Presseetik

Ventetiden er eksploderet: Ole ventede syv måneder på at få medhold i Pressenævnet

Sagsbehandlingen i Pressenævnet snegler sig afsted. ”Afgørelsen burde komme efter nogle få måneder,” siger tv-producent, der fik medhold i Pressenævnet efter syv måneder

Tanken med Pressenævnet er, at det skal være nemt og gratis at klage. Og så er det vigtigt, at nævnet når frem til sine afgørelser så hurtigt som muligt.

Men i 2024 lå sagsbehandlingstiden på 185 dage, det vil sige over seks måneder. Og ser man på nogle af de seneste kendelser, hvor Pressenævnet udtaler kritik, har de ofte været 10 måneder undervejs.

Tv-producent Ole Tornbjerg kender til at vente i lang tid på Pressenævnet. Han klagede til Pressenævnet over oplysninger, som B.T. havde bragt i juni 2024.

Men først syv måneder senere kom Pressenævnet i januar 2024 frem til en kendelse, hvor B.T. fik kritik.

Og den ventetid er for lang, mener Ole Tornbjerg.

”Afgørelsen burde komme efter nogle få måneder, så man kunne korrigere de ting, der ikke var forelagt, mens historierne stadig var i frisk erindring,” siger Ole Tornbjerg.

Sexisme i musikbranchen

Den konkrete klagesag handler om en artikel på bt.dk om DR-dokumentaren ’Sexisme i musikbranchen’.

I artiklen fremgik det, at musikeren Katinka Bjerregaard havde sat en seksuel tone i forbindelse med en tv-optagelse ved at sige, at hun lige havde fået så meget morgenpik, at hun ikke kunne sidde ned.

Men den oplysning havde B.T. ikke forelagt for hende, og det klagede produktionsselskabet Impact TV og Katinka Bjerregaard over til Pressenævnet.

”Det var oplysninger af privat og følsom karakter, som kunne læses online på bt.dk, og som delvist var med i podcasten ’Q&Co’. Oplysningerne lå uimodsagt offentligt fremme i alle de måneder, og det synes jeg på hendes vegne er urimeligt,” siger Ole Tornbjerg.

”Katinka Bjerregaard afviser jo at skulle have sagt som beskrevet,” tilføjer han.

Pressenævnet endte med at kritisere B.T. for, at forelæggelsen for Katinka Bjerregaard var utilstrækkelig.

Men sagsbehandlingen var for langsom, mener Ole Tornbjerg.

”Det er lang tid at vente, når kendelsen først kommer efter syv måneder,” siger han.

Chikanøs omtale

Et andet eksempel er boligselskabet AAB, hvor webmediet the-people-press.com (ikke at forveksle med forlaget, red.) i en artikel omtalte en række navngivne AAB-medarbejdere 1. april 2024.

Netmediet anså artiklen for at være en aprilsnar, men de tre ansatte i AAB klagede til Pressenævnet.

10 måneder efter at artiklen blev bragt, udtalte Pressenævnet kritik af The People Press, fordi artiklen overvejende fremstod som ”chikanøs omtale af enkeltpersoner, herunder med oplysning om deres telefonnumre”.

I en mail til Journalisten kalder AAB Pressenævnets sagsbehandling ”uforholdsmæssigt lang”.

”Vi har ikke indsigt i Pressenævnets prioritering af sager, men vi finder det hensigtsmæssigt, at sager, der vedrører enkeltpersoner, behandles med højere prioritet end sager, der omhandler virksomheder som helhed – særligt når der ikke er tale om specifikke forurettede enkeltpersoner,” skriver AAB.

Kurven er knækket

Pressenævnets egne statistikker viser, at sagsbehandlingstiden er på sit højeste i flere år.

Siden 2020 er kurven faldet støt, men det seneste år er det igen gået den gale vej, og det toppede i 2024 med 185 dage.

Og det er for lang tid, erkender Pressenævnets formand, Jens Kruse Mikkelsen:

”Pressenævnet anser ikke den nuværende sagsbehandlingstid for tilfredsstillende, og vi arbejder fortsat målrettet på at nedbringe den med forskellige tiltag. Vi har senest foretaget en personalemæssig opnormering i sekretariatet og omlagt nogle arbejdsgange, som vi forventer giver en positiv effekt,” udtaler Jens Kruse Mikkelsen i en pressemeddelelse.

0 Kommentarer