
Mathilde Kimer er udenrigskorrespondent for Danmarks Radio i Rusland og Ukraine. (Arkiv) Foto: Linda Johansen/Ritzau Scanpix
DR’s Cavling-nominerede korrespondent Matilde Kimer har fået frataget sin presseakkreditering og dermed sin mulighed for at arbejde fra Ukraine.
Det står endeligt klart efter et møde tidligere i december, hvor den ukrainske sikkerhedstjeneste beskyldte Matilde Kimer for at bedrive propaganda for fjenden. Det fortæller hun selv til Journalisten og DR.
”Jeg var vred og såret og afmægtig efter det møde. Jeg har brugt så mange dage af mit liv i skyttegrave og andre steder for at rapportere fra den her krig, så at skulle høre på sådan nogle beskyldninger – oveni købet kort tid efter at være blevet losset ud af Rusland – det er så sort for mig. Jeg har en mærkelig følelse af at være blevet forrådt,” fortæller Matilde Kimer.
Tilbage i begyndelsen af august blev Matilde Kimer af ”sikkerheds- og forsvarsmæssige hensyn” nægtet adgang til Rusland, hvor hun på det tidspunkt havde boet siden 2020. Kort forinden havde hun været med til at åbne et Ukraine-kontor i Kyiv, hvor hun efter planen skulle have ny arbejdsbase.
Troede, det var en fejl
Reelt har Matilde Kimer dog været forhindret i at lave journalistik fra Ukraine siden 22. august.
Her fik hun uden yderligere forklaring en mail fra den ukrainske sikkerhedstjeneste om, at hun havde fået frataget sin presseakkreditering.
”Jeg var overbevist om, at det var en fejl eller en misforståelse, så i mere end en måned forsøgte jeg at komme igennem til sikkerhedstjenesten for at få en forklaring,” fortæller Matilde Kimer.
Med hjælp fra de danske myndigheder kom der efter fem-seks uger et lille gennembrud, men derefter blev alle potentielle møder udskudt på grund af bombardementer i Ukraine.
”Og efter utroligt lang tid kunne jeg så på et møde her i december forstå, at det desværre ikke var en fejl fra deres side. De har en opfattelse af, at jeg bedriver sovjetisk propaganda – altså russisk propaganda. At jeg på en eller anden måde måtte forstås at være biased og måske tilmed arbejde for fjenden,” refererer Matilde Kimer.
Meget langt fra danske standarder
På mødet forsøgte Matilde Kimer forgæves at få repræsentanten fra sikkerhedstjenesten til at give konkrete eksempler på journalistik, der skulle have udløst beslutningen om at fratage hendes presseakkreditering.
”Han gav udtryk for, at der simpelthen var så utroligt meget. Men det er ikke min opfattelse, at de overhovedet har set eller hørt nogen af mine indslag,” fortæller hun.
Den ukrainske sikkerhedstjeneste mente blandt andet, det var suspekt, at Matilde Kimer flere gange har rejst til Donetsk og Krim, og at der på sociale medier var billeder fra en 9. maj-parade, hun havde lavet indslag fra. De mente også, det var suspekt, at Matilde Kimer flere gange havde ringet til Rusland.
”Min adresse var jo i Rusland, så jeg har jo ringet for at få nogen til at vande mine potteplanter og den slags,” forklarer hun afmægtigt.
På mødet lagde de ukrainske myndigheder op til, at den eneste mulighed for at få dem til at tage beslutningen op til genovervejelse var, hvis Matilde Kimer kunne bevise, at hun ikke holder med den forkerte side.
”Og måden, de forslog mig at gøre det på, var, at de kunne forsyne mig med billeder og ting fra deres egne arkiver, som jeg kunne bruge. Men som uafhængig journalist kan og vil jeg ikke arbejde på den måde. Sådan fungerer medier jo ikke. Og så sluttede mødet,” siger Matilde Kimer.
Hvad fortæller det dig om pressefriheden i Ukraine?
”Det fortæller mig, at sikkerhedstjenesten i Ukraine og de danske standarder ligger meget langt fra hinanden. Og så fortæller det mig, at de i sagens natur er voldsomt paranoide,” siger hun.
DJ: Uhyrligt
Også hos Dansk Journalistforbund (DJ) er man oprørte over beslutningen om at udelukke Matilde Kimer fra at arbejde i Ukraine.
”Det er uhyrligt, at Ukraine har besluttet at inddrage Matilde Kimers presseakkreditering og dermed udelukke hende fra at dække krigen,” udtaler Tine Johansen, formand for DJ.
Hun understreger, at vi har brug for dygtige journalister, som kan være vores andres øjne og ører midt i begivenhederne, og at vi derfor må insistere på, at den frie presse skal kunne arbejde frit og uafhængigt.
”Pressefrihed er ikke noget, man gradbøjer – heller ikke i en krig – og derfor må vi lægge pres på de ukrainske myndigheder for at omgøre beslutningen. Jeg har i dag skrevet til vores nye udenrigsminister og til den ukrainske ambassadør i Danmark, ligesom jeg har informeret vores europæiske journalistsammenslutning,” oplyser hun.
DR har i kølvandet på Matilde Kimers møde med den ukrainske sikkerhedstjeneste afleveret et usb-stik til myndighederne med 10 af hendes journalistiske produkter fra 2022 og bedt dem komme med envurdering af, om de synes, det er partisk eller biased.
”Jeg tror stadig, at DR har et håb om, at fornuften vil sejre, og at jeg får akkrediteringen på plads, så jeg kan komme tilbage til Ukraine og rapportere fra den her krig, som jeg har dækket siden 2014,” siger Matilde Kimer.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.