Letland har også forandret sig. Da Maria Bobyleva søgte visum til Letland første gang, skulle hun blot udfylde en enkelt side. Et år senere er proceduren vokset til en kæmpe bunke papirer, hvor man skal angive alle sine familierelationer i Rusland: ”Og man skal svare på, om Putin er god eller dårlig, om man støtter krigen, og hvem Krim tilhører.”

”NO to RuZZia” har en eller anden skrevet på barens toilet.

I kaffebutikker, barer, restauranter og butikker hænger klistermærker med støtteerklæringer til Ukraines hær.

Og når Ruslands ambassadør kigger ud ad vinduet, ser han på et enormt banner af Vladimir Putin som halvt menneske, halvt skelet.

Det ligger som et fundament under Rigas ofte brostensbelagte gader, at Rusland når som helst kan banke på døren, og at den derfor skal holdes meget lukket.

Alligevel åbnede Letland armene for uafhængige russiske journalister, da Rusland efter invasionen af Ukraine slog hårdt ned på den frie presse.

En af dem er 24-årige Ivan Makridin, som slår lidt ud med armene, da Journalisten spørger ham, hvordan han har det med at være væk fra sit hjemland og måske ikke kunne komme tilbage.

Når den russiske ambassadør i Riga kigger ud ad vinduet, kan han se ukrainske flag og plancher med anti-russiske ­budskaber. Over for ­ambassaden ligger også et museum, der har et zombielignende Putin-­banner på facaden. Foto: Andrejs Strokins

”Jeg foretrækker ikke at tænke på det.”

”Det suger bare al din hjernekraft, hvis du bliver ved med at tænke på det,” siger han.

Trods sin unge alder har han allerede medier som Novaja Gazeta, Proekt og Coda, som går imod linjen fra Kreml, på sit cv.

I Riga har han fundet et fællesskab med andre russiske journalister i samme situation i Media Hub Riga, som finansieres af en svensk handelshøjskole.

”Alle forstod, at Dozjd var en antikrigs-kanal. Men når man er i lande som Letland, så skal man på en måde bevise, at man er endnu mere imod krigen,” siger Ivan Makridin, der selv er imod Ruslands krig i Ukraine, men også føler, at han skal gøre ekstra meget for at bevise det. Foto: Andrejs Strokins

Det æder dig op indefra

De hører til på en hemmelig lokation i Rigas centrum, hvor eksiljournalisterne hver dag mødes for at spise frokost, lave journalistik eller søge råd om at finde en god lokal tandlæge.

For mange er det også et rum til at tale om de svære spørgsmål.

I alt vurderes omtrent 250 russiske eksiljournalister at opholde sig i Riga på et turistvisum, hvortil der er omtrent samme antal medfølgende partnere og familiemedlemmer. Og mange af dem har det svært.

Journalisten Maria Bobyleva bakker op om Ivans budskab.

Med de andre taler hun livligt om de vedholdende rygter i alverdens medier om, hvorvidt Putin er syg med kræft, og om hans død kan åbne for et regimeskifte i Rusland.

Med en god portion sort humor bliver der joket om, hvornår de kan vende tilbage.

”Nu griner vi måske ad det, men den her situation ødelægger dig altså indefra,” siger hun pludselig i en mere alvorlig tone:

”Man er i et ingenmandsland. Man kan ikke planlægge sit liv længere,” forklarer hun og understreger, at man bliver nødt til at lægge en plan for sig selv uden for Rusland:

”For hvis vi hele tiden tænker på at komme tilbage, så lever vi i et konstant limbo, hvor vi hverken er der eller her.”

Som en af de få russiske journalister i Riga arbejder hun stadig for et medie, der faktisk må operere i Rusland.

Mediet Takie Dela skriver primært om sociale problemer rundt omkring i Rusland og dermed ikke direkte om Ruslands krig i Ukraine, men mere de afledte effekter for de svageste i samfundet.

Men også på det punkt er stemningen ved at skifte.

Forleden var Takie Dela mål for kritik i et regeringsloyalt propagandaindslag:

”Vi er nok bare de næste i linjen af censuren,” vurderer hun.

Letland har også forandret sig. Da Maria Bobyleva søgte visum til Letland første gang, skulle hun blot udfylde en enkelt side. Et år senere er proceduren vokset til en kæmpe bunke papirer, hvor man skal angive alle sine familierelationer i Rusland: ”Og man skal svare på, om Putin er god eller dårlig, om man støtter krigen, og hvem Krim tilhører.” Foto: Andrejs Strokins

Var bange hele tiden i Moskva

På en café i en af Rigas smarte bydele møder Journalisten den 29-årige journalist Sonja Grojsman, der arbejder for tv-stationen Dozjd, som betyder ’regn’ på dansk, og som kort efter krigen blev ramt af netop Ruslands censur.

Her har Sonja Grojsman senest været med til at afsløre, hvordan Rusland kidnapper børn fra Ukraine til Rusland.

