”Hey everyone, it’s Bisan from Gaza. We are still alive.”

Sådan begynder de fleste videoer på Instagram fra den bare 25-årige palæstinensiske filmskaber Bisan Owda, når hun under brugernavnet Wizard Bisan dagligt opdaterer sine følgere fra Gaza.

I løbet af de seneste måneders krig mellem Israel og Hamas er millioner af Instagram-brugere verden over kommet på fornavn med hende og en række andre palæstinensiske journalister og fotografer i Gaza. I fraværet af den internationale presse er de blevet verdens øjne og ører i Gaza.

Motaz Azaiza, Plestia Alaqau, Hind Khoudary, Belal Khaled og Wael Al Dahdouh er bare nogle af de palæstinensiske mediefolk, som før krigen havde et beskedent antal følgere, men som nu bliver fulgt af millioner på sociale medier.

Flere af dem har selv mistet familiemedlemmer. De har set kolleger blive dræbt og risikerer dagligt deres liv for at dokumentere, hvad der sker. Et arbejde, som kun bliver farligere i takt med, at konflikten trækker ud. Det fortæller Johan Wogensen Bach, projektleder i Mellemøsten for International Media Support (IMS).

”Bare det at være i Gaza lige nu er ufatteligt farligt, og når journalister dækker de her begivenheder, er de ekstra udsatte,” fortæller han.

”Deres familier er i fare, de har ikke adgang til mad og rent vand. Deres huse er måske blevet bombet, de er internt fordrevne. Mange har søgt ly på hospitaler, hvor de kan få strøm til deres udstyr, men hvor de bor tæt sammen, og hvor der hele tiden kommer nye sårede ind. De er udsat for et enormt psykisk pres.”

I skrivende stund er mindst 63 journalister blevet dræbt i Gaza – et tal, der stiger hver uge, og som ifølge Committee to Protect Journalists (CPJ) gør konflikten til den blodigste for journalister i 30 år.

16 millioner følgere

En af dem, der bliver fulgt af allerflest, er den palæstinensiske fotograf Motaz Azaiza. Før krigen brød ud, havde han omkring 25.000 følgere på Instagram. I dag følger over 16 millioner med på profilen.

Allerøverst på sin Instagram-profil har han pinned tre billeder.

Et af dem viser en regnbue og fugle i flugt på en tordnende mørk himmel. På et andet sidder et par og drikker te i en smal gyde i Cairo. Billedet er lagt op med klassiske Instagram-hashtags som #35mmphotography og #streetart.

Et tredje er et portræt af smilende børn med det traditionelle palæstinensiske tørklæde kufiya om hovedet. Fælles for dem er, at de er taget, før krigen i Gaza brød ud.

Nu stikker de markant ud i Motaz Azaizas feed, som siden er blevet fyldt med voldsomme billeder af sønderbombede bygninger, familier på flugt og sårede palæstinensere i hospitalssenge, på gaden, under murbrokker.

”Jeg er en fotograf, der ville fange alt det smukke, jeg ser. Ikke det folkemord, som mit folk er udsat for nu,” skriver han i et opslag den 11. november, omtrent en måned inde i krigen.

Opslaget har fået over 2 millioner likes og 40.164 kommentarer.

I 10 uger har han dokumenteret bombeangrebene fra Israel og de konsekvenser, de har for den palæstinensiske befolkning.

En serie af billeder lagt op den 31. oktober viser en gruppe palæstinensere, der hjælpes ad med at bære en såret krop ud af en bombet bygning, mens et andet viser en begravet krop under murbrokkerne.

En video lagt op den 6. november viser et barn, som ryster voldsomt. Hans øjne kigger bange rundt i rummet, og hans ansigt er dækket af et gråt lag støv fra et bombardement. Et andet barn rækker hånden ud og lægger den på hans lår, der rystende bevæger sig op og ned. Drengen, der trøster ham, har selv bandage bundet rundt om hovedet og størknet blod i ansigtet.

