennem det her og får genoprettet tilliden til ledelsen,” siger Ivar Carstensen.

Mandag offentliggjorde Berlingske Media, at man skal spare 17 millioner kroner som følge af svigtende annoncesalg.

Ud over de 16 stillinger, der skal skæres væk på Berlingske, blev det også meldt ud, at der skulle skæres 14 stillinger væk på B.T.

B.T.’s medarbejdere nedlagde også arbejdet mandag, men genoptog det igen i går, tirsdag.

0 Kommentarer