Praktiksøgning

35 praktikpladser mangler forud for kommende runde

Det er igen ved at være den tid på året, hvor de mediestuderende på tværs af uddannelsesinstitutionerne DMJX, RUC og SDU skal søge praktik. På nuværende tidspunkt ser der ud til at mangle omkring 35 praktikpladser

Det forventes, at omkring 35 studerende kommer til at mangle en praktikplads, efter at første del af efterårets praktikansøgningsrunde er ovre den 31. oktober til Store Matchdag.

Dermed ser prognosen er smule bedre ud end forventet, oplyser praktikkoordinator og lektor ved DMJX Martin Vestergaard. Man havde nemlig forventet et større underskud af praktikpladser.

I efteråret er der tale om ”den lille” praktiksøgningsrunde, hvor der på nuværende tidspunkt er slået omkring 150 praktikpladser op til de studerende, der skal starte i praktik fra 1. februar næste år.

Martin Vestergaard forklarer, at det er svært at sætte et præcist antal på, hvor mange studerende der har behov for en praktikplads i denne runde.

Stor buffer

Nogle studerende tager måske orlov, nogle søger udlandspraktik eller befinder sig i en midlertidig praktikstilling, hvor det stadig skal besluttes, om vedkommende skal forlænges.

”Der er tale om en ret stor buffer,” siger Martin Vestergaard.

Praktikpladserne i udlandet finder de studerende i høj grad selv, og de er derfor ikke slået op inde i praktiksystemet.

I morgen afholdes der praktikmesse i Odense, hvorefter de studerende kan sende ansøgninger afsted til praktikstederne indtil fredag morgen. I løbet af fredagen kaldes de studerende til samtaler, som skal foregå i løbet af næste uge.

18 måneders praktik sætter prop i flaskehalsen

Manglen på praktikpladser er et problem, man har haft siden 2021, hvor man valgte at genindføre 18-måneders praktik for DMJX-studerende.

Det skete, efter at man i 2017 valgte at indføre 12 måneders praktik for netop at afhjælpe problemet med for få praktikpladser til de studerende.

Det resulterede dog hurtigt i det modsatte problem, hvor der var for få praktikanter til antallet af praktikpladser.

For nylig oplyste rektor Julie Sommerlund, at DMJX har søgt Uddannelses- og Forskningsstyrelsen om at forkorte praktiktiden til 12 måneder for at forlænge tiden på skolebænken.

Det har affødt kritik fra studerende, der mener, at skolen deraf vil miste sit særkende. Også chefer på regionale medier har udtalt kritik af forkortelsen, som de mener vil forhaste læringen, hvis de studerende kun er i praktik i 12 måneder.

0 Kommentarer