Nu, hvor valgkampen for længst er forbi, og det står klart, at formueskatten ikke bliver til noget, må det være mig tilladt med lidt efterkritik af vi journalisters dækning af emnet.

For hvor var de henne, alle de skarpe journalister, der plejer at ville stille førtidspensionister, kontanthjælpsmodtagere og handicapforældre til ansvar, når disse grupper påpeger, at det er svært at få pengene til at slå til.

Hvorfor stillede de ikke millionærerne og milliardærerne til ansvar på samme måde, de de sagde, at de ikke kunne betale en formueskat på 0,5 procent?

I valgkampen så vi den ene stenrige dansker efter den anden stille sig skamløst op og postulere, at de ville forlade fællesskabet og trække deres formue til udlandet, fordi der var et politisk forslag om at de skulle bidrage til fællesskabet med 0,5 procent af deres formuer over 25 millioner.

Vi så ejeren af Harald Nyborg, der, ifølge TV2, omsætter for knap ni milliarder kroner om året, Erling Daell, true med at forlade Danmark, skulle formueskatten blive til noget.

Vi hørte Vestas’ topdirektør Henrik Andersen, der, ifølge DR tjener 32 millioner om året, sige, at han “ikke vil finde sig i det” og true med at flytte ud af landet. Hvilket i så fald ville stille bestyrelsen for Vestas i den situation, at de skulle finde en ny person, der havde lyst til at tjene 32 millioner om året på at videreføre en etableret virksomhed, andre forlængst havde skabt. Det tror jeg nu ikke ville blive svært.

Vi så kendismillionæren Jesper Buch kalde formueskatten “gakkelak” og overfor Ekstra Bladet påstå at han kendte til “hundredevis,” der ville forlade landet, når formueskatten blev realiseret.
“Der er mange, der føler, de bliver sparket ud af deres eget land,” sagde han til EB med henvisning til det land, der har gjort ham til millionær på at bringe pizzaer ud.

Men jeg så ikke nogen journalister stille spørgsmål ved deres regnestykke.
Hvorfor mente millionærerne ikke, at de kunne undvære 0,5 procent af den del af deres formue, der overstiger 25 millioner?
Jeg kunne godt tænke mig at se regnestykket. Men ingen krævede at det blev lagt frem. Det fik lov at stå uimodsagt.

Helt anderledes er det, når en førtidspensionist eller en kontanthjælpsmodtager indimellem formaster sig til at fortælle offentligheden, hvor svært det er at få en hverdag til at hænge sammen økonomisk på den ydelse, de får.
Vi husker Robert og Karina (af medierne nedladende kaldet “Dovne Robert” og “Fattig-Carina”) der måtte svare for nødvendigheden af hver en udgift, de havde på deres budget.

Hvor var de journalister henne i valgkampen?
De har jo bevist, at de er dygtige til at lave kritiske interviews om privatøkonomi. Interviews, som der var et åbenlyst behov for i den overståede valgkamp.

Altså, det handler jo om det samme. Privatøkonomi overfor samfundsøkonomi.
Jeg kunne godt have tænkt mig at se en topchef med en formue på plus 25 millioner blive stillet en række kritiske spørgsmål om, hvorfor det var helt udelukket at han eller hun kunne finde 125.000 til bedre uddannelse af fremtidens medarbejdere?
Hvad var det helt præcist, de så ikke længere havde råd til?
Det kunne være et både relevant, væsentligt og sikkert også underholdende interview. Måske var der endda brugere, der ville dele på sociale medier.
Jesper Borup er journalist og radiovært