Rådmand Christian Budde vil gerne have flere medarbejdere fra Sundheds- og Omsorgsforvaltningen til at blande sig i den offentlige debat. Foto: Aarhus Kommune
”Hold da op en formiddag,” lyder det næsten forpustet fra Christian Budde, rådmand i Sundhed & Omsorg i Aarhus Kommune, da han kommer ud fra premieren på det nye koncept ”åbenhedstræning”.
Omkring 40 medarbejdere og ledere fra kommunen var samlet i tre timer til oplæg og træning i åbenhed. Et koncept, Aarhus Kommune har udviklet i samarbejde med organisationen ProPublica.
”Der var både sosu-assistenten, sygeplejersken og ergoterapeuten. Nogle sad med skjorte på, andre sad med kittel. Det var en dejligt broget skare. Man kunne også høre, at nogle talte ”djøfsk”, og andre talte et mere borgernært sprog. Vi skulle lige luge ud i rådhuslingoen,” beskriver Christian Budde.
I oktober sidste år gik han i kødet på den klassiske medietræning. I en pressemeddelelse fra kommunen erklærerede han, at medietræning ”lugter af hemmelighedskræmmeri og skjulte dagsordner”, og derfor skulle medietræningen erstattes med åbenhedstræning i hans hjørne af Danmarks næststørste kommune.
Modspil til skønmalerierne
Nu siger rådmanden, at målet med åbenhedstræningen er at få flere af hverdagens stemmer ud i den offentlige debat. Fordi der er brug for nuancer mellem ”politiske skønmalerier” og ”skingre politikere”. Men åbenhedstræningen skal ikke forstås som ”en fuckfinger til medietræningen”.
”Vi vil gerne være i det svære på en lidt mere begavet og nuanceret måde. Det skal ikke altid være rådmanden eller pressetjenesten, der skal udtale sig,” siger Christian Budde.
Til åbenhedstræningen øvede deltagerne på forskellige dilemmaer, blandt andet hvornår de kan udtale sig i deres rolle som professionelle, og hvornår de udtaler sig som privatpersoner. De fik gode råd til at skære et budskab og forme et debatindlæg. Og så gik alle derfra med en folder, hvor der blandt andet står numre til kontaktpersoner i HR og forvaltningens presseafdeling.
”Jeg gætter på, at nogen måske farer i blækhuset allerede efter arbejdsdagen i dag. Andre tænker måske, at det ikke var noget for dem alligevel,” siger Christian Budde.
Hvad er jeres anbefaling, hvis nogen siger noget, som er i modstrid med, hvad du mener?
”Jeg har lige sluttet af med at sige, at jeg er mere bredskuldret, end jeg ser ud til. Jeg vil hilse konstruktiv kritik velkommen og håber, at nogle af dem går ud og blander sig i debatten, også hvis det er på kant med eller i modstrid med noget, jeg har sagt. Den licens kan ikke gives ret meget tydeligere,” siger Christian Budde.
Men skal man lige orientere pressetjenesten først, hvis man siger noget, som strider mod rådmandens politik?
”Nej. Der er ikke noget ”skal” her. Det er udelukkende et tilbud, at man har fået det her kort med de her anbefalinger og så nummeret til den presseansvarlige som en konstruktiv ven, hvor man kan få faglig sparring,” siger Christian Budde.
Tryghed og tavshedspligt
Da han lancerede konceptet åbenhedstræning, var panelet i Journalistens podcast ’Budskab’ skeptisk. For vil en offentlig forvaltning være åben, også i dårlige sager, kræver det medietræning, lød det.
”Når det kommer til konkrete sager, så bliver der helt vildt meget, de (Aarhus Kommune, red.) ikke kan sige. Der har de brug for træning i, hvordan man lader være med at komme ind på de ting,” lød det eksempelvis fra Nanna Vestgård, selvstændig retorisk rådgiver.
Christian Budde står fast på, at Sundhed og Omsorg skal være mere åbne, også om de dårlige sager.
Hvad gør I så, når en sag involverer personfølsomme oplysninger?
”Vi har potentielt set dårlige sager hver eneste uge, så vi skal finde ud af, hvornår nogle af vores modige medarbejdere har lyst til at blande sig i dem, og hvornår det er, at de ikke skal gøre det,” siger Christian Budde.
Han mener, at forvaltningen nu har sat et beredskab op med HR og presseafdelingen, ”så også sosu-assistenten kan blive klædt på og føle sig tryg ved at blande sig i den offentlige debat”.
”Hvis nogen ikke har lyst til at tage en debat, så vil det være mig, der tager den,” siger han.
Men hvordan vil I sikre jer, at en medarbejder ikke kommer til at give svar, som rækker ud over tavshedspligten og de forvaltningsretlige rammer?
”Vores medarbejdere er knalddygtige, og de forholder sig til GDPR hver eneste dag. Også når de for eksempel taler med pårørende, der spørger ind til noget, som vores medarbejdere ikke må oplyse om. De dilemmaer er ikke kun over for journalister,” siger han.
Men når medarbejdere så kontakter presseafdelingen eller HR, vil der så ikke stadig foregå en klassisk medietræning i jeres forvaltning?
”Det er et godt spørgsmål. Den risiko kan man aldrig helt screene for. Men vi forsøger at sige, at her er et tilbud til dig, og hvis du føler dig tryg uden, så kør.”
Overvejer åbenhedspris
Christian Budde er overbevist om, at dagens åbenhedstræning har højnet ”den psykologiske tryghed”, så flere får mod til at blande sig i den offentlige debat, hvad enten det er i interviews, med SoMe-opslag eller debatindlæg.
”Det er superspændende og også en lille smule angstprovokerende. Hvor mange vil begynde at tackle lidt mere på den øverste politiske ansvarlige? Det finder vi ud af nu,” siger han.
Faktisk overvejer han, om åbenhedskulturen skal have et ekstra nøk opad med en ny åbenhedspris.
”Den skal jeg lige have tygget lidt mere på. Det må ikke blive sådan noget pop, den skal ikke bare gå til den, der har tacklet rådmanden allerhårdest,” siger Christian Budde.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.