Bisan Owda går under navnet @wizard_bisan1 på Instagram, hvor hun dokumenterer krigens smertelige vilkår for hende selv og de civile i Gaza. Illustration: Sine Jensen

”Vi har ikke noget tilbage”

I Bisan Owdas bio på Instagram står der: ”Filmmaker, traveller and a dreamer.”

Før krigen brød ud, producerede hun blandt andet film til unge med produktionsselskabet Caravan om Jordan og den arabiske verden. I et klip kan man se hende gå rundt blandt grønne afgrøder og fortælle om Gazas eksport af frugt.

Nu producerer hun videoer, hvor hun til sine 3,2 millioner følgere fortæller om forholdene for civilbefolkningen i Gaza. De fleste er personlige beretninger, hvor Bisan Owda selv fortæller til kameraet, hvad hun ser og oplever.

”Det er den 10. november, 10:42 om morgenen. Jeg har gået i en-to timer, og jeg bærer alt, hvad jeg kan, til det sydlige Gaza. Jeg går, tusinder omkring mig går. Jeg har ikke noget sted at gå hen. Der er ikke noget sted for mig at gå hen. Vi er nogle af de sidste, der evakuerer det nordlige Gaza,” fortæller Bisan Owda til kameraet, mens hun går.

Ligesom Al Jazeera-korrespondent Wael Al Dahdouh og Motaz Azaiza og mange, mange andre journalister har hun stædigt dag for dag dokumenteret vilkårene under krigen i Gaza.

Vi kan følge hende i forfærdelsen over et bombeangreb på Al Shifa-hospitalet. Og vi kan følge hende i sorgen over, at det israelske militær bombede og destruerede en bygning med historiske arkiver om Gaza City.

”Vi har ikke noget tilbage. Fremtiden er ukendt, nutiden er ødelagt, og vores fortid er ikke længere vores fortid. Jeg plejede at fortælle om Gazas historie, og nu har de taget den fra os.”

Wael Al Dahdouh mistede hele sin nærmeste familie i et bombeangreb tre uger inde i konflikten. Siden har han utrætteligt dækket konflikten for Al Jazeera og på Instagram. @wael_eldahdouh Illustration: Sine Jensen

Mistede hele sin familie

En anden journalist, der på trods af umenneskelige omstændigheder stadig bruger sin stemme og platform til at rapportere fra krigen, er Al Jazeeras bureauchef i Gaza, Wael Al Dahdouh.

Han var på arbejde og rapporterede live fra Gaza City den 25. oktober, da han modtog beskeden om, at der havde været et bombeangreb i den bygning, hvor hans familie havde søgt tilflugt.

Hans kone, hans søn og datter, hans barnebarn og mindst otte andre familiemedlemmer blev alle dræbt i angrebet.

Næste dag lagde han en video op på Instagram, hvor han, stadig iført den blå pressevest, bærer et lille barn ind i en ambulance. Han vendte tilbage til at rapportere dagen efter.

”Jeg følte, det var min pligt på trods af smerten og det åbne sår at komme tilbage foran kameraet og rapportere og kommunikere med jer på sociale medier så hurtigt som muligt,” udtalte Wael Al Dahdouh dagen efter i en video til AJ+.

Siden har han utrætteligt rapporteret til Al Jazeera og lagt videoer på Instagram stort set hver dag, som viser konsekvenserne af bombardementerne.

Han rapporterer fra massegrave. Wael i forgrunden med sin mikrofon og i baggrunden en traktor, der dækker ligene med sandet jord.

Han er på hospitalerne. Wael i forgrunden, der langsomt bevæger sig igennem det kaos, der opstår i hospitalsgangene, når sårede palæstinensere kommer ind. Patienter, der bliver behandlet på gulvet. Civile, der holder deres egne bloddonor-poser, IV-bags, iltflasker. Folk, der har søgt ly på hospitalsgulvet.

