Jeg er opvokset med sociale medier og en konstant strøm af nyheder. I dag står jeg i spidsen for SEIN – Danmarks eneste frivillige medie skabt af og for unge. Alle taler om vigtigheden af ungeinddragelse – vi gør det faktisk.
Vores ultimative formål er at styrke unge stemmer i den offentlige debat og demokratisere medieadgangen. Vi er en uofficiel talentskole for spirende kreative unge, der vil arbejde med journalistik, film og kunst. Hele branchen drager fordel af det, når de ansætter vores folk. Men værdien går ikke altid den anden vej.
De to gange, SEIN har søgt mediestøtte, har vi fået afslag med begrundelsen, at vi ikke lever op til nyhedskriteriet. Et forældet kriterie, der kun medvirker til nyhedstræthed og -overvældelse. Som at tisse i bukserne for at holde varmen. Vi må i stedet insistere på, at vi kan levere kritisk og konstruktiv journalistik, som folk gider at læse. Heldigvis vil de unge gerne.
For selv om vi bliver skudt i skoene, at vi undgår nyheder i stigende grad, unge mænd og kvinder polariseres, og vi er for afhængige af sociale medier, er vi bedre end vores ry. En undersøgelse fra RUC, som undersøger danskernes brug af nyhedsmedier, afliver myten om, at unge er mindre nyhedsinteresserede. For 82 procent af unge mellem 18 og 30 år forbruger digitale nyheder ugentligt og betaler endda mere for nyheder end de 35-54 årige.
Når jeg i en undersøgelse om ’Angreb og had i den offentlige debat’ fra Analyse og Tal kan læse, at folk over 40 år står for 80 procent af de verbale angreb på Facebook, føler jeg et ansvar på min generations vegne. Vi er alle i gang med at lære at navigere i og lovgive om de sociale medier, vi unge er opvokset med. Derfor er der et kæmpe potentiale i reel ungeinddragelse, som vi ikke må tabe.
Adgangskravene til redaktionel produktionsstøtte skal laves om, så støtten bliver mere tidssvarende, inkluderende og gennemsigtig.
Camilla Angaard Nielsen, chefredaktør, SEIN
Herhjemme adresserer medieaftalen for 2023-2026 vigtigheden af en fælles virkelighed, der ikke er styret af techgiganter samt behovet for dansk kvalitetsindhold, som børn og unge kan spejle sig i. Men hvem producerer det indhold, som unge faktisk gider at forbruge? Hvem understøtter unge, når vi selv tager teten? Og hvad taber vi uden reel ungeinddragelse?
Alle taler om vigtigheden af ungeinddragelse, men det sker ofte på voksnes og systemets præmisser. Mediestøtte gives til journalistik, som ikke kan klare sig på markedsvilkår – som public service, innovation og graverjournalistik – men den er bagudrettet. Og det sker desværre på bekostning af fremtiden. Derfor skal adgangskravene til redaktionel produktionsstøtte laves om, så støtten bliver mere tidssvarende, inkluderende og gennemsigtig.
Måske tænker du: Hvorfor gå efter mediestøtten, når vi har klaret os i snart otte år uden? Fordi vi udfylder et hul i medielandskabet, og tiden er moden til, at vi får den støtte og anerkendelse. Det er fair, at ungedrevne medier skal konkurrere på lige vilkår med de etablerede, men så skal adgangskravene også give mening.
SEIN overses på grund af forældede strukturelle betingelser i mediestøttens lovgivning. Det er ikke bare synd for os – det er et tab for fremtidens medielandskab. Løsningen er ikke, at de etablerede medier med midlerne skal opfinde kunstige ungemedier. Det vil altid kikse hos de unge og er misforstået unge-inklusion.
Selv om mediestøtte ikke løser alle vores udfordringer, vil det give symbolsk og økonomisk anerkendelse og være et løfte om prioritering af ungeindhold i Danmark. Ungdomsmedier bliver aldrig større eller mere bæredygtige end de ressourcer, vi har.
Heldigvis er fremskridt på vej. Kulturministeriets udvalg for fremtidens mediestøtte er allerede i fuld gang med udredningsarbejdet, der forhåbentlig vil føre til en afbureaukratisering. Jeg håber, at de, og i sidste ende politikerne, tager mit budskab alvorligt – det gælder de unges og mediernes fremtid.
Camilla Angaard Nielsen er chefredaktør på ungdomsmagasinet SEIN og samfundsfagsstuderende på KU

1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.