Kommunikation

Undrede du dig også? Pressemeddelelse var fyldt med citater fra syv borgmestre

Citater fra syv stolte borgmestre fyldte så meget i en pressemeddelelse, at det ligner reklame, siger en ekspert.

På lørdag er der cykelløb i centrum af København. Løbet ’Copenhagen Sprint’ består af en rute på 10 kilometer, hvor lokale københavnere kan prøve at køre om kap, før de professionelle cykelryttere sætter sig op i sadlen senere på dagen.

Økonomiforvaltningen i Københavns Kommune gør opmærksom på Copenhagen Sprint i en pressemeddelelse, hvor samtlige syv borgmestre på rådhuset kommer med et citat – fra overborgmester Sisse Marie Welling fra SF til beskæftigelses-, integrations- og erhvervsborgmester Andreas Keil fra Socialdemokratiet.

Børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager (K) siger for eksempel, at begivenheden bliver ”en stor oplevelse for både store og små.”

Ifølge sundheds- og omsorgsborgmester Jens-Kristian Lütken (V) bekræfter løbet fortællingen om, at københavnerne er glade for cykler. ”For cyklen er både et praktisk og et sundt valg.”

Hvad er meningen?

Ud af de syv borgmestre nævner seks af dem det særlige ved, at københavnerne selv kan køre turen, før verdenseliten senere skal kæmpe om sejren.

Men de mange borgmestercitater har vakt undren blandt journalister og kommunikationsfolk, der har spurgt Journalisten.dk, hvad der er meningen med de mange politikerudtalelser.

I alt fylder citaterne fra de syv citerede borgmestre næsten halvdelen af pressemeddelelsen.

Den eneste, som udtaler sig uden at være borgmester, er direktør i Cyklistforbundet, Kenneth Øhrberg Krag.

Promoverer kommunalpolitikere

Kommunalforsker på DMJX Roger Buch mener, at pressemeddelelsen giver for lidt information og reklamerer for meget for borgmestrene.

”Pressemeddelelsen fremstår som et lettere grotesk eksempel på, hvordan kommunalt ansatte promoverer kommunalpolitikere,” mener han.

”Kommunalt ansatte skal ikke være reklamebureau for de ledende politikere i en kommune. Kommunikationen i en kommune bør derimod være styret af faglighed og saglighed,” tilføjer han.

Karsten Pedersen, lektor i offentlig kommunikation ved RUC, siger, at pressemeddelelsen tyder på, at alle borgmestrene skal vise, at der er stor enighed om begivenheden.

”Men hvad motiverne præcist er, er det kun borgmestrene selv, der ved,” tilføjer Karsten Pedersen.

På tværs af kommunens forvaltninger

Journalisten har spurgt Økonomiforvaltningens presseafdeling, hvorfor der er så mange borgmestre i teksten og forelagt kritikken fra Roger Buch om, at teksten ligner reklame for borgmestrene.

Økonomiforvaltningen svarer kortfattet i en mail:

”Når Københavns Kommune er vært for megaevents som Copenhagen Sprint, er der en lang række aktiviteter, events og samarbejder, der går på tværs af kommunens forvaltninger og ressortområder. Det er således bredt forankret i kommunen, når der er folkecykelløb for anden gang eller andre folkelige aktiviteter.”

0 Kommentarer