Ophavsret

Yousee-konflikt kan koste 700-800 millioner – forstå sagen her

DJ mener, at tv-distributøren nasser på DJ-medlemmernes arbejde, og producenter kræver, at Yousee stopper med at vise deres film og tv-serier

Omkring 1.200 DJ-medlemmer, der producerer indhold til tv, går en mere usikker økonomisk fremtid i møde.

Yousee er nemlig holdt op med at udbetale rettighedspenge til blandt andre journalister, fotografer, producenter og andre faggrupper, som skaber film, tv-serier og tv-programmer, der vises i Yousees tv-pakker.

I stedet har Yousee og moderselskabet Nuuday rejst et søgsmål ved Sø- og Handelsretten, der i værste fald kan komme til at koste den danske film- og tv-branche et sted mellem 700 og 800 millioner kroner.

”Det er pirateri”

I 2023 var puljen fra Copydan Verdens TV på i alt 25 millioner kroner. Heraf stammede cirka halvdelen fra Nuuday/Yousee.

Godt 1.200 DJ-medlemmer fik i 2023 udbetalt rettighedsmidler fra Nuuday/YouSee, oplyser DJ.

DJ-formand Tine Johansen siger, at de manglende udbetalinger får økonomiske konsekvenser for både DJ-medlemmer, producenter og produktionsselskaber, når der skal udbetales penge for året 2024.

”Vi mener det er pirateri, de er i gang med,” siger Tine Johansen.

Hun opfordrer DJ-medlemmer, der har et abonnement på Yousee, til at finde en anden tv-distributør.

”Det er så fastlåst nu, og vi synes, at forløbet er så tarveligt, at vi vil anbefale vores medlemmer at undersøge, om de ikke skal skifte tv-udbyder, hvis de er kunde hos Yousee,” siger Tine Johansen.

Et fald på 70 procent

Striden handler om, at Yousee ønsker at sænke udbetalingerne med over 70 procent.

Det krav afviser rettighedshaverne, der er repræsenteret ved Copydan Verdens TV, broadcasternes organisation UBOD og Koda.

Dansk Journalistforbund er repræsenteret i sagen via Copydan Verdens TV.

 

Derfor får DJ-medlemmer rettighedspenge

Manuskriptforfatter, fotografer, journalister, skuespillere og alle andre, som bidrager til en tv- eller filmproduktion, skal som rettighedshavere have betaling, når andre bruger det indhold, de skaber.

I stedet for at virksomheder og institutioner forhandler individuelle aftaler med rettighedshaverne om at bruge deres indhold, kan de indgå aftaler med Copydan, som forhandler rettigheder på vegne af rettighedshaverne.

I dag har producenter som Zentropa og Crone Film krævet, at Yousee stopper med at vise deres film og tv-serier.

Kilde: Copydan Verdens TV

Siden foråret har Yousee stoppet udbetalingerne af pengene for 2024 helt. Og der er lange udsigter til, at der kommer en løsning, forklarer Jørgen Ramskov, næstforperson for Copydan Verdens TV.

”Lige nu bruger Yousee vores rettigheder uden at betale for det, og det er, selv om deres tv-kunder fortsat betaler fuld pris,” siger Jørgen Ramskov.

Tidligere i dag meddelte blandt andre Zentropa, Crone Film og Laud People, at Yousee ikke må vise deres produktioner, så længe Yousee ikke betaler.

”Yousee har stoppet betalingerne til os, selv om de stadig anvender vores rettigheder til at kræve penge ind hos deres tv-kunder. Det er uordentligt, det er uærligt, og det er ulovligt, og derfor undersøger vores advokat nu, om vi kan forbyde Yousee at anvende vores filmproduktioner i deres tv-pakker,” udtalte Anders Kjærhauge, administrerende direktør hos Zentropa.

Udsigt til lang retssag

Det er DJ og de andre rettighedshavers ønske, at tvisten skal behandles i det såkaldte Ophavsretslicensnævn, der er nedsat af Folketinget til at træffe afgørelse i sager om vederlag til KODA, Gramex og CopyDan Verdens TV.

I stedet har Yousee indbragt sagen for Sø- og Handelsretten. Og det er ikke en tilfredsstillende løsning, mener Tine Johansen.

”En retssag kan tage flere år, og i den periode vil teknikere, journalister og fotografer, der laver indhold til Yousee, ikke modtage betaling – selv om slutbrugerne fortsat betaler for rettighederne,” siger hun.

Tine Johansen forklarer, at rettighedssiden har afsøgt alle muligheder for at finde et forlig.

”Vi vil gerne forhandle, men det ser svært ud.”

Forhistorien er, at Yousee 15. marts 2024 opsagde alle aftaler med rettighedshaverne med ophør fra 1. april 2024.

Samtidig indleverede Yousee en stævning ved Sø- og Handelsretten.

Cut the crap

Nu hvor udbetalingerne bliver stoppet, har Yousees udspil været at udbetale et aconto-beløb, indtil der falder en dom.

Men den model duer ikke, siger Jørgen Ramskov. Ifølge loven er de konkrete udbetalinger nemlig øremærket den rettighedshaver, der er berettiget til pengene.

”Det ved Yousee udmærket godt, så det er rent spin fra deres side,” siger Jørgen Ramskov, der mener, at Yousee burde ”cut the crap”.

Nuuday har tidligere meldt ud at man ikke mener, at rettighedsaftalen er fulgt med tiden, og at rettighedsbetalingerne er nået et uholdbart niveau.

Yousee ejes af den australske kapitalfond Macquarie og af pensionsselskaberne PFA og PKA samt ATP.

Yoursee/Nuuday er ikke vendt tilbage på Journalistens henvendelse

2 Kommentarer

Carsten Warnich
20. AUGUST 2024
Det lyder som en forhandling, der er gået skævt?
Er der ligheder med en tidligere hårdknude:

https://mediawatch.dk/article14105907.ece
Peter Thornvig Jensen
20. AUGUST 2024
Kort sagt.
Banditter jakkesæt!
Det er prøvet før. Heldigvis er rettighederne omfattet af ophavsretsloven og banditter af straffeloven 😉.