Søgemaskiner

Zetland-journalist om omstridt Google-eksperiment: Hvornår stopper det?

I to måneder har Torben Sangild ikke kunne google sig til nyheder, fordi han ufrivilligt er blevet forsøgsperson i Googles nyhedseksperiment. Han har intet hørt om, hvor længe eksperimentet kører

Siden midten af november 2024 har 1 procent af Googles brugere ikke kunnet søge sig frem til nyhedsindhold.

Hvis de ufrivillige forsøgspersoner i eksperimentet for eksempel interesserer sig for Trump og Grønland og googler ”hvorfor ville Trump købe Grønland”, er DR det eneste medie, der dukker op.

Søgeresultater fra alle andre medier er skjult.

Google har tidligere oplyst, at det såkaldte nyhedseksperiment bliver ved med at køre, indtil ”der er indsamlet data nok”.

Hvornår det er slut, aner testpersonerne i eksperimentet imidlertid ikke.

”Jeg har ikke fået noget som helst at vide,” siger journalist på Zetland Torben Sangild, der er en af de ufrivillige forsøgspersoner i Google-eksperimentet.

For Torben Sangild er slutdatoen for testen dermed belagt med samme hemmelighedskræmmeri, som da Google gjorde Torben Sangild til en del af de 1 procent Google-brugere i forsøget.

”Jeg fik intet at vide om, at jeg er med. Det var helt tilfældigt, at jeg opdagede det, fordi jeg fik nogle søgeresultater, som undrede mig,” siger Torben Sangild.

Jeg har aldrig fået at vide, at jeg er en del af det, og jeg ved stadig ikke, hvornår det slutter.
Olav Vestergaard Fonager, journalist og jourhavende, TV Midt Vest

Hvornår er det forbi?

Olav Vestergaard Fonager, journalist og jourhavende på TV Midt Vest, ved heller ikke, hvor længe han fortsat skal være Googles forsøgsperson.

”Det har stået på siden 16. november. Jeg har aldrig fået at vide, at jeg er en del af det, og jeg ved stadig ikke, hvornår det slutter,” forklarer han.

Journalist på Information Rasmus Elmelund er efter to måneder godt og grundigt træt af rollen som forsøgskanin.

Han skal dagligt jonglere med utallige ind- og udlogninger af Google Incognito for at kunne omgå eksperimentets begrænsninger.

”Som journalist har jeg jo brug for at google artikler frem mange, mange gange dagligt – nogle dage måske op til hundrede gange – og det er irriterende og besværligt, fordi jeg så skal gå incognito for at finde artiklerne og dernæst kopiere links tilbage til min browser, hvor jeg er logget ind på medierne,” forklarer Rasmus Elmelund.

Intetanende forsøgskaniner

Dimitra Letsa, Googles chef for nyheder og partnerskaber i Norden, har tidligere forklaret Journalisten, at testen skal kortlægge omfanget af nyhedsindhold på søgemaskinen.

Det er vigtigt, fordi Google Danmark står over for at forhandle en pris for at dele dansk medieindhold.

Men blandt medierne er forsøget blevet mødt med alt andet end velvilje.

Danske Mediers direktør, Dicle Duran Nielsen, har udtalt, at Google censurerer mediernes indhold og gør brugerne til ”intetanende forsøgskaniner”.

Kulturminister Jakob-Engel-Schmidt har forklaret, at Google gør 1 procent af befolkningen til forsøgsdyr ”ved at fratage dem muligheden for at søge efter nyheder”.

TV 2 Kosmopol er ikke ramt

En anden kritik af forsøget er, at Google i midten af december ikke blot spærrede for søgninger på nyhedsindhold.

I en periode blev søgeresultater på nogle af Danmarks største fagforeninger – 3F, HK, FOA og BUPL – også indrulleret i eksperimentet.

Og Google har åbenbart fortsat svært ved at trække en klar grænse mellem det, som forsøgspersonerne kan søge, og det, der er skjult.

Olav Vestergaard Fonager har som testperson fx bemærket, at medierne ikke bliver behandlet ens. DR bliver åbenbart ikke skjult, men det bliver hans egen arbejdsplads, TV Midt Vest.

”Så vidt jeg kan se, er TV 2 Kosmopol den eneste TV 2 Region, der dukker op på Google. TV 2, Politiken, Berlingske og en række andre kommercielle medier dukker fortsat ikke op,” forklarer Olav Vestergaard Fonager.

Er skiftet til Bing

Torben Sangilds lavpraktiske modtræk for at omgå eksperimentet har været at skifte søgemaskine.

Hvis han skal finde nyheder, bruger han Bing og DuckDuckGo.

Men Google er svær at komme udenom.

”På min mobil er Google min standardsøgemaskine, og selv om jeg har været en del af eksperimentet i flere måneder, kommer jeg nogle gange til at bruge Google og opdager det først, når jeg får et kastreret søgeresultat,” siger Torben Sangild.

Google Danmark er ikke vendt tilbage på Journalistens henvendelse.

 

0 Kommentarer