
Det var ikke en fejl, da de 2.000 modtagere af nyhedsbreve fra Riis Rejser forleden fik en mail, hvor emnelinjen hed: ” Oh, du ungmøbespringende, men dog ikke øreslikkende Udenrigsminister, lad snarligt igen din store…grønne stavlygte oplyse vores Europa!”
Tværtimod var det et forsøg på at lave satire, ”der skulle give blikfang”.
Det skriver direktør i Riis Rejser Søren Riis i et skriftligt svar til Journalisten, der har spurgt til, hvordan et nyhedsbrev fra et rejsebureau kunne ende med den emnelinje.
”Vi bestræber os på i nyhedsbrevene at være humoristiske, og budskabet i emnefeltet for dette nyhedsbrev var skrevet som en art oldtidskundskabslignende sprog ( á la Odyssén Musa! fortæl mig om Manden, den vidtbefarne, som flakked),” skriver Søren Riis.
Han oplyser, at de fleste modtagere af nyhedsbrevet reagerede med et ”tø-hø”, mens cirka 35 har følt sig stødt og har reageret med beskeder om, at budskabet var upassende.
Grunden til, at der var fokus på udenrigsminister Jeppe Kofod og hans 12 år gamle sex-sag, er, at det er Udenrigsministeriets rejsevejledninger, der afgør, hvornår danskerne igen for alvor kan komme på ferie i udlandet.
”Vi burde, i bagklogskabens klare lys, have holdt os for gode til at bruge satire i et nyhedsbrev til vores kunder, der bare gerne vil købe rejser hos os og ikke præsenteres for den slags humor og satire. Så har vi lært det, og det indstiller vi kanonen efter,” siger Søren Riis.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.