search

Billed-Bladets medarbejdere i 1976: Det første, man bemærker på gruppebilledet, er den stilsikre, tidstypiske påklædning. Dernæst redaktionens størrelse. 56 medarbejdere i 1976 inklusive journalister, layoutere, Jyllands-redaktøren, Fyns-redaktøren, vittighedstegnerne og kokken. Og ja, det er Dirch Passer, Billed-Bladets faste humormedarbejder på bagerste række. Finn Nissen/Billed-Bladet

i

»Vi solgte, vi solgte, vi solgte«

Longread: Billed-Bladet toppede med et oplag på 430.000 eksemplarer i 1979. Hverken læsere eller penge var noget, man tænkte på. De var der bare. Skulle du på reportage, lå der altid 20.000 kroner hos portvagten. Her fortæller nogle af medarbejderne historier om dengang, alle og enhver læste Billed-Bladet

Lad os lige tegne kurven: I 1965 købte 122.000 danskere Billed-Bladet, 10 år senere var der 374.000, og i 1979 toppede Billed-Bladet med en forside om den folkekære sanger Gustav Wincklers død. Det blad blev solgt i 430.000 eksemplarer.

Der var mere end 50 medarbejdere på den velpolstrede redaktion, og de leverede i en årrække et blad, der mere end tredoblede oplaget og nåede ud til alle og enhver med et miks af det lette og alvorlige, pirrende og eftertænksomme. 

»Sladderen og nyfigenheden skabte interesse, mens de seriøse artikler var med til at give bladet tyngde. Jeg ved ikke, om de var et alibi, men de seriøse artikler betød, at herren i huset ikke brokkede sig, hvis konen købte Billed-Bladet,« siger Torben Dhalvad, der var ansat på Billed-Bladet fra 1972 til 1980.

Anna Johannesen, journalist på Billed-Bladet fra 1970, siger:

»En diplomat, jeg mødte, sagde, at hvis man boede i udlandet og læste Weekendavisen og Billed-Bladet, så var man godt orienteret.« 

Fotograf Jan Jæger siger, at den veluddannede del af befolkningen også læste Billed-Bladet dengang.

»Jeg tror ikke, at mange akademikere læser Kig Ind eller Billed-Bladet i dag,« siger han.

Torben Dhalvad, ansat på Billed-Bladet 1972-1980. Lis Lipschitz, ansat på Billed-Bladet 1965-1982.
Foto: Jacob Nielsen

Fabrikanten i swimmingpoolen

En af alle ugebladslæserne dengang var sandsynligvis rocksangeren C.V. Jørgensen. I juni 1980 skrev Torben Dhalvad en reportage fra Costa Del Sol, hvor fabrikant Jørgen R. Müller og hans kone havde søgt tilflugt – langt væk fra Anker Jørgensens røde Danmark.

Fabrikanten var fotograferet i sin swimmingpool, og i artiklen sagde han, at det ville have været bedre, hvis Hitler havde vundet Anden Verdenskrig. Ægteparret ville kun opholde sig i Spanien, indtil russerne kom. »Så stikker vi af til Californien,« fortalte han Billed-Bladet.

C.V. Jørgensen udgav i oktober 1980 – fire måneder senere – landeplagen ’Costa Del Sol’ om Günther, der har skabt et ny-nazistisk og asocialt sammenhold på solkysten:

”Men den dag røderusserne kommer, og det gør de jo nok igen, har jeg solgt min hacienda og købt en ny i Californien,” synger C.V. Jørgensen.

Torben Dhalvad mener, at C.V. Jørgensens sang viser, at alle danskere dengang læste Billed-Bladet. 

»Om ikke hver uge, så i hvert fald ret tit,« siger han.

(C.V. Jørgensen fortæller i telefonen, at han ikke ønsker at oplyse, hvor inspirationen til sangen kom fra.)

Tabloide skæbnehistorier

Frem til 1972 lignede Billed-Bladets forsider amerikanske Life Magazine med ét stort bærende billede og næsten ingen tekst. I 1969 blev Ib Johannesen chefredaktør, og i 72-73 blev linjen peppet op med flere tabloide skæbnehistorier.

»Ib lavede blad ud fra, at der skulle være noget, folk kendte fra deres eget liv – og noget, der kunne sælge bladet. Vi var nogle af de første, der skrev om skilsmisser. Det var også nyt, at vi skrev om begravelser,« siger Anna Johannesen, der blev gift med Ib Johannesen i 1973.

»Han var jo selv fraskilt, og han mente, at det var bedre, at folk diskuterede skilsmisser i det åbne, end at de holdt det for sig selv,« siger hun.

