De penge, som jeg hver måned betaler til min kreds, har meget lidt med fagpolitisk og fagligt arbejde at gøre. Kredsen minder mest af alt om en underafdeling af Ældre Sagen. Det fremmeste formål med kredsen er tilsyneladende at underholde og bespise.
Deltagerne og oplægsholderne er primært ældre mænd. Gerne lidt kendte ældre mænd. Og lokkemaden er gratis mad og drikke. Vi mangler bare nogle hold med stolegymnastik, så er pladen fuld.
I et forbund, som er i fuld gang med at spare på kernefunktionerne, undrer det mig, at der er penge nok til fester og udflugter. Men ikke nok penge til konsulenter, forhandlere, rekruttering, formidling og efteruddannelse af folk med det behov.
Jeg spørger mig selv: Hvad er kerneopgaven for en fagforening? Nogle af svarene kunne lyde:
- At forhandle løn- og arbejdsvilkår på medlemmernes vegne.
- At rådgive og beskytte medlemmerne juridisk og arbejdsmæssigt.
- At repræsentere medlemmernes interesser politisk og i den offentlige debat.
Nu kan jeg så høre Jes Dorph fortælle ”hudløst ærligt” om sine erfaringer med MeToo. Tidligere på året kunne jeg komme til en nytårsfest med en velkomstdrink, lækker buffet, flere drikkevarer og koncert via Spotify. Jeg kunne også høre Jakob Elkjær fortælle om sin bog. Før det kunne jeg blive kørt til spisning på Hvedholm Slot og høre om ’Forræder’. Jeg kunne sandelig også komme en tur til Sprogø eller se museet Regan Vest. Og høre Reimar Bo fortælle om 1970’erne.
Der var også kurser i AI og en fagfestival for tv-folk. Godt nok arrangeret af andre end den lokale kreds.
Der er ingen tvivl om, at indsatsen er stor og velment, men jeg kan ikke se det store fagpolitiske eller faglige islæt, jeg ville forvente af en fagforening. Jeg har været på Djøfs hjemmeside og ledt efter fester og fadøl. Der var ingen.
Jeg har været på DM’s hjemmeside og ledt efter fester og fadøl. Der var ingen. Der var heller ingen semikendte mennesker med historier fra deres egen nullermandsbefængte, hullede lomme. Til gengæld var der masser af forhandlingskurser, AI og andet godt fra den fagpolitiske og faglige skuffe.
Jeg har også undersøgt, om fagforeningsmedlemmer, der er gået på pension, fortsat har stemmeret på delegeretmøder i andre fagforeninger. Det kan jeg heller ikke finde eksempler på. Men ret mig meget gerne.
Hvem møder op til delegeretmøde? Hvem stemmer for, at vi skal på bustur til et museum? Hvem stemmer for, at vi gerne vil høre de gamle mænd snakke om gamle dage og komme med deres lommefilosofier? Hvem stemmer for, at vores fagforening handler om hygge og gratis mad?
Vi har en fagforening, der i stigende grad ligner en seniorklub med masser af veneration for gamle dage. Og imens bløder kerneopgaven, og vi kan ikke få fat i de yngre medlemmer.
Er det ikke tid til at gøre plads til de nye medlemmer? Er det ikke tid til at gøre op med mærkværdige udgifter til events, som lige så godt kunne stå i et katalog for en seniorklub i provinsen?
Hvad vil du gerne med og i din fagforening? Hvis du skal vælge mellem en bustur til Sprogø og en del af en fagpolitisk konsulent, hvad vælger du så?
PS. Jeg er 61 år gammel. Så jeg kan sagtens se fidusen, når jeg går på pension og kan deltage i udflugter til spændende museer – helt gratis.
Lene Rimestad er journalist
Foto: Privat
Replik fra Janne Høgshøj på Kreds Fyn-bestyrelsens vegne:
Kære Lene Rimestad
Tak for et engageret og ærligt debatindlæg. Kritik, der er formuleret med tydelig omsorg for fagforeningens kerneopgave, er vigtig – også når den rammer hårdt. Det er tydeligt, at du ikke skriver af ligegyldighed, men fordi du faktisk forventer mere af din fagforening.
Der er ingen tvivl om, at mange af de spørgsmål, du rejser, er relevante: Hvad er kerneopgaven for en fagforening? Hvordan prioriterer vi vores midler? Og hvordan sikrer vi, at både nuværende og kommende generationer kan se sig selv i det fællesskab, vi tilbyder?
