I et åbent brev går designorganisationen SPD, The Society of Publication Designers, nu ud og advarer mod brugen af billeder og illustrationer frembragt af kunstig intelligens.
Det fremgår af et opslag på SPD’s instagramprofil.
”Vi står sammen med vores illustrationskolleger og fraråder brugen af fuldt ud AI-genererede billeder, da det modarbejder samarbejdsånden og gældende lov om ophavsret,” lyder det i opslaget.
Med værktøjer som Dall-E og Midjourney har kunstig intelligens inden for illustrationer det seneste år buldret frem og vakt begejstring og bekymring.
”Vi vil fortsætte med at evaluere brugen af AI-genererede kunstværker og dets indvirkning på vores fremtidige konkurrencer,” skriver SPD, der hvert år uddeler designpriser.