Undersøgelse om røde studerende bekymrer ikke Lisbeth Knudsen

Afgående bestyrelsesformand for DMJX Lisbeth Knudsen vil ikke ændre i rekrutteringen, selv om fire ud af fem studerende stemmer rødt. ”Hvis det var sådan, at færdiguddannede journalister pludselig blev politiske evangelister, så ville jeg være bekymret”

Det har vakt opsigt, at en intern undersøgelse blandt de journaliststuderende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX) har vist, at godt fire ud af fem studerende ville stemme rødt, hvis der var folketingsvalg i morgen.

Det fik blandt andet koncernchef i Berlingske Media Anders Krab-Johansen til at kalde undersøgelsens resultater for ”skidt for mangfoldigheden i dansk presse”. Han sendte samtidig en appel til DMJX om at ”rette op på skævheden”.

Men på DMJX har afgående bestyrelsesformand Lisbeth Knudsen svært ved at se behovet for at rette op.

”Hvis man går tilbage i årene, så har det altid forholdt sig sådan på uddannelser generelt og på journalisthøjskolen, at der vil være en skævhed i, hvordan folk stemmer. Det er ikke noget nyt. Jeg kan ikke se, hvad underviserne på journalisthøjskolen skal gribe ind over for,” siger hun og tilføjer:

”Hvis det kom af en bestemt undervisning, vi lavede, så kunne vi tale om det, men det er ikke tilfældet. Vi underviser i journalistiske discipliner, som man gjorde, da Anders Krab-Johansen fik sin journalistuddannelse. De grunddiscipliner gælder stadig på journalisthøjskolen,” siger Lisbeth Knudsen, der selv har en fortid i Anders Krab-Johansen job som Berlingske Medias øverste chef.

”Det er ikke et problem”

Undersøgelsen, som mediet Kontrast har behandlet, viser, at der er en markant overvægt af studerende på journalistuddannelsen på DMJX, der ville stemme på enten Enhedslisten, Radikale Venstre eller Socialistisk Folkeparti, hvis der var valg i morgen.

24 procent af de studerende ville ifølge undersøgelsen stemme på Enhedslisten, mens Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti ville stå for henholdsvis 21 og 14 procent af stemmerne blandt de studerende.

Men selv om der tegner sig en rød slagside blandt de studerende, så fastholder Lisbeth Knudsen, at det ikke har indflydelse på de journalister, som uddannelsesinstitutionen uddanner:

”Vi har en skrap optagelsesprøve, som er lige for alle, og efterfølgende samtaler. Hvis det var sådan, at færdiguddannede journalister pludselig blev politiske evangelister, så ville jeg være bekymret. Men vi opdrager dem til at høre begge parter og arbejde tilstræbt objektivt. Ikke at missionere fra deres eget politiske synspunkt.”

Heller ikke uddannelseschef for Journalistik på DMJX Henrik P. Berggreen mener, at undersøgelsens resultater umiddelbart er en rød advarselslampe:

”Hele den her kausalkæde af, at en overvægt af studerende, som stemmer på røde partier, skulle føre til skæv eller dårlig journalistik, køber jeg ikke ind på. Vi tager mange studerende ind, som bor i de store byer og har en studentereksamen, og så kan man næsten ikke undgå en skævhed,” siger Henrik P. Berggreen og fortsætter:

”Men jeg er enig i, at det betyder noget, at der er diversitet i journaliststanden. Det gælder på en lang række parametre som geografi, socioøkonomisk baggrund, politiske værdier og etnicitet.”

Men er det et problem, at der er en markant overvægt af journaliststuderende på DMJX, som tilsyneladende vil stemme på et rødt parti, hvis der var valg i morgen?

”Det i sig selv er ikke et problem. Det er et problem, hvis det fører til en ensretning i den danske journaliststand, men det oplever jeg ikke. Vi vil gerne have større diversitet i vores optag.”

Flere håndværkere og politibetjente

I et interview med Netmediet Pio giver Anders Krab-Johansen selv flere bud på, hvordan DMJX kan skabe en bedre balance i de studerendes politiske ståsted. Her peger han på, at journalistuddannelsen for eksempel burde gennemføre en bredere rekrutteringsproces, så flere studerende har baggrund som håndværkere eller politibetjente. Det er tanker, som møder opbakning fra Henrik P. Berggreen.

”Vi vil gerne undersøge, hvordan de studerendes baggrund fordeler sig med etnicitet og socioøkonomisk baggrund. Så Anders Krab-Johansens intention er rigtig, og vi vil gerne øge diversiteten, men vi skal ikke indføre kvoter for håndværkere,” siger han.

Lisbeth Knudsen anerkender også, at der ligger et arbejde forude for DMJX:

”Der, hvor vi har en problemstilling, er med etniske minoriteter, som vi oplever ikke søger ind på uddannelsen. Vi har også flere fra Jylland, der søger ind på journalisthøjskolen i Aarhus. Det er de skæve områder, vi arbejder med – ikke politiske holdninger.”

0 Kommentarer