Det var min chef, teaterleder og tidligere DR-medarbejder Søren Marcussen, der ”opdagede” Yahya Hassan. For cirka et år siden, i forbindelse med et filmprojekt om unge mænd med flerkulturel baggrund, mødte han den dengang 17-årige gut, slentrende rundt, digtende og fotograferende i det vestlige Aarhus, og fik øjeblikkeligt øje på det unikke talent.
Inden for den sidste uge har Søren og andre omkring Yahya Hassan så kunnet se, hvordan snebolden er rullet, og fokus er forsvundet fra poesien.
Og jeg kan som journalist sagtens se, at Yahya er en god historie. En fucking god historie.
Samtidig skal man huske, at han, inde bag de skarpe one-liners og den enestående lyriske begavelse, stadig er en 18-årig knægt, der, formodentlig med rette, er frygteligt vred på sin familie, men næppe kan overskue, hvad hans udtalelser kan betyde for ham fremover.
Jeg tænker, at det er de færreste journalister, der til evig tid ønsker at stå til regnskab for, hvad de slyngede ud i vrede, da de var 18 år, hverken mod samfundet eller om deres forældre. Nu har de danske medier givet Yahya Hassan en sæbekasse at skælde ud fra, og endda ofte uden at han bliver modsagt af andet end vrede og/eller entusiastiske bloggere og tosser på Facebook.
I stedet for at tage udgangspunkt i de digte, han skaber og bør høste ros og anerkendelse for, bliver han ophøjet til noget nær ekspertkilde på integrations- og ghettoområdet, der får lov til at udtale sig om hele generationer og udsatte bydele over en kam, med alt hvad det medfører af manglende nuancer, trusler. polarisering og omtale på Al Jazeera.
Debatten, som lørdagens artikel i Politiken startede, er vigtig, ingen tvivl om det. Men jeg har det svært med, at medierne i jagten på den hurtige gode historie nu for evigt vil koble Yahya Hassans navn sammen med overskrifter som ”Ghettoerne er fyldt med dumme perkere". Det vil hænge ved ham, også når mediestormen er blæst over, og journalisterne er rykket videre, og det kan få voldsomme konsekvenser.
Kristian Bach Petersen er kommunikationsansvarlig hos teatret Opgang 2 i Aarhus
3 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Kære Kristian
Jeg er helt enig med det du skriver.
Når det er sagt, hvad jeg mere bekymret er, hvordan medierne har manipuleret Yayas vigtige budskab og har tilsluttet det med flygtninge, minoritetskulturer, dårlig opdragelse og selvfølgelig med islam.
Det er denne dårlige blanding af forskellige spørgsmål, der skaber konflikter blandt etniske minoriteter og flertallet i det danske samfund.
De fleste journalister har spillet denne beskidte rolle ved at være populister uden at tænke på konsekvenser eller gør debatten mere nuanceret ved at bringer det tæt på virkeligheden.
Min personlige erfaring fra de sidste 30 år med danske journalister, er, at mange af dem er dovne, ikke gør ordentlig forskning og er for villigt til at få fat i de enkelte negativ historier, og fra dette generalisere hele gruppen af mennesker.
De fleste danske medier er ikke interesseret i nuanceret debat, fordi de allerede har besluttet, hvad de ønsker at formidle til offentligheden.
Og dette er ikke en balanceret men ensidig og fordomsfulde billede af ikke-danske, især muslimske minoriteter.
Mange år tilbage, et velkendt journalist fra Weekendavisen ringede til mig og ønskede at kende de seksuelle problemer blandt unge tyrkiske piger.
Da jeg fortalte hende, at jeg ikke var ung, tyrkisk og har ingen seksuelle problemer, hun svarede. Du har altid en mening om mindretalsspørgsmål så hvorfor kan du ikke sige noget nu.
Hvad kan man sige til en sådan dumhed?
Det kan du have helt ret i. Men det er ikke den unge der er problemet, men den etik der hersker i pressen. Og andre end ham har prøvet denne talentløshed grænsende til prostitution som åbenlyst er arbejdsvilkårene for journalister. Hvis den unge mand har ben i næsen opdager han hurtigt, at det ikke er ham journalisterne er interesseret i, men deres historie og den fiktion, som de kan skabe om ham. Og, så håber jeg i det mindste, at han opdager den fælde han er på vej ind i og finder nogle at lege med:^)
med.
Nu skal ingen tro de er mere end dem. Som allerede er en af de indviede.
Dette gælder selvfølgelig også Kristian Bach Petersen.
Der ligesom alle andre er hurtig ude for at få del i dette opstået mediecirkus.
Jo, vi kan godt se 'det' ham fremarbejderens søn nu siger; vi kan også godt forstå dette er vigtig at få frem. Hans mening - selv om den ligner alt det vi selv tror og det de andre unge allerede ved. De dumme danskere.
At det så ligner en bølge som alle fremarbejdere kan bruge i et forsøg på at bryde med deres sociale arv. Det er der vist ingen medier der tør fortælle.
Men hva - lad da livet være som det altid har været. For de indviedet.