I ’Livgarden på stoffer’ fortæller flere kilder, at kulturen i Livgarden er præget af vilde byture med druk og stoffer. Foto: TV 2
”Størstedelen har været glade for deres tid i den kongelige garde, men flere fortæller også om en kultur med vilde byture, meget alkohol – og kokain.”
Sådan lyder det i de indledende minutter af TV 2 Echo-dokumentaren ’Livgarden på stoffer’.
Mens ordene falder, bliver der vist optagelser af paraden ’Den blå fest’, hvor kameraet stiller skarpt på enkelte ansigter. Og i det øjeblik, der bliver sagt ”kokain”, står ét ansigt helt skarpt.
Ansigtet tilhører Victor Ladevig Hansen, der var i Livgarden frem til 2024. Og han er godt træt af at blive kædet sammen med den historie, TV 2 fortæller i dokumentaren.
For klippet har fået både familie, kammerater og sågar Victor Ladevig Hansens arbejdsgiver til at kontakte ham med spørgsmålet om, om han tager stoffer.
”Det er megatræls at blive spurgt til sådan noget. Især fordi de kender min holdning til stoffer: At det er noget lort, og at man skal holde sig fra det. Men det er ikke særlig fedt at blive spurgt til og skulle stå og sige bare rolig, det gør jeg ikke,” fortæller Victor Ladevig Hansen.
Vil ikke kobles sammen med historien
TV 2 Echo har i forbindelse med dokumentaren talt med 151 tidligere gardere, der har gjort tjeneste i perioden fra 2018 til 2024.
Her fortæller flere tidligere gardere, at tiden i Livgarden var præget af byture, der involverede meget kokain, og af manglende kontroller for alkohol og stoffer.
Enkelte tidligere gardere optræder med ansigt i dokumentaren. Enkelte fortæller deres historie iført en maske og en stemme genereret med kunstig intelligens.
Victor Ladevig Hansen, tidl. garder
Og så er der altså dækbillederne af garderne, som TV 2 løbende har optaget af Livgarden på vagt. De er filmet på offentligt tilgængelige steder, og det har Victor Ladevig Hansen som sådan forståelse for, at man kan gøre.
”Men som det mindste kunne de kontakte en og høre, om det er okay, det bliver brugt, når det er et klip, hvor man kan se ansigtet så tydeligt,” siger Victor Ladevig Hansen.
Han har derfor tænkt sig at rette henvendelse til TV 2.
”Jeg er ret uforstående over for, at man laver et klip uden at søge tilladelse, og jeg vil meget gerne have sløret mit ansigt, fordi det er til gene for mig,” siger han.
Men tror du ikke, at folk ville spørge dig til det, selv om dit ansigt ikke havde været med, når nu du har været i Livgarden?
”Jo. Men det er til gene for mig, at folk fra min omgangskreds sender det klip. For mig er det ikke noget negativt at have været i Livgarden, så jeg vil ikke kobles sammen med det,” siger Victor Ladevig Hansen.
Står ikke alene
Victor Ladevig Hansen er ikke den eneste garder, der er træt af at have sit ansigt med i dokumentaren.
Det har fået 4. Vagthold, som er et af de vagthold, der er blevet sendt dækbilleder af, til at henvende sig til ledelsen i Vagtkompagniet.
Det oplyser presseofficer og kaptajn i Livgarden Thomas Helbro Reimann.
”De er frustrerede over brugen af deres vagthold som dækbilleder i TV 2’s teaser til dokumentaren. De giver udtryk for at være kede af at skulle udgøre billedsiden på en historie, som de ikke genkender og aldrig har sagt ja til,” siger han.
Efter dialog med TV 2 er presseofficeren endt med at give en mundtlig besked til de gardere på 4. Vagthold, der var i parade i lørdags, at de hver især skal tage kontakt til TV 2, hvis de vil have deres ansigter sløret.
Journalisten har forelagt kritikken for TV 2. Her lyder svaret, at man har modtaget en officiel klage om sløring og derfor ikke kan kommentere sagen, før klager har fået svar.
TV 2 har efterfølgende meddelt, at man ikke har i sinde at sløre de gardere, der har klaget.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.