Den 15. december blev Wael Al Dahdouh selv såret, mens han rapporterede fra en skole i Khan Younis. Hans kameramand, Samer Abudaqa, blev dræbt i angrebet.

”Jeg er en fotograf, der ville fange alt det smukke, jeg ser. Ikke det folkemord, som mit folk er udsat for nu,” sådan skriver fotograf Motaz Azaiza på Instagram, hvor over 16 millioner følger med. @motaz_azaiza Illustration: Sine Jensen

”Ikke længere noget håb”

I takt med at krigen trækker ud, og dødstallene stiger, skriver flere, at de er ved at miste håbet. I opslaget fra den 11. november skriver fotograf Motaz Azaiza:

”At holde sig i live er mere stressende end at dø. Når man dør, mærker man i det mindste ikke noget. Vi har aldrig haft et valg. Og den dag, vi skal træffe et valg, er det et valg mellem at blive og dø eller flygte og miste alt det, vi har arbejdet for.”

Den 18. november skriver han igen: ”At dø er det nemmeste.”

Søndag den 3. december udtrykker Bisan Owda også tanker om døden og om, hvad der vil ske med hende.

”Jeg har ikke længere noget håb om at overleve, ligesom jeg havde i begyndelsen af det her folkedrab. Jeg er sikker på, jeg kommer til at dø inden for de næste par uger.”

I et interview med den arabiske tv-kanal TRT sagde Wael Al Dahdouh efter angrebet på sin familie, at der ikke er nogen moral tilbage. Men, sagde han:

”Det vil ikke påvirke vores rapporter eller indsatsen fra de journalister, der knokler dag og nat for at dække den her forfærdelige krig i Gaza.”

”Det, jeg tror på, vi skal gøre, er at blive ved med at arbejde.”

Journalisten har forgæves forsøgt at få forbindelse til Bisan Owda, Motaz Azaiza, Wael Al Dahdouh og en række andre lokale mediefolk i Gaza. Det har ikke været muligt. 

63 journalister er blevet dræbt siden krigens begyndelse. Her er deres navne: 

Hassan Farajallah
Shaima El-Gazzar
Abdullah Darwish
Montaser Al-Sawaf
Adham Hassouna
Mostafa Bakeer
Mohamed Mouin Ayyash
Mohamed Nabil Al-Zaq
Farah Omar
Rabih Al Maamari
Ayat Khadoura
Alaa Taher Al-Hassanat
Bilal Jadallah
Abdelhalim Awad
Sari Mansour
Hassouneh Salim
Mostafa El Sawaf
Amro Salah Abu Hayah
Mossab Ashour
Ahmed Fatima
Yaacoub Al-Barsh
Ahmed Al-Qara
Yahya Abu Manih
Mohamed Abu Hassira
Mohamed Al Jaja
Mohamad Al-Bayyari
Mohammed Abu Hatab
Majd Fadl Arandas
Iyad Matar
Imad Al-Wahidi
Majed Kashko
Nazmi Al-Nadim
Yasser Abu Namous
Duaa Sharaf
Jamal Al-Faqaawi
Saed Al-Halabi
Ahmed Abu Mhadi
Salma Mkhaimer
Mohammed Imad Labad
Roshdi Sarraj
Roee Idan
Mohammed Ali
Khalil Abu Aathra
Sameeh Al-Nady
Mohammad Balousha
Issam Bhar
Abdulhadi Habib
Yousef Maher Dawas
Salam Mema
Husam Mubarak
Issam Abdallah
Ahmed Shehab
Mohamed Fayez Abu Matar
Saeed al-Taweel
Mohammed Sobh
Hisham Alnwajha
Assaad Shamlakh
Shai Regev
Ayelet Arnin
Yaniv Zohar
Mohammad Al-Salhi
Mohammad Jarghoun
Ibrahim Mohammad Lafi