Udland

Amerikansk forbund frygter ransagninger og anholdelser af journalister under Trump

Donald Trumps barske tilgang til pressen får amerikansk fagforening til at frygte fremtiden. Internationale kolleger bakker op og håber på sammenhold

Det er ikke bare amerikanerne, der én gang tidligere har stiftet bekendtskab med landets kommende præsident, den bramfri Donald Trump. Det har landets medier og deres journalister også.

I sin første periode som præsident kaldte Trump pressens folk for ”uærlige”, ”dumme” og ”racister”.

Derfor ser det amerikanske journalistforbund National Writers Union (NWA) med bekymring frem til gensynet med den tidligere præsident, der forleden blev valgt som USA’s næste præsident.

”Vores fagforeninger vil komme under yderligere angreb og er dermed mere nødvendige end nogensinde før,” skriver Larry Goldbetter, der er formand for NWA, i et skriftligt svar til Journalisten.

Frygter ransagninger og anholdelser

Hos NWA mener man, at valget af Trump med ét har gjort forbundets opgave sværere.

”Jeg forventer, at flere journalister og deres kilder vil kunne se frem til anholdelser, ransagninger af deres hjem og kontorer og i det hele taget et pres i forsøget på at terrorisere os til selvcensur,” skriver han.

Det amerikanske forbund er altså ikke alene om at betragte udviklingen med bekymrede miner. Allerede forleden var både det danske og det europæiske journalistforbund ude og udtrykke bekymring over valget af Trump.

Det gør man også i Det Internationale Journalistforbund (IFJ), hvor NWA er medlem.

Vi kender ham i forvejen, og vi ved, hvad han tænker om pressen.
Anthony Bellanger, generalsekretær i Det Internationale Journalistforbund (IFJ)

Medier vil have beskyttelse

Her er Anthony Bellanger generalsekretær, og han mener, at valget af Donald Trump kun kan betyde dårligere tider for amerikansk presse.

“Med valget af Trump som amerikansk præsident har vi kun én fordel: Vi kender ham i forvejen, og vi ved, hvad han tænker om pressen,” skriver han i et skriftligt svar til Journalisten.

I Donalds Trumps første periode oplevede IFJ, hvordan de amerikanske medier rykkede sammen og bakkede hinanden op, og IFJ fik mange anmodninger om medlemskab fra journalister, der følte sig angrebet af Det Hvide Hus.

“Ikke alene ønskede de beskyttelse. Det ville også vise, at de tilhørte en organisation, der er medlem af IFJ og derved også får IFJ’s internationale pressekort,” skriver han og uddyber:

”I lyset af disse angreb har mange amerikanske medier mobiliseret sig for at forsvare deres rolle.”

0 Kommentarer

Læs også

Pressefrihed

Trumps comeback er dårligt nyt for den frie presse

06. NOVEMBER 2024