
TV 2 fremstod uforberedte på, at 'Alle elsker Rasmus' ville sende meterhøje bølger af kritik ind over tv-stationen. Først undrede flere sig over, at tv-stationens journalister ikke gik kritisk nok til historien.
Men i løbet af weekenden gik TV 2 i flæsket på programmet og egen ledelse, både med en liveblog og et kritisk interview med indholdsdirektør Ulla Pors.
Efter weekendens dækning har flere ansatte i nyhedsafdelingen dog haft en oplevelse af, at ledelsen i nyhedsafdelingen har haft ualmindeligt travlt med at kigge journalistikken over skuldrene, og har haft en tydelig oplevelse af, at historien skulle neddrosles.
Det erfarer Journalisten.
Vi kan også erfare, at flere ansatte havde en oplevelse af, at en kritisk historie blev lagt ned.
Overhalet af Se og Hør
På det pågældende tidspunkt var det kun kommet frem, at der var manipuleret med lyden i 'Alle elsker Rasmus'. Nu researchede TV 2-journalister ifølge Journalistens oplysninger på en historie om, at der også var blevet manipuleret med klipningen af billederne i 'Alle elsker Rasmus'.
Historien lå på en måde til højreskøjten, da DMJX-lektor Thomas Pallesen klokken 10 søndag morgen havde sagt på TV 2 News, at programmet også på billedsiden så ud til at være ”klippet sønder og sammen for at sætte det i en ny sammenhæng”.
Historien udkom dog aldrig hos TV 2. I stedet udkom den 16.55 tirsdag hos Se & Hør, der havde fået både Thomas Pallesen og en anden ansat på DMJX til at konstatere, at der var manipuleret på billedsiden.
Chefredaktør: Ikke lagt ned
Chefredaktør på TV 2 Nyhederne, Jon Hasselbalch Mikkelsen, afviser i et interview med Journalisten, at historien blev lagt ned. Han forklarer, at TV 2 stillede krav til kilder og dokumentation, og at Se og Hør så nåede at overhale indenom:
”Jeg kan afvise, at den her historie, af hvad jeg kender til, er blevet lagt ned, fordi den er kritisk over for TV 2.”
Vi skal hverken dække det mere eller mindre, fordi det handler om TV 2.
Jon Hasselbalch Mikkelsen, chefredaktør på TV 2 Nyhederne
Han har efter Journalistens henvendelse kigget på korrespondance vedrørende historien og talt med de relevante ansatte, og konkluderer på den baggrund, at det er foregået på en ordentlig måde:
”Der har været en løbende diskussion omkring, hvor mange kilder, der skulle være med,” siger han og fortsætter:
”Mit indtryk er ikke, at historien blev lagt ned. Mit indtryk er, at man arbejdede på en historie, og at Se og Hør så udkom i mellemtiden,” siger han.
Fællestillidsrepræsentant Palle Jensen hørte selv om oplevelsen fra de ansatte, og tog den så direkte til ledelsen. Ledelsen forsikrede ham om, at historier ikke var blevet bremset eller lagt ned.
”Det vigtige for mig er at anerkende den svære situation, som en af mine kollegaer kan sidde i, når chefer går meget tæt på en historie, som kollegaen er i gang med,” siger Palle Jensen.
”De er tættere på end normalt, og det får vi som journalister allergi af, for vi tænker altid: Hvorfor?,” fortsætter han.
Bred undren
Sagen om den konkrete historie står ikke alene.
Ifølge Journalistens oplysninger er der en bred undren hos de ansatte i TV 2's nyhedsafdeling, som føler, at ledelsen efter weekendens intense dækning har ønsket at skrue ned for TV 2's journalistik om sagen.
Eksempelvis er der ikke skrevet et ord i 'Alle elsker Rasmus'-livebloggen på TV2.dk siden mandag klokken 12.23, hvor der udkom et Ritzau-telegram. Resten af dækningen på TV2.dk har siden mandag været udgivelser af Ritzau-stof.
Jon Hasselbalch Mikkelsen afviser, at ledelsen har ønsket at nedprioritere eller neddrosle den kritiske dækning på TV 2:
”Der er ikke blevet sagt, at vi skal skrue ned for blusset, men der er blevet sagt, at vi skal afspejle nyhedsbilledet, så det også minder om det, der foregår hos vores konkurrenter,” siger han og understreger, at han ikke mener, at den kritiske dækning af sagen skal mindskes.
Der skal dog være en balance i tingene, så TV 2 ikke ender med at overdække historien, da der også sker andre vigtige ting i verden, mener han:
”Vi skal hverken dække det mere eller mindre, fordi det handler om TV 2.”
Han medgiver, at det er en vanskelig journalistisk disciplin at navigere i, og at han overordnet synes, at TV 2 har dækket den kritisk og godt:
”Det er en supersvær journalistisk disciplin at dække sig selv og sin egen arbejdsplads, fordi der er større opmærksomhed både offentligt, generelt og internt på de valg, vi træffer,” siger han.
”Og så kan der godt være diskussioner, hvor alle ikke er enige.”
Liveblog vil genopstå
Han fortæller også, at han forventer, at eksempelvis livebloggen vil genopstå, når der igen kommer kritisk fokus på sagen på et tidspunkt. Det kan for eksempel være, når TV 2's interne undersøgelse står færdig, eller der kommer en ny udvikling i sagen:
”Så vil jeg da undre mig over, hvis der ikke laves en liveblog om det igen, for det vil jeg da selv indstille til, at vi gør.”
Vi har udbedt os en udstrakt grad af fingerspidsfornemmelse, når chefer går så tæt på historien.
Palle Jensen, fællestillidsrepræsentant på TV 2
Palle Jensen har også forholdt ledelsen, at flere ansatte har haft en oplevelse af, at dækningen er skruet ned fra øverste sted. Her er han blevet forsikret om, ligesom Jon Hasselbalch Mikkelsen udlægger det, at det ikke forholder sig sådan.
Derfor hører han gerne fra ansatte med det samme, hvis andre går med en oplevelse af, at kritiske historier er blevet bremset.
”Vi har gjort ledelsen opmærksom på, at timingen i, at denne liveblog ikke længere bliver opdateret, nemt kan komme til at se uheldig ud,” siger han om, at livebloggen eksempelvis har stået stille siden mandag.
Svær disciplin
Og her medgiver Palle Jensen også, at TV 2's dækning af TV 2 er en svær disciplin, fordi alt vil blive analyseret, vendt og drejet – også internt.
”At pause den én dag kan se fuldstændig vanvittigt ud, for så skete der det og det. Og det kunne man ikke vide, da man stoppede,” siger han eksempelvis.
På den måde er det en catch-22, vurderer han. Altså en situation, hvor man både vil få kritik for at dække for meget eller dække for lidt.
”Men jeg synes mere, at jeg har set eksempler på, at vi dækker den her historie dygtigt, frem for at være et kommunikationsbureau for TV 2,” siger han.
Og her vil han indstille til ledelsen, at de er opmærksomme på den problematik:
”Vi har udbedt os en udstrakt grad af fingerspidsfornemmelse, når chefer går så tæt på historien, som cheferne tydeligvis har et behov for i den her historie,” siger han.
”For som journalister får vi akut nældefeber, når nogen mener, at vi skal skrive noget på en anden måde, end vi gør.”
Har du noget at tilføje til historien? Så skriv til journalist Sebastian Goos på Signal: @sebgoos.58 eller sgo@journalisten.dk.

0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.