Og allerede før krigen i Ukraine kom Sonja Grojsman på kant med de russiske myndigheder, da hun protesterede over den russiske regerings beslutning om at kalde bestemte medier for ”udenlandske agenter”.

Som en af de første blev hun også selv stemplet som udenlandsk agent i 2021.

Allerede dengang betød det, at hendes muligheder for at lave kritisk journalistik i Rusland blev alvorligt begrænset, og at hun altid skulle oplyse en længere forbeholdstekst forfattet af den russiske regering i forbindelse med sit arbejde.

Men da Rusland invaderede Ukraine, blev det russiske greb om pressen strammet yderligere. På bare et år er Rusland faldet fra en 155. plads til en 164. plads på World Press Freedom Index.

Det er med andre ord gået fra dårligt til værre.

Sonja Grojsman blev anholdt i Rusland i 2021 og blev tildelt prædikatet ”udenlandsk agent” af regeringen. Sammen med en kollega lavede hun efterfølgende podcasten ’Goddag, jeg er en udenlandsk agent’. Efter krigen har hun holdt fast i at lave historier, som styret i Kreml helst ikke vil have frem. Foto: Andrejs Strokins

”Jeg var bange hele tiden i Moskva,” siger hun om at gå på arbejde i tiden efter invasionen af Ukraine.

”Jeg skammede mig over mit land og var på samme tid fyldt med rædsel,” fortæller hun.

På redaktionen hos Dozjd i Moskva gik der rygter om, at politiet var på vej. Derfra gik det hurtigt med at komme ud af landet.

”Jeg havde bare brug for at komme et sted hen for at trække vejret og holde en pause. Så jeg kunne holde op med at gå i panik og være bange og føle mig sikker et øjeblik,” siger Sonja Grojsman.

Det førte hende til Riga, hvor hun nu har været i et års tid.

Og her er det med tiden blevet endnu sværere at lave præcis det, hun laver: Videojournalistik. For eksempel bruger hun nogle gange bryllupsfotografer til interviews med kilder – og de er ikke nødvendigvis vant til at filme journalistisk. Så må hun dirigere dem over en videoforbindelse fra Riga.

Men også beskyttelsen af kilderne er sværere, for hun har allerede oplevet, at kilder til hendes historier måtte flygte ud af Rusland.

Letland frygter russere

Det er dog ikke kun praktiske problemer, der fylder for de russiske eksiljournalister.

Stemmer i den offentlige debat i Letland er også yderst kritiske over for deres tilstedeværelse.

For de arbejder i et land, hvor en tredjedel vurderes at have russisk som modersmål, og hvor enklaver af russisk-talende i landet regnes for at være dårligt integreret i det lettiske samfund.

Og selv om en meningsmåling i februar kunne afsløre, at blot fire procent af Letlands knap 1,9 millioner indbyggere støtter Vladimir Putin, så svarede et flertal i samme undersøgelse, at spændingerne mellem lettere og russere er steget som følge af krigen.

En lignende undersøgelse viste sidste år, at blot 40 procent af det russisk-talende mindretal direkte ville fordømme Ruslands invasion af Ukraine.

Derfor er de lettiske myndigheder altid på vagt, og i december fik det konsekvenser for netop tv-stationen Dozjd, der mistede sendetilladelsen i Letland og rykkede store dele af redaktionen til Holland.

– Foto: Andrejs Strokins

Det lettiske tv-råd NEPLP konstaterede, at der skete flere brud på sendetilladelsen, hvor en ­Dozjd-korrespondent blandt andet havde kaldt de russiske soldater for ”vores” soldater – og tv-kanalen havde markeret den ukrainske halvø Krim som en del af Rusland på et kort i et studie. Ved den lejlighed besluttede NEPLP at fjerne Dozjds lettiske licens.

I NEPLP’s kontor i det centrale Riga forklarer tv-rådets næstformand, Aurēlija Ieva Druviete, at et af rådets fornemmeste opgaver er at beskytte Letlands ”informationsrum” fra russisk indflydelse.

Frygten virker velbegrundet.

Samme dag som Journalisten taler med hende, har en af landets største aviser en forsidehistorie, der afslører hemmelige russiske planer om at påvirke landene i Baltikum.

”Informationskrigen mod os er den samme, som der blev ført mod Ukraine. Og de her hemmelige dokumenter viser bare, at Letland og de baltiske stater er et mål for Rusland,” siger hun.

Dozjd-sagen handlede ud over selve indholdet om en række formkrav, der ikke blev overholdt. For eksempel skulle Dozjd også sende på lettisk, men gjorde det ikke:

”Det var en svær beslutning for os, men vi blev nødt til at følge lovens bogstav. Det er vores hovedmission,” siger Aurēlija Ieva Druviete.

Derudover lagde rådet også vægt på, at Dozjd tidligere i 2017 har mistet sendetilladelsen i Ukraine på grund af lignende overtrædelser.

Selv om Dozjd kan sende videre på blandt andet YouTube fra Holland, har beslutningen om at fjerne tv-stationens licens også ført til kritik, blandt andet fra Letlands journalistforbund.