Ser man på forsiderne fra den tid, er det tydeligt, at lokkerubrikker – såkaldt clickbait – ikke er opfundet af klikhungrende netjournalister. Billed-Bladet mestrede også kunsten med at tilbyde æggende historier, hvor den vigtigste information var pillet ud:

"Dario: Sådan jager pigerne mig”  

”Kendt dansk skuespiller: Jeg vågnede op på den lukkede afdeling”

”Danmarks smukkeste pige skal skilles”

Journalistisk var Ib Johannesen redaktionens midtpunkt, lyder det fra hans gamle medarbejdere. Han havde et vidtforgrenet kildenet, og når han fik en idé – og det gjorde han tit – indtelefonerede han den til redaktionen, uanset hvor han befandt sig.

»Han havde en utrolig evne til at finde de historier, folk ville læse. Han ramte rigtigt, og vi solgte, vi solgte, og vi solgte,« siger journalist Lis Lipschitz.

En af Ib Johannesens idéer var for eksempel, at alle journalister, der skulle dække en aktuel royal begivenhed, fik 100 kroner med i lommen. Hvis de ude på gaden så en person tage billeder, som kunne være interessant for Billed-Bladet, skulle de på stedet købe rullen i kameraet, fortæller Lis Lipschitz.

Anna Johannesen, ansat på Billed-Bladet 1970-2013. Franz Füchsel, ansat på Billed-Bladet 1958-1982.
Foto: Jacob Nielsen

Ingen smalhals

Lis Lipschitz lavede bladets venligtsindede interviews. Hun siger, at Billed-Bladet ikke havde problemer med at få kilderne til at stille op. Skuespillerne ringede selv og inviterede bladet.

»Når man kom fra Billed-Bladet, bagte de vaniljekranse og gjorde hovedrent. De vidste godt, hvor store vi var,« siger Lis Lipschitz.

Det stigende oplag op igennem 1970’erne betød, at der nærmest ikke fandtes økonomiske begrænsninger. Der var vide rammer og store armbevægelser på redaktionen, siger Lis Lipschitz.

Engang skulle Lis Lipschitz for eksempel lave en enquete med kendte kvinder, der fortalte, hvad de havde i tasken, blandt andre statsministerfruen Helle Virkner. Hun befandt sig imidlertid i Skiveren ved Skagen.

»Fotografen og jeg tog derop. Hun viste os håndtasken, og vi kørte hjem igen. På vejen hjem måtte vi overnatte, så vi brugte to døgn på et billede,« siger Lis Lipschitz.

Torben Dhalvad siger, at »folk ikke altid stod og klappede i hænderne«, når Billed-Bladet dukkede op for at lave de mere kontante historier. Men heldigvis var det nemmere at doorsteppe dengang, »fordi dørtelefoner stadig var meget sjældne«.

Torben Dhalvad fortæller, at rejsekongen Simon Spies, der ellers var kendt for mottoet ’dårlig omtale er bedre end ingen omtale’, på et tidspunkt forsøgte at stoppe en artikel. Kilder havde fortalt Torben Dhalvad, at Simon Spies i Eventyrernes Klub havde sagt, at det ville have været bedre, hvis Anden Verdenskrig havde fået et andet udfald. 

»Han truede med, at Spies Rejser ville opsige alle sine annoncer i det Berlingske Hus, der ejede Billed-Bladet. Jeg endte med ikke at skrive historien, fordi jeg ikke var sikker på, at kilderne ville forsvare den i retten,« siger Torben Dhalvad i dag.

 

LONGREAD: Politikeren Jens Otto Krag blev ofte omtalt i Billed-Bladet, ikke mindst på grund af sit ægteskab med skuespilleren Helle Virkner og datteren Søs Krag. Statsministeren Jens Otto Krags personlige og politiske karriere blev i 1965 skildret i en artikel, som i dag ville betegnes som en longread. Den fyldte de første 17 sider i bladet.

 

25. januar 1979: »Chefredaktør Ib Johannesen var helt oppe at flyve, da vi fik salgstallene for Gustav Winckler-nummeret. Ib tog en stor tusch og skrev ’430.000’ på væggen. Vi holdt en kæmpe champagnefest for det salgstal, som aldrig blev overgået siden,« siger Anna Johannesen.

 

20.000 kroner i kontanter i porten

Journalisterne fra dengang fortæller, at hvis en medarbejder ønskede at lave en udlandsreportage, fik de aldrig et nej. Alt ude i verden var jo interessant og uopdaget.