Samtidig vil jeg gerne nuancere billedet en smule. De arrangementer, du nævner, er ikke tænkt som erstatning for fagpolitisk arbejde, men som et supplement – og for mange medlemmer er netop det sociale fællesskab en afgørende grund til at blive. Ikke alle har samme behov, samme livssituation eller samme måde at engagere sig på. Det er en udfordring, men også et vilkår i en mangfoldig medlemsgruppe.
Når det er sagt, rammer du et helt centralt punkt: Hvis faglighed, forhandling, rådgivning, kompetenceudvikling og rekruttering ikke er tydeligt nok til stede lokalt – eller ikke opleves som tilgængeligt for alle aldersgrupper – så har vi et problem. Ikke et personproblem, men et fælles organisationsproblem.
Måske handler diskussionen derfor mindre om ”fester vs. fagpolitik” og mere om balance, gennemsigtighed og medindflydelse. Om hvordan vi i højere grad inviterer medlemmer – også de yngre og midt i arbejdslivet – til selv at præge indholdet. For kredsen er ikke en ekstern serviceleverandør. Den er os.
Debatten kalder derfor ikke kun på kritik, men også på deltagelse: Hvilke faglige arrangementer savner vi? Hvilke formater giver mening? Hvordan kan lokale aktiviteter i højere grad spille sammen med forbundets fagpolitiske arbejde? Det er spørgsmål, der fortjener fælles svar – ikke kun i kommentarfelter, men i det organisatoriske rum, hvor beslutninger faktisk træffes.
Tak for at sætte ord på en frustration, som flere givetvis deler. Jeg håber, at den kan blive startskuddet til en åben og konstruktiv samtale om, hvordan vi udvikler en fagforening, der både rummer erfaring, fornyelse og faglig tyngde – uden at miste nogen på vejen. Til slut vil jeg lige nævne, at både du, den kvindelige leder af Dansk Sprognævn og jeg har været på plakaten i kredsens eventkalender.
Vi håber at se dig til generalforsamlingen på Nordatlantisk Hus søndag den 8. marts.
Du kan også deltage i debatten
Send dit indlæg til journalisten@journalisten.dk. Indlægget må maksimalt være på 3.000 tegn.
3 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Tusind tak for en superfint svar. Du og I gør et kæmpe stykke arbejde. Mit behov er måske bare anderledes end dem, der bestemmer.
Jeg kommer ikke til generalforsamlingen. Jeg ville tilbringe tiden med at navigere i alt for mange påmindelser om unge mennesker, der ikke har haft det godt på deres arbejdsplads. Og som ikke kommer til generalforsamlingen.
Jeg kan ikke repræsentere dem, for det har jeg ikke kræfter til i den kontekst og den ramme, som tilbydes i Kreds Fyn.
Jeg synes, det virker noget krysteragtigt, at du ikke kommer til Kreds Fyns generalforsamling den 8. marts oven på den svada, du lige har fyret af mod kredsen.
På generalforsamlingen har du jo netop mulighed for at uddybe din kritik og eventuelt stille op til valg i bestyrelsen for at ændre på tingenes tilstand.
Mange af de kritikpunkter, du nævner i dit indlæg, varetages jo i forvejen på glimrende vis af vores forbund og dets eksperter, og jeg betragter i høj grad kredsenes opgave at understøtte og være bindeled mellem medlemmer og forbund.
Det hyggelige og sociale arbejde i kredsene er en af måderne, det kan ske på.
Jeg er i hvert fald godt tilfreds med Kreds Fyns arbejde på det område som pensionist og tidligere formand for kredsen i 14 år og æresmedlem.
Hvad der måske ikke er så synligt er, at vi også arrangerer ganske mange webinarer, typisk værktøjsprægede kurser, og dem har medlemmerne i alle kredse adgang til.
Vi satte for alvor fut under webinarerne under corona, de fleste er populære, og vi kan se, at det i høj grad er yngre, medlemmer, der bruger dem. Folk, der har travlt i hverdagen, ikke har tid til fysiske møder med almindelig hygge, men som godt kan afsætte tid til koncentreret læring om AI prompts, markedsføring på instagram m.m.
Ud over det, kan du måske glæde dig over, at pensionister siden 1. januar har betalt kontingent til kredse og grupper. Så det grå guld er ikke med "helt gratis" mere.
Hilsen
Karin - medlem af bestyrelsen i Kreds 1, men taler på egne vegne