For i langt de flestes øjne står det klart, at Dozjd i udgangspunktet er en tv-station, der er kritisk over for Ruslands krig i Ukraine og Kreml i det hele taget.

Forstår frygten

Sådan er udlægningen også fra Kirill Martynov, som er chefredaktør for Novaja Gazeta Europe. Også han valgte at bakke op om Dozjd efter udelukkelsen, selv om han generelt kun har gode ting at sige om Letland, der har givet visum og ophold til Novaja Gazetas journalister.

Avisen har nu hovedkontor i en bygning i Rigas centrum, hvor navnet ikke fremgår af dørtelefonen.

Og netop blandingen af den lettiske frygt for russisk indflydelse og vilkårene for eksiljournalisterne kan have spillet ind i sagen, vurderer han:

”Hvis du arbejder fra eksil med en lille gruppe, hvor mange er deprimerede og har personlige problemer, så kommer du til at lave nogle fejl undervejs,” siger han om Dozjd.

Generelt ser han det som nogle små fejl, man kunne have glattet ud undervejs. Men også fejl, man kunne sætte strøm til, hvis man havde brug for at vise handling.

Generelt ser han dog ikke fra avisens synspunkt, at Letland er ved at have fået nok af sin værtsrolle.

Personligt ser han en fremtid for Novaja Gazeta i Riga, som også er tilpas tæt på avisens dækningsområde rent geografisk.

Avisens mål er nemlig at tale til de kritiske stemmer i Rusland, som er uenige i Kremls linje. Og ifølge ham bliver iagttagere i Vesten ved med at undervurdere, hvor mange der rent faktisk er. Ifølge ham er der mindst 20 millioner russere, der tager afstand fra krigen og Putin.

”Og dem er vi også ambassadører for i Europa,” siger han.

”Vi har en høj grad af solidaritet med Letland, for vi vil ikke have krig hertil. Vi forlod vores eget land for ikke at være en del af krigen, og derfor yder vi fuld støtte til Letland,” fortæller Kirill Martynov, som er chefredaktør for Novaja Gazeta Europe. Foto: Andrejs Strokins

I Rusland gør myndighederne dog alt for at forhindre de kritiske medier i at sprede det frie ord. Internettet er blevet stærkt begrænset, og frygten blandt eksiljournalisterne er, at det kun bliver værre, og at Rusland for eksempel ender med et ”white-list internet”, hvor kun Kreml-godkendte sider kan accepteres.

På en måde er avisens arbejde derfor at holde sammen på den russiske opposition, så man kan turde tro på en bedre fremtid.

Men et problem er også, at folk er trætte af at høre om krigen, vurderer Kirill Martynov:

”De lever i et samfund, hvor al offentlighed og alle offentlige institutioner er blevet ødelagt, og hvor næsten alle medier bedriver propaganda. Det er en fælde for os, for vi leverer rigtige nyheder, men folk prøver at undgå dem. Og regeringen forsøger også at hjælpe dem med at undgå rigtige nyheder,” siger han.

Og netop derfor er det Novaja Gazetas rolle at blive ved med at insistere på at tale til en kritik af det russiske styre.

Derfor gør han også en dyd ud af at respektere frygten i det lettiske samfund. Og Novaja Gazeta er generelt meget påpasselig med at begå journalistik, der for eksempel skubber til de interne problemer med integration af det russiske mindretal i befolkningen.

”De husker den sovjetiske besættelsesmagt. De har hørt historier i familien og oplevet mange personlige tragedier på grund af det,” siger han.

Og derfor er det for Kirill Martynov forståeligt, at krigen i Ukraine har ført til en opblomstring af en national selvforståelse i Letland.

”Vi har en høj grad af solidaritet med Letland, for vi vil ikke have krig hertil. Vi forlod vores eget land for ikke at være en del af krigen, og derfor yder vi fuld støtte til Letland,” fortæller han.

Som chefredaktør kan han også mærke, at opgaven har ændret sig. Nu skal han også sikre sine medarbejderes velbefindende i situationen, de befinder sig i. Og som han også selv befinder sig i.

Da Journalisten spørger, om journalistik virkelig er det værd, hvis man ikke kan komme tilbage til sit eget land, er svaret dog klart:

”Journalistik er en af de få muligheder, man har for at kæmpe for og beskytte sin personlige identitet på trods af de mulige konsekvenser,” siger Kirill Martynov.

Ligesom de andre journalister i Riga ser han det ikke som en mulighed at være blevet i Rusland, have dukket nakken og indordnet sig under reglerne.

Måske er det også derfor, at Sonja Grojsman bryder ind, da Journalisten konstaterer, at hun er en ung journalist på 29 år.

”Det er ikke sandt,” griner hun.

”I Rusland – og det er meget vigtigt – så svarer et år som journalist til tre år som journalist i jeres lande. Så som 29-årig regnes jeg for meget erfaren,” siger hun.

– Foto: Andrejs Strokins