Papirerne fylder så meget, at både skrivebordet og sengen på arbejdsværelset er taget i brug. Det er historier, der bare venter på at blive fortalt.

»Her har nogle været i Prag og set operaen ’Don Giovanni’ for 20.000 kroner. Og her har det kostet 92.000 kroner at sende tre mand fra et offentligt ejet forsyningsselskab til konference i Dubai. Hvad får kunderne ud af, at de deltager i en konference, hvor de alligevel kunne se det meste på nettet?«

Lars Bjørknæs er manden bag det undersøgende journalistiske medie Journalista.dk, der siden 2014 har set politikere og chefer i det offentlige efter i sømmene. Papirerne om besøget i operaen og konferencen i Dubai er den seneste høst af aktindsigter, som Lars Bjørknæs har fået fra kommuner og forsyningsselskaber i Danmark.

Faktisk er bunken af papirer på sengen kun en brøkdel af alle de aktindsigter, Lars Bjørknæs har modtaget de seneste år fra eksempelvis kommuner, ministerier, havne, forsyningsselskaber, kongehuset og DR. 

»Jeg har et lager på 300 historier. Det svarer til en historie om dagen i et år,« siger han. 

 

 

»Et ret altruistisk projekt«

Økonomisk har indtægterne været begrænsede på Journalista.dk.

»Det har været et ret altruistisk projekt,« siger han. Hans indkomst kommer i stedet blandt andet fra bettingfirmaer i Gibraltar.

»Jeg laver rådata og ser sammenhænge, som computerprogrammerne ikke fanger,« forklarer han. Han må ikke fortælle i detaljer om sit arbejde, men det handler blandt andet om chancerne for at score efter hjørnespark eller muligheden for at vinde en kamp i anden halvleg, når man er bagud med 0-1.

Lars Bjørknæs er uddannet jurist og i markedsøkonomi, og han bor i Malaga i Sydspanien og Cordoba med sin spanske kæreste. Han har blandt andet lavet en serie på Journalista.dk om de højest lønnede embedsmænd i kommunerne, og han har skrevet en single om prisen for at sende offentligt ansatte til Folkemødet. Fælles for mange af historierne er, at Lars Bjørknæs stiller spørgsmålstegn ved forvaltningen af penge i det offentlige.

»Barcelona er for eksempel et populært sted for danske lokalpolitikere i marts måned. Der sker åbenbart mange spændende ting i Barcelona i marts måned,« siger han med tyk ironi. 

Men når man tager på konferencer, kan det jo også være en investering i at lære om en smartere måde at gøre tingene på?

»Ja, men når man spørger, hvad de får ud af det, er det som regel bare »impulser«. Det er sjældent, at det er noget brugbart.« 

Han udpeger en kommune, hvor bestyrelsen har været i både Lissabon, München, Paris, Norge, Dubai og Holland.

»Det er nogle berejste folk,« siger han og bladrer videre i næste stak. 

 

 

Aktindsigt i Grønland

Sammen med fotografen går vi ned på gaden i Malagas gamle bydel, hvor solturister og udlandsdanskere sjældent kommer. Lars Bjørknæs har kasket og T-shirt på fra Malagas lokale fodboldklub. 

Han udpeger en tom grund, hvor en ældre mand på snedig vis udlejer parkeringspladser, selv om han ikke selv ejer grunden.

Lars Bjørknæs ved også, hvilke gader der er usikre om natten, og han viser, hvor der bliver solgt tjald i det ellers pæne kvarter.

»Det kan godt være, det er, fordi jeg kommer fra Odder, men jeg skal vænne mig til, at hashhandel kan foregå så åbenlyst – ligesom det gjorde i Nuuk,« siger han.

Første gang Lars Bjørknæs markerede sig i medierne, var netop i Grønland i 2008, hvor han arbejdede som afdelingschef i hjemmestyret. Han boede i Nuuk tæt på lufthavnen og havde bemærket, at landsstyreformand Hans Enoksen og en række andre politikere fra Siumut var hyppige gæster. 

