
Anne-Marie Dohm, Radio4’s direktør og chefredaktør. Foto: Martin Dam Kristensen/Ritzau Scanpix
Det er uden for nummer, at Radio- og tv-nævnet vil blande sig i Radio4’s lyttertal og gennemslagskraft.
Det mener public service-stationens administrerende direktør og chefredaktør, Anne-Marie Dohm.
”Det er vores opgave og ambition at udbrede indholdet fra Radio4, og sådan bør det også være,” skriver hun i en udtalelse sendt til Journalisten og flere andre medier.
Reaktionen kommer, efter at Radio- og tv-nævnet fredag var ude og kræve, at det skal fremgå af Radio4’s næste public service-redegørelse, hvad den licensfinansierede kanal vil gøre for at få lyttertallet op.
Stiller ikke lytterkrav til andre
Kravet kommer, fordi det ifølge nævnet er påfaldende, at Radio4, som sender på et allerede veletableret FM-bånd, ikke har et højere lytterantal og større gennemslagskraft.
Men det skal nævnet slet ikke blande sig i, mener Anne-Marie Dohm.
”Vi har venligst anmodet Radio- og tv-nævnet om at genoverveje deres udtalelser, fordi det er uklart, hvad de baserer dem – og deres tilsyn i den sammenhæng – på,” skriver hun i sin udtalelse.
Hun uddyber, at der ikke er noget lytterkrav i hverken sendetilladelsen, udbudsmaterialet eller i de politiske overvejelser bag udbuddet i 2011 og 2019.
”Og det er der rigtig gode grunde til. Nævnet stiller heller ikke bruger-/lytter-/seerkrav til andre PS-virksomheder. Derfor risikerer nævnet at skabe usikkerhed om sine udtalelser og sit tilsyn generelt,” mener Anne-Marie Dohm.
Radio24syv sluttede med over en halv mio. lyttere
Ifølge Gallup havde Radio4 i sidste uge 328.000 lyttere i målgruppen over 12 år og en share på 1,5 procent. Til sammenligning havde taleradiokonkurrenten P1 i samme uge et ugentligt lyttertal på 933.000 og en share på 9,1.
Radio4 sender på den FM-frekvens, som frem til november 2019 var den nu lukkede Radio24syvs.
Året før Radio24syvs sendetilladelse udløb, nåede kanalen over 500.000 ugentlige lyttere, og i radioens ottende og sidste leveår ramte den sin rekord på 557.000 lyttere om ugen.
I uge 3 i 2014 – hvilket svarer til det nuværende tidspunkt i Radio4’s sendetilladelse – havde Radio24syv dog ikke mange flere lyttere, end Radio4 har nu. Den nu lukkede radio havde dengang 349.000 ugentlige lyttere.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.