Krise

Viaplay vil fyre hver fjerde medarbejder

Der er problemer i svenske Viaplay Group, som varsler masseopsigelser og ny strategi. Koncernen har over 1500 medarbejdere.

Mediekoncernen Viaplay Group vil opsige 25 procent af sine ansatte.

Det fremgår af udtalelser fra selskabets topchef, Jørgen Madsen Lindemann, i forbindelse med selskabets halvårsregnskab og nye strategi.

For en uge siden oplyste Viaplay, at en gennemgang af forretningen havde vist “væsentligt svagere fremtidsudsigter for omsætning og indtjening for især de nordiske aktiviteter”.

Det kommer blandt andet til at gå ud over ansatte.

”Vi har måttet tage en række øjeblikkelige beslutninger for vores selskabs fremtids skyld.”

”Det betyder desværre, at vi må opsige 25 procent af de ansatte,” siger han i skriftlige udtalelser.

Viaplay Group står blandt andet bag streamingtjenesten Viaplay og TV3-kanalerne og har over 1500 medarbejdere, fremgår det af selskabets hjemmeside.

Ifølge selskabet er det især faste omkostninger til indhold, der ikke modsvares af tilstrækkelig vækst eller besparelser. Det betyder, at selskabet taber penge.

I første halvår af 2023 havde selskabet et nettounderskud på 6,2 milliarder svenske kroner svarende til omkring 4 milliarder danske kroner, viser det netop offentliggjorte regnskab.

For resten året venter selskabet også store udfordringer.

Det skyldes de ”højere omkostninger ved originalt indhold, inflation i sportsrettigheder og negative valutaeffekter”, udtaler topchefen.

Rettet:

0 Kommentarer