Strategi

Zetland opsiger flere medarbejdere

Et større fokus på geopolitik, økonomi, teknologi og klima betyder farvel til flere af redaktionelle medarbejdere.

I alt fem medarbejdere forlader Zetland i forbindelse med et skifte i det redaktionelle fokus og en mindre medlemsfremgang end håbet.

Der er tale om opsigelse af en journalist på halv tid og en redaktionel medarbejder, mens en journalist har indgået en fratrædelsesaftale. Derudover er to medarbejdere udenfor redaktionen blevet opsagt.

Det bekræfter adm. direktør Tav Klitgaard over for Journalisten.

”Det dækker over et lille ryk i den redaktionelle vision: Der er sindssyge ting i gang i verden, som vores læsere efterspørger mere af, nemlig geopolitik, økonomi, teknologi og klima,” siger Tav Klitgaard.

Men det betyder også mindre fokus på det, Zetland betegner som kultur og samfund. Blandt andet Torben Sangild, der har dækket psykologi på Zetland i årevis, er blevet opsagt. Det skriver han selv på Facebook.

Medlemstal vokser mindre end håbet

Zetland havde ved udgangen af 2025 cirka 45.000 abonnenter og øgede i 2025 sin nettoomsætning fra 47,1 millioner kroner til 56,7 millioner kroner og leverede et årsresultat på 20,9 millioner kroner mod 3,8 millioner kroner året før.

Samlet set betyder opsigelserne på Zetland, at der bliver sparet. Dog ikke på det redaktionelle, understreger Tav Klitgaard.

”Det kommer af, at vi hele tiden skal kalibrere organisationen ud fra medlemstallet. Sidste år voksede vi omkring 10 procent, og det kommer vi nok til igen i år. Men vi havde kalibreret med 15 procent.”

En vækst, der, selvom den ikke lever op til håbet, stadig er fornuftig:

”Det er specielt at tale om, at det ikke går helt som håbet, når vi alligevel har en vækst, andre kan håbe på,” siger Tav Klitgaard.

Overordnet set kommer Zetland hverken til at lave mere eller mindre stof. Men der kommer altså mindre fokus på kulturen.

”Der var vi blevet meget store. Vi er, synes vi selv, dygtige til den del, og vi tror, at vores medlemmer kan leve med lidt mindre af det, og så noget mere af det, der virkelig også fylder i verden,” siger Tav Klitgaard.

Profiler til ’puls og perspektiv’

Zetland har lavet tre nye ansættelser til at forstærke dækningen af ”en verden i opbrud”, som det lød i en pressemeddelelse i sidste uge.

Den nuværende chef for Berlingskes nyhedsredaktion, Mikkel Danielsen, starter 1. august som redaktør for den nyoprettede ’puls og perspektiv’-redaktion, der skal dække aktualitet, politik og samfund.

Journalist Klara Trebbien, der har skrevet bogen ’Flæsk’, tiltræder 1. august og skal dække klima og miljø.

Kristian Madsen tiltræder 1. september som politisk analytiker og skal udlægge dansk politik og geopolitik.

0 Kommentarer