Samtykke

B.T. bryder reglerne: ”De burde vide bedre”

Berlingske Media har ingen kommentarer til sagen, selv om mediehuset sidste år fik et rap over nallerne for samme praksis

De fleste med indsigt i den slags ved, at cookie-væggen på B.T.’s hjemmeside ikke overholder reglerne på området.

De burde i hvert fald vide det i Berlingske Media, hvor Berlingske af Datatilsynet blev pålagt at fjerne en lignende cookie-væg i februar sidste år.

Men alligevel fortsætter søstermediet B.T. med en praksis, hvor du som bruger på Danmarks næstmest besøgte mediesite skal tillade alle cookies for at få lov til at se en video på hjemmesiden.

Og det er ifølge Ayo Næsborg-Andersen, som er lektor ved juridisk institut på Syddansk Universitet med speciale i persondataret, et udtryk for ”går den, så går den”:

”De burde vide bedre, og det er egentlig også det, som Datatilsynet siger indirekte,” siger hun.

Klage sendt videre

Her henviser hun til, at Datatilsynet faktisk er blevet gjort opmærksom på, at B.T. kører videre med den ureglementerede cookie-væg.

Det er Datatilsynet blevet på grund af en klage, som er blevet behandlet, og hvor Journalisten er i besiddelse af afgørelsen.

Her henviser Datatilsynet selv til påbuddet mod Berlingske Media og oplyser, at det ikke vil foretage en nærmere undersøgelse af B.T., da det ifølge tilsynet er mest hensigtsmæssigt, at Berlingske Media selv får mulighed for at rette ind.

”I vurderingen indgår også den ressourceanvendelse, der vil være forbundet med en sådan undersøgelse,” lyder det videre fra Datatilsynet, som oplyser, at man har videresendt klagen til Berlingske Media.

B.T. er et af de største nyhedsmedier i Danmark, så det her er ikke en lille spiller.
Christian Schmidt, klager

Klagen er indbragt af civilingeniør Christian Schmidt, som har klaget over den slags før hos andre virksomheder. Inden klagen forsøgte han forgæves at kontakte Berlingske Media for at få dem til at rette ind.

Han finder det bekymrende, at Datatilsynet, som står foran yderligere millionbesparelser, ikke har ressourcer til at gå efter en sag, som burde ligge ligefor:

”Risikoen for at få ørerne i maskinen er meget lille, og nu gentager Berlingske Media forbrydelsen. Hvis jeg var Datatilsynet, ville jeg være rimeligt sur over, at de bare gør det igen, og at det nærmest er konsekvensfrit,” siger han

Samtykke er guld værd

Ayo Næsborg-Andersen kalder sagen et eksempel på, hvad konsekvenserne ved nedskæringer hos Datatilsynet kan føre til.

Og det går lidt imod intentionen med lovgivningen, der egentlig har til hensigt at beskytte borgeres private oplysninger, siger hun.

For et klik på sådan et cookie-samtykke giver adgang til flere brugerdata om dine bevægelser på internettet. De informationer er guld værd for virksomheder som Berlingske Media, der kan bruge data om dig som person til at målrette annonceringen bedre og derved tjene flere penge.

Folk med brancheindsigt vurderer til baggrund over for Journalisten, at en annonce med cookie-samtykke kan være et sted mellem 20 til 50 procent mere værd.

Og når techgiganter er blevet kæmpe spillere på annoncemarkedet ved nærmest konsekvensfrit at sælge folks private data til annoncører, kan det være fristende for eksempelvis medievirksomheder også at tænke i de baner.

Det lyder, som om det er konsekvensfrit at bryde de her regler?

”Ja, som det ser ud lige nu. Og hvis man laver en cost-benefit analyse på det, kan det godt være, at man tjener flere penge ved at bryde loven, end man potentielt vil skulle af med til en bøde,” siger Ayo Næsborg-Andersen.

Ingen kommentarer

Det ville Journalisten gerne høre Berlingske Medias forklaring på, men kommerciel direktør Lisbet Røge Jensen oplyser i en mail:

”Det er korrekt, at der er kommet en klage til Berlingske Media, som vi er ved at behandle. Vi har derudover ikke yderligere kommentarer til sagen.”

I skrivende stund har B.T. stadig den omtalte cookie-væg installeret på sit site.

Datatilsynet afviser også at kommentere den konkrete historie, men oplyser, at man siden 2022 laver færre tilbundsgående undersøgelser af enkelte klagesager, mens der bliver taget flere generelle sager op af egen drift.

Selv om problemerne med cookie-samtykke er udbredte i virksomheder over hele Danmark, mener Christian Schmidt ikke, at Berlingske Media bare er en dråbe i havet i forhold til de mange overtrædelser fra eksempelvis techgiganter:

”B.T. er et af de største nyhedsmedier i Danmark, så det her er ikke en lille spiller. Og hvis Berlingske Media fik en mærkbar bøde for det her, kunne det være, at det spredte sig lidt i branchen, at man tænkte: Ok, vi skal måske lige kaste et blik på det her område for at se, om vi har orden i penalhuset,” mener han.

1 Kommentar

Jimmy Andreasen
22. SEPTEMBER 2025
Det er da en oplagt sag for en af de konkurrerende medie at dykke videre ned i. Jeg føler mig slemt røvrendt. Dig benytter jeg sjældent BT - MEN har netop været inde og acceptere ALLE COOKIES .

Læs også

Trafik

B.T.’s trafik i stort dyk: Er faldet med 35 procent på få år

16. AUGUST 2024