Den jurauddannede Lars Bjørknæs begyndte derfor at søge aktindsigt i politikernes rejseudgifter.

»De vidste dårligt nok, hvad aktindsigt var. De opfattede det som noget meget eksotisk. Men de sendte de bilag, jeg bad dem om,« siger han. 

Papirerne viste ifølge Lars Bjørknæs blandt andet, at grønlandske politikere rejste på 1. klasse.

»De var for eksempel fire-fem mand på Hawaii for at studere børnehaver. Det kostede en kvart million kroner og inkluderede også fester og dyre hoteller betalt af skatteyderne. Det var fuldstændig vanvittigt – for samtidig skreg uddannelsesstederne i Grønland på at få tilført midler,« siger Lars Bjørknæs. 

 

 

»Det var næsten som i en b-film«

Mens han var i gang med sin indsamling af materiale, begyndte Lars Bjørknæs at modtage trusler og vrede henvendelser. En kendt grønlandsk journalist mente for eksempel, at der var en direkte forbindelse mellem Lars Bjørknæs og Danmarks kolonisering af De Vestindiske Øer.

»Det var fra folk, jeg kendte, så det tog jeg ikke så alvorligt.«

Det var værre, at hans grønlandske venner også begyndte at lægge afstand til ham.

»De følte, at jeg kom som den hvide mand, der skulle fortælle dem, hvordan de skulle bruge deres penge. Jeg er stor tilhænger af grønlandsk selvstændighed, og det var slet ikke formålet at udstille dem,« siger han. 

Det er jo ret usædvanligt, at du som embedsmand søgte om aktindsigt i hjemmestyrets repræsentationsudgifter, samtidig med at du var ansat i hjemmestyret?

»Ja, jeg pissede lidt i egen rede. Men jeg søgte ikke om aktindsigt i det område, jeg selv arbejdede med.«

I januar 2008 var stemningen så dårlig, at Lars Bjørknæs satte sig på en flyver til Kastrup med en kuffert proppet med grønlandske aktindsigter.

»Det var næsten som i en b-film.«

Han endte i Sydspanien, hvor han begyndte at granske dokumenterne. Kort efter sagde AG/Grønlandsposten ja til at købe hans research.

Aktindsigterne dannede grundlag for AG-serien ’Elitens Fråds’, der trak syv bærende forsidehistorier op til valget i juni 2009. 

»Jeg sad på en pub med trådløst netværk og sendte bilag op til Grønland. Det er nok den eneste gang, nogen har siddet på en bar i Spanien og påvirket grønlandsk politik,« siger Lars Bjørknæs.

For eksempel havde daværende lands­tingsformand Jonathan Motzfeldt ifølge AG fået sine erindringer betalt med 125.000 kroner fra landstingets repræsentationskonto. Skatteydernes penge var også gået til Siumut-politikeres familiemiddage, tøj og ture på 1. klasse til eksotiske rejsemål.

Til AG sagde Jonathan Motzfeldt: »Hvis der er noget, der er smuttet, så beklager jeg.«

Hans Enoksen svarede ifølge Lars ­Bjørknæs ikke på kritikken. Og han har ikke reagereret på Journalistens henvendelse.

Men på valgnatten gav Hans Enoksen AG/Grønlandsposten hovedansvaret for partiets nederlag:

»Siumut er blevet udsat for en hetz,« udtalte Hans Enoksen.

 

 

Den slags journalistik, medierne lavede i gamle dage

Lars Bjørknæs har taget plads i baren på Rincon De Bandidos – en klassisk bar, hvor bartenderen Emilio til nærmest ingen penge serverer klassiske tapas med for eksempel små friturestegte sardiner. 

Lars Bjørknæs siger selv, at han laver den slags journalistik, medierne lavede i gamle dage, men som mange journalister i dag har for travlt til. 

»Jeg stiller den slags spørgsmål, som John Mynderup på Ekstra Bladet plejede at stille,« siger han med henvisning til Ekstra Bladets tidligere prisvindende økonomireporter.