Forfatteren og journalisten Thorkild Hansen var bladets højtprofilerede tv-anmelder. Han tog for eksempel tre måneder til Østgrønland for at skrive reportager på bladets regning.

»Det var, før verden blev globaliseret. Derfor var det spændende at læse, hvad der skete andre steder på kloden. Det var eksotisk bare at komme syd for Alperne,« siger Jan Jæger.

Hvis en reporter ville afsted, lå pengene til rejsen klar.

»Der lå altid 20.000 kroner i kontanter i porten i Antonigade,« siger Torben Dhalvad. 

Lønnen var også god. Torben Dhalvad forklarer, at han fik ekstra betaling for hver historie, han skrev. Oven i lønnen. I midten af 70’erne tjente han 30.000 kroner om måneden – på et tidspunkt, hvor gennemsnitslønnen i Dansk Journalistforbund var 9.200 kroner.

Efter en periode som redaktionschef vendte han tilbage som skrivende og kunne nogle måneder hive 50.000 kroner hjem, forklarer han.

Billedbudgettet var også stort.

»Hvis man tjener mange penge, kan man lave gode historier, og så får man endnu flere læsere,« siger Jan Jæger, der stod for indkøb af udenlandske fotos. 

I 1973 blev verdens rigeste mand Paul Gettys barnebarn for eksempel kidnappet. Billed-Bladet blev tilbudt et billede af Getty sammen med børnebørnene, da dramaet var overstået. Billedet kostede 20.000 kroner, hvilket svarer til mere end 120.000 kroner i nutidskroner. Men så havde Billed-Bladet det også for sig selv, forklarer Jan Jæger.

I dag er det langt sværere at have eksklusivitet på billeder, siger han.

»Der sker ikke noget i dag, uden at der står 10 mennesker i nærheden og fotograferer med deres smartphone,« siger Jan Jæger.

 

31. juli 1970: »I 1970 havde prins Henrik det stadig svært ved det danske sprog. På en grønlandstur vendte han sig om mod en af fotograferne og spurgte: »Hvornår får sådan en sæl kyllinger?« Jeg tror ikke, vi rettede ham, og jeg skrev det heller ikke i bladet,« siger Anna Johannesen.

 

6. februar 1976: »Societypigen Charlotte Severin van Wylich var i 70’erne en del af det københavnske jetset-miljø, men forsvandt i nogle år. Pludselig kom det frem, at hun var faldet for en ruineret rigsgreve, Rudolf von Platen-Hallermund, som ingen havde hørt om. Historien handlede dybest set om, at folket spurgte sig selv, hvad fanden hun dog tænkte på. Jeg jagtede hende sammen med en fotograf i store dele af Jylland, men vi fandt hende aldrig. Men rigsgreve er en fed titel, siger Torben Dhalvad.

 

Næsten ingen konkurrence

Faktisk var der nærmest ikke konkurrence fra andre medier om de historier, Billed-Bladet interesserede sig for. Her og Nu og Kig Ind var ikke opfundet. Det var TV 2, TV3 og alle de andre tv-kanaler heller ikke. Ekstra Bladet og BT udkom endnu ikke om søndagen. Billed-Bladets journalister så Se og Hør som eneste konkurrent.

»Mediebilledet var helt anderledes, bladene var røvkedelige,« samler Torben Dhalvad op.

Og så var det nemt at udpege, hvilke kendte man skulle skrive om. Poul Reichhardt, Helle Virkner og Dirch Passer var sikre trækplastre.

»Der var nok 20 mennesker dengang, som alle kendte. Det var derfor, du kunne bringe en historie om, hvad Poul Reichhardt lavede i sommerhuset,« siger Jan Jæger.

I dag er der mange kendisser, men de færreste appellerer til alle danskere.

»Hvem er rigtig kendt af alle i dag? Du kan slet ikke ramme så bredt længere,« mener Jan Jæger.

De personer, der optrådte i fjernsynet, var ofte dem, Billed-Bladet skrev om, siger Anna Johannesen.

»Det var enklere dengang, fordi der kun var en enkelt tv-kanal,« siger hun.

 


12. marts 1971: »Jeg elsker bare den forside, hvor Dirch skærer grimasser og griner. Forsiden skulle vise, at Dirch Passer nu fik sin egen faste rubrik i bladet, ’Dus med Dirch’, hvor jeg lavede tegningerne. Vi holdt et ugentligt møde, hvor det hjalp, hvis man var i godt humør – så kom der gerne noget sjovt ud af det,« siger Franz Füchsel.

