Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
14 stillinger bliver nedlagt på B.T. i forbindelse med sparerunden i Berlingske Media.
Det bekræfter B.T.’s ansvarshavende chefredaktør, Pernille Holbøll, over for MediaWatch.
Stillingsnedlæggelserne betyder, at fire ubesatte stillinger ikke genbesættes, korrekturafdeling med tre stillinger bliver nedlagt, og syv medarbejdere skal enten afskediges eller have en frivillig fratrædelse.
”Det er ikke kun chefer eller kun journalister, det er begge dele. Den præcise fordeling kender jeg ikke endnu, men det bliver med sikkerhed også på chefniveau,” siger Pernille Holbøll til MediaWatch.
Det blev tidligere i dag meldt ud, at Berlingske Media skal spare 17 millioner kroner på grund af svigtende annoncesalg. I den forbindelse er der ifølge Journalistens oplysninger også lagt op til, at 16 journalistiske stillinger skal skæres væk fra Berlingske.
Hos både B.T. og Berlingske har den forestående fyringsrunde fået medarbejderne til at nedlægge arbejdet frem til i morgen.