»Jeg kan godt forstå, at journalisterne ikke har tid til det, hvis de skal skrive to artikler om dagen. Jeg behøver ikke tage hensyn til, at der kommer en redaktør og siger, at jeg skal lave noget andet,« forklarer han.

Økonomien i Vejle Havn

Selv er Lars Bjørknæs mest glad for sin rolle i afsløringerne af pengeforbruget i Vejle Havn sidste år – og serien af afslørende artikler om økonomien i en række andre havne, der fulgte efter.  

Lars Bjørknæs havde fået en aktindsigt fra Vejle Havn, der viste, at bestyrelsen og embedsfolk havde brugt 290.000 kroner på en studietur til Florida i USA, hvor adspredelserne blandt andet omfattede en udflugt til naturparken Everglades og et fem timers besøg i Kennedy Spacecenter. 

To gange tilbød Lars Bjørknæs Vejle Amts Folkeblad historien gratis, mod at avisen citerede Journalista. Men han fik ikke noget svar – og så bragte han bare afsløringen selv. 

Redaktør på Vejle Amts Folkeblad Mogens G. Madsen siger, at beskyldningerne i sagen var så alvorlige, at avisen foretrak at lave sin egen research.

»Hvis jeg skulle gøre det om, ville vi selvfølgelig have svaret ham,« siger han i dag til Journalisten. 

I stedet måtte Vejle Amts Folkeblad citere Journalista for oplysningerne, da Lars ­Bjørknæs publicerede bilagene.

Ifølge Lars Bjørknæs er forklaringen på det manglende svar, at Vejle Amts Folkeblad »ikke ville røre ved historien«. Det afviser Mogens G. Madsen.

»Vi havde jo så mange historier om sagen hen over sommeren, at der nærmest ikke var sider nok i avisen. Vi har ingen angst for at være i konflikt med Vejle Kommune,« forklarer han.

 

 

Næse for aktindsigt

Lars Bjørknæs ser sagen som et eksempel på, at lokaljournalister kan være konfliktsky over for offentlige myndigheder, der er vigtige kilder for dem.

»De lokale medier ønsker ofte ikke at være de første, der breaker en historie, fordi de skal tale med den samme kilde igen 14 dage senere. Så vil de hellere vente, til jeg laver historien. Så kan de gå til kilden og spørge: ’Er det rigtigt’,« forklarer Lars Bjørknæs.

Efter Vejle Havn søgte han om aktindsigt i 20 danske havne. Han lavede historier om 10 af dem. For eksempel: ”Haps, haps, haps – på Køge Havn drikker de snaps”, ”Rundhåndede kommunale havnefolk på våd bytur” og ”Verdensberømt vindistrikt mål for kommunal havns studietur”. 

I februar 2016 i år slog revisionsfirmaet BDO i en rapport fast, at de politisk valgte i Vejle Havns bestyrelse og kommunaldirektøren skulle betale skat af rejsen, fordi den havde for meget præg af en ”turistrejse”.

Søren Rahbek var med til at skrive om skandalen for Vejle Amts Folkeblad. Søren Rahbek roser Lars Bjørknæs for hans evner til at grave historier frem via aktindsigt.

»Han er megagod til at søge aktindsigt. Han har virkelig næse for det,« siger Søren Rahbek.

Til gengæld er Lars Bjørknæs ikke god nok til at konfrontere kilderne med de informationer, han publicerer, mener Søren Rahbek.

»Hvis man skriver, at nogle bruger for mange penge, er det en god idé at spørge folk, om der er en god forklaring på det, før man offentliggør det. Vores dækning er mere journalistisk, fordi vi forsøger at indhente kommentarer fra kilderne. Lars Bjørknæs vinkler mere på, at han synes, det er for dårligt,« siger han.

 

 

Sjældent konfronterende interviews

Lars Bjørknæs erkender, at han sjældent laver konfrontationsinterviews med dem, han kritiserer. Som regel oplyser han slet ikke sit telefonnummer, når han kontakter myndigheder.

»Når jeg får nogle bilag, må jeg gå ud fra, at det må være rigtigt.