 


26. februar 1971: »Jeg var i USA på en anden opgave og fik idéen til en artikel om skuespilleren Dennis Weaver, der spillede politimanden McCloud på tv. Da jeg ringede op, tog konen telefonen, og hun fortalte om deres ægteskab, sølvbryllup, og om hvordan huset var indrettet. Jeg ved ikke, hvordan jeg fik hans nummer, men det var utroligt let at komme igennem til folk dengang sammenlignet med i dag,« siger Anna Johannesen.

 

Ingen læseranalyser

Ikke én fra Billed-Bladets redaktion fra de gode tider husker, at der blev talt om læseranalyser, segmentanalyser eller fastholdelsesstrategier.

Lis Lipschitz siger, at hun ikke aner, hvem læserne var.

»Kun at der var virkelig mange af dem.«

Torben Dhalvad siger, at Billed-Bladet var en journalistisk interessant arbejdsplads.

»Der var en frihed, man ikke finder ret mange steder i dag,« siger han.

Typografkonflikten

I 1976 solgte Billed-Bladet så godt, at bladet var Nordens største. Men kort tid efter blev det Berlingske Hus ramt af typografkonflikten. Den varede i 141 dage. Billed-Bladet udkom ikke i februar, marts, april og maj 1977.

Ib Johannesen satte journalisterne til at skrive til lageret, så bladet var klar, når konflikten var slut. Lis Lipschitz tog for eksempel til Malta for at lave en rejsereportage og et interview med en dansk glaskunstner.

I juni 1977 udkom bladet med et dobbeltnummer på 128 sider, ”større end nogensinde” stod der på forsiden. 

Men for flere medarbejdere førte de økonomiske efterveer af konflikten til, at de stoppede fire-fem år senere. Alene aftrædelsessummen til typograferne kostede en tredjedel af husets egenkapital, og i 1982 var det Berlingske Hus tæt på konkurs. 

Guldkalven Billed-Bladet skulle også spare, og syv journalister blev fyret, heriblandt Lis Lipschitz. Fyringen kom som et chok.

»Jeg havde ikke forestillet mig andet end at forsætte,« siger Lis Lipschitz, der med hjælp fra sin tillidsrepræsentant i stedet fik job på Berlingske Tidende, fordi hendes afskedigelse ikke var lovligt varslet.

Tegneren Franz Füchsel fik at vide, at han skulle gå 10 procent ned i løn.

»Jeg sagde ok, indtil jeg opdagede, at jeg var den eneste tegner, der skulle gå så meget ned. Jeg fik at vide, at jeg tjente mest, derfor skulle jeg også mest ned i løn,« siger Franz Füchsel, der takkede nej og skiftede til Ugebladet Hjemmet.

Anna Johannesen fortsatte som hofreporter på bladet frem til 2013 og mærkede med årene det øgede pres.

»Inden jeg holdt op, skulle vi lave video, når vi var ude, og vi skulle skrive til nettet. Billed-Bladet laver fortsat gode blade. Men vi har sandelig mere travlt i dag,« siger hun.

 


12. juni 1968: »Da kronprins Harald af Norge blev forlovet med Sonja, havde jeg fundet på en rubrik inde i bladet, der i al enkelhed lød "Ja, vi elsker …" Men den måtte lige en tur rundt om husets ugebladsudvalg, før den blev godkendt. Man skulle lige vurdere, om den var for vovet,« siger Lis Lipschitz.

 

Royal drejning

I 1987 blev Billed-Bladet købt af Aller, og Billed-Bladet blev med tiden til ”Danmarks royale ugeblad” med kongekrone i logoet og færre hårde historier. Tilbage i 1970’erne var kongefamilien typisk på forsiden af Billed-Bladet 5-10 gange om året. Siden 2001 har alene kronprinsesse Mary været på forsiden omkring 300 gange. Det giver et gennemsnit på 20 Mary-forsider om året.

Fotograf Jan Jæger mener, at billedvalget gør det svært at skelne det ene nummer af bladet fra det andet.

»I 70’erne var forsiderne mere forskellige, og kongefamilien kom kun på forsiden, når der skete noget helt særligt,« siger han.

De seneste oplagstal fra Billed-Bladet ligger på 128.000 eksemplarer. Billed-Bladet er dermed en del af den nedgang, alle ugeblade er ramt af. Ifølge Dansk Oplagskontrol toppede ugebladenes popularitet i 1979 – samme år, som Billed-Bladet satte rekord. Dengang havde ugebladene samlet set et oplag på næsten to millioner. Nu er tallet faldet til under 900.000.

Lis Lipschitz læser Billed-Bladet hos frisøren i Bagsværd.

»Når jeg kommer, lægger frisøren bladet frem, fordi hun ved, at jeg engang arbejdede der.« 

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen