
I alt 24 ansatte er stoppet i afdelingen, siden Katja Dahlberg i juni 2019 overtog jobbet som kommunikationschef for dengang i alt 14 ansatte. Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix
Pressechef i Banedanmark Rasmus Avnskjold har sagt sit job op og skifter ifølge et opslag på LinkedIn til en stilling i presseteamet hos energi- og fibernetkoncernen Andel fra 1. april.
Dermed skal Banedanmarks kommunikationsdirektør, Katja Dahlberg, på jagt efter en ny pressechef for fjerde gang, siden hun begyndte i Banedanmark i 2019.
Som Journalisten i sidste uge beskrev i en artikel om det store personalegennemtræk og det psykiske arbejdsmiljø under Katja Dahlberg, blev den første pressechef under kommunikationschefen ansat i september 2019.
Men allerede inden efteråret var omme, stoppede pressechefen igen. Efter hende fulgte en ny pressechef, som også stoppede igen efter mindre end et halvt år i jobbet.
Stillingen som pressechef i Banedanmark havde således været slået op tre gange på ét år, da Rasmus Avnskjold blev ansat i oktober 2020.
Kan ikke genkende beskrivelser
Over for Journalisten understreger Rasmus Avnskjold dog, at han har sagt ja til et nyt job, fordi han har fået en spændende mulighed, som han ikke kunne sige nej til.
”Jeg har haft et rigtig godt samarbejde med Katja Dahlberg og kan slet ikke genkende de ting, som Journalisten har beskrevet,” siger han.
I alt 13 kilder har til Journalisten beskrevet Katja Dahlberg som en utilregnelig leder. De har fortalt om mistillid og mikromanagement, voksen-skældud og adskillige stresssygemeldinger.
”Hun gjorde simpelthen afdelingen syg. På et tidspunkt var seks af mine kolleger langtidssygemeldte med stress,” sagde Lisbeth Ligaard, der står frem i artiklen.
I alt 24 er stoppet under Katja Dahlberg
Ud over pressechefen er der ifølge Journalistens oplysninger endnu en ansat, som siden artiklen om det store personalegennemtræk har sagt sit job op og stopper i kommunikationsafdelingen ved månedens udgang.
Dermed er i alt 24 ansatte stoppet i afdelingen, siden Katja Dahlberg i juni 2019 overtog jobbet som kommunikationschef for dengang i alt 14 ansatte.
Alligevel blev Katja Dahlberg sidste år forfremmet til kommunikationsdirektør, og ifølge Banedanmarks HR Udviklingschef har både han og Banedanmarks samlede direktion samt personalechefen i HR fortsat fuld tillid til Katja Dahlberg.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.