
Den amerikanske journalist Evan Gershkovich er torsdag blevet anholdt i Rusland. Foto: Dimitar Dilkoff/AFP/Ritzau Scanpix
Den amerikanske avis Wall Street Journal benægter vredt de russiske anklager mod avisens korrespondent i Moskva, Evan Gershkovic.
Han er anholdt og anklaget for spionage, oplyser den russiske efterretningstjeneste FSB torsdag.
”Wall Street Journal benægter på det kraftigste FSB’s beskyldninger og vil gå efter en øjeblikkelig løsladelse af vores trofaste og dedikerede journalist Evan Gershkovic,” siger avisen.
”Vi står solidarisk bag Evan og hans familie,” føjes det til.
Anholdelsen vil med stor sandsynlighed føre til en skærpet diplomatisk krise mellem USA og Rusland.
”Taget på fersk gerning”
Evan Gershkovic, der er amerikansk statsborger, er anholdt i byen Jekaterinburg i Ural. Han anklages for at have spioneret til fordel for USA’s regering, skriver AFP.
I en erklæring fra FSB hedder det, at Gershkovic på opdrag af USA har indsamlet oplysninger om en virksomhed, der indgår i Ruslands ”militære forsvarskompleks”.
FSB fremlægger ikke beviser.
Ruslands regering siger, det er en sag for FSB, afløseren for KGB. Men som Kreml forstår det, så er Gershkovic blevet ”taget på fersk gerning”. Det bliver ikke uddybet.
32-årige Gershkovic har ifølge Wall Street Journal tidligere arbejdet som journalist for nyhedsbureauet AFP i Moskva og for det kritiske netmedie Moscow Times.
Som journalist dækker han Rusland, Ukraine og det tidligere Sovjetunionen.
Hans forældre bor i USA. Men de kommer oprindeligt fra Sovjetunionen.
Få er blevet
Moscow Times publiceres uden for Rusland. Det skriver på baggrund af lokale russiske medier, at Gershkovic kan have været i Jekaterinburg for at dække Ruslands krig i Ukraine og den berygtede milits Wagner-gruppen, som er med ved fronten i nabolandet.
Efter Ruslands invasion i Ukraine i februar sidste år har Putin-styret indført hårde bestemmelser om, hvordan journalister – både lokale og udenlandske – må omtale krigen. Brud straffes hårdt.
Det fik mange journalister til at forlade Rusland. Men Gershkovic var en af dem, der valgte at blive.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.