Lars Bjørknæs behøver dog ikke at frygte en pressenævnssag. For Journalista er endnu ikke tilmeldt Pressenævnet. Det kommer dog til at ske efter sommerferien, siger han. Kritik fra kilder er han ikke bange for.

»Hvis nogen føler sig trådt over tæerne på grund af mine artikler, så retter jeg bare – og hvis de fortsat er sure, så tager jeg den også gerne i byretten,« siger han.

Han konfronterer dog altid, hvis historien skal bringes i andre medier, for eksempel Dagens.dk.  

Du har for eksempel skrevet fire artikler på Journalista om DR’s nyhedsdirektør Ulrik Haagerups pendlerudgifter. Har du konfronteret ham med oplysningerne?

»Jeg har ikke en mailadresse på ham, og jeg vil vove den påstand, at jeg ikke ville komme igennem til ham.« 

Lars Bjørknæs siger, at han fik oplysningerne om Ulrik Haagerups transportudgifter mellem Ry og København fra DR Jura. Der var med andre ord tale om DR’s egne oplysninger. 

»Man kan diskutere vinklingen, men ikke indholdet af bilagene,« siger Lars Bjørknæs og peger på, at store medier heller ikke altid konfronterer, når de har fået en aktindsigt.

Ulrik Haagerup fremhæver, at det ikke havde været svært at komme i kontakt med ham.

»Det er fint at søge om aktindsigt, men selvfølgelig er det god skik at de give de mennesker, man skriver om, mulighed for at komme til orde.«

Aktindsigt i DR 10 gange

Når Lars Bjørknæs taler om juristerne i DR, kalder han dem halvt i sjov for ”mine venner” – så ofte er han i kontakt med dem for at få nye oplysninger. I alt har han søgt om aktindsigt i DR 10 gange.

Han har skrevet, hvad Clement Kjersgaard tjener som ordstyrer på Folkemødet. At Maria Rørbye Rønn fik et engangsvederlag på 150.000, samme år som DR var igennem en omfattende fyringsrunde i 2014.

Og så har Lars Bjørknæs længe ønsket at vide, hvor meget redaktørerne i DR tjener. Men DR ønsker ikke at oplyse lønnen på Niels Kvale, fordi han ifølge DR ikke havde titel af redaktør, da Lars Bjørknæs spurgte.

Det har fået Lars Bjørknæs til at klage til Folketingets Ombudsmand, der har kigget på sagen to gange, men ikke har givet Lars Bjørknæs medhold.

Peter Skov, jurachef i DR, skriver i et e-mailsvar til Journalisten, at alle er i deres gode ret til at søge aktindsigt, men at det efter hans mening ville være hensigtsmæssigt, hvis ansøgerne anvendte muligheden med en vis omtanke.

"Det, som man måske kunne ønske sig, var en lidt større bevidsthed i branchen om, at man, når man udøver denne ret til adgang, også pålægger myndigheden – og i vores tilfælde mediet – et ofte ikke ubetydeligt ressourceforbrug. Ressourcer, som i DR’s tilfælde ikke kan bruges til for eksempel at producere radio og tv-programmer." 

Lars Bjørknæs forstår ikke, at DR’s journalister selv forlanger åbenhed af andre, når DR ikke selv er parat til at lægge flere oplysninger frem.

»’Kontant’ burde lave en udsendelse om DR – bare for underholdningens skyld,« siger Lars Bjørknæs.

Men hvorfor er Niels Kvales løn vigtig? 

»Det er jo ikke Niels Kvale personligt, jeg er interesseret i – men dem, der må formodes at have de højeste lønninger, fordi det kan give et billede af lønniveauet,« siger han.

På Vejle Amts Folkeblad siger Søren Rahbek, at avisen har lært af Lars Bjørknæs’ måde at arbejde på.

»Vi har lært at være meget mere kritiske i forhold til kommunen. Vi har tidligere været påpasselige med at gå på fisketure med brede anmodninger om aktindsigt og haft for meget forståelse for, at det ikke må være for arbejdskrævende for kommunens medarbejdere, fordi vi ofte vender tilbage til de samme kilder. I dag ved vi, at man skal søge alligevel.«