Podcast

Åbenhedstræning skal være den nye medietræning

Aarhusiansk rådmand vil erstatte medietræning med ny ”åbenhedstræning” for at skabe en mere åben tilgang til medierne. Eksperterne i ’Budskab’ kan ikke genkende hans udlægning af medietræning

Mere åbenhed fra Sundhed & Omsorg i Aarhus Kommune skal skabe mere tillid til kommunen, ikke mindst i forholdet mellem forvaltningen og medierne. Sundhed & Omsorg skal være nogle, der ”tager telefonen, når medierne ringer, også når det er en dårlig historie”.

Det har Venstre-rådmand Christian Budde besluttet. Han vil skrotte den hidtidige medietræning og erstatte den med en ny ”åbenhedstræning”. Han mener, det sender et ”entydigt positivt signal” både til omverdenen og til hans medarbejdere om, at de skal være mere åbne.

I en pressemeddelelse fra kommunen er han citeret for at udtale, at medietræning ”lugter af hemmelighedskræmmeri og skjulte dagsordner”.

”Vi har en oplevelse og en selvopfattelse af, at medietræning har handlet om at afmontere nogle negative historier, som vi skulle tage i opløbet og lukke ned, før de havnede på forsiden,” siger Christian Budde.

Siger du, at medietræning i Aarhus Kommune har handlet om at lukke ned for dårlige sager?

”Der har i hvert fald været et fokus på, hvordan vi skal håndtere de her medier, som ikke vil os det godt. Der har været et narrativ om, at medierne er et nødvendigt onde, vi på en eller anden måde skal holde ud i strakt arm.”

Christian Budde mener, kommunen på den måde har kommunikeret ”for defensivt” og har forpasset chancen for at åbne op i svære sager og nuancere dem.

GDPR bliver en dårlig undskyldning

En del af den nye relation til medierne skal bestå i, at Sundhed & Omsorg finder en række talspersoner, som også kan være sosu-assistenter og plejehjemsforstandere, som pressen kan ringe direkte til. De talspersoner skal ikke have medietræning – men åbenhedstræning.

Christian Budde medgiver, at der er mange mediesager, hvor Aarhus Kommune som myndighed får svært ved at kommentere helt åbent. Men ambitionen er stadig at stille op.

”Jeg synes nogle gange, det bliver en undskyldning for ikke at snakke om tingene: ”Ej, men vi kan ikke gå ind i den historie, fordi der er noget GDPR”. Det er en af mange fingre, der peger tilbage på os i kommunerne og i den offentlige sektor, at vi for ofte sylter tingene, fordi det er opportunt for os,” siger Christian Budde.

Ikke desto mindre er der for eksempel enkeltsager, som kan blive taget op i medierne, og hvor I som myndighed ikke kan udtale jer. Hvordan vil I åbenhedstræne i de sager?

”Der er et hensyn til juraen på den ene side. Derfor synes jeg altid, når der kører en træls enkeltsag, at det har en generel værdi at få det løftet op og spørge, hvordan vi undgår, at det gentager sig på et principielt plan,” siger rådmanden.

Er det slut med, at man kan se eller høre i medierne, at ”der var ingen kommentarer” fra Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune?

”Det er virkelig et godt spørgsmål. Det håber jeg. Jeg synes, jeg blotter mig maksimalt politisk ved at gå ned ad denne her nye sti. Og det er ikke, fordi jeg forventer, vi er fejlfri fra i morgen, slet ikke. Men min forventning er, at vi kan tage en mere åben og ærlig dialog fremadrettet. Det vil vi kendes på,” siger Christian Budde.

Podcast: De får brug for mere medietræning

Ifølge eksperterne i ’Budskab’ er det klogt at udpege flere talspersoner for Sundhed & Omsorg og også at lade nogle af de sundhedsfaglige medarbejdere komme til orde. Men de er ikke begejstrede for Christian Buddes forståelse af, hvad medietræning går ud på.

Mads Byder, stifter af Help, mener, at åbenhedstræning i stort omfang foregår allerede.

”Men måske er det nyt hos dem,” siger han.

Nanna Vestgård, retorisk rådgiver, mener, det lyder, som om Sundhed & Omsorg skal til at medietræne flere talspersoner, end de har gjort hidtil.

”Det er på tide, at mange offentlige myndigheder – kommuner og andre – bliver meget bedre til at være åbne og erkende, at der er opstået fejl. Ikke i tiende interview, men i første. Men det betyder også, at den person, der går ud i første interview, skal trænes i: Hvad kan jeg ikke sige, og hvorfor kan jeg ikke det,” siger hun.

0 Kommentarer