Ukraines journalister kæmper for overlevelse: “Et avisabonnement står ikke øverst, når der er krig”

De første to borgere, som Julia Semenets møder, vil ikke bekræfte historien og henviser i stedet til jernbanens hovedkontor, hvor medarbejderen gør det klart, at han ikke må udtale sig. En 13-årig dreng ved navn Tymofiy ser nysgerrigt på. Han har sorte hænder og bærer en strikhue. Han peger på en af vognene, hvor der står, at den er fra Minsk i Hviderusland.

Julia Semenets skriver ned.

”Er det rigtigt, at de lokale har taget brændstoffet?” spørger hun.

Tymofiy bekræfter med et smil og er nærmest stolt. Han trækker Julia Semenets over på den anden side af skinnerne, hvor der er dybe huller i jorden.

Flere af brændstofvognene lækkede diesel, og det løb ud over det hele. De lokale gravede dybe huller, hvor dieselen samlede sig, og de lokale trak det så op i små spande. Filtrerede det og solgte det videre.

”Jeg har selv været med til at grave dem,” siger Tymofiy og peger ud over de mange huller, der er sumpede og stadig stinker af diesel.

En af hans kammerater, 13-årige Arthem, kommer også til. Han leger med en lighter og tilføjer, at de ofte kunne sælge dieselen for syv kroner literen, nogle gange for mere.

En kamp for overlevelse

Visnyk CH holder til i regionshovedstaden Tjernihiv, der er på størrelse med Aarhus. Lokalavisen dækker store dele af regionen, som er på størrelse med Jylland. I starten af invasionen blev Tjernihiv omringet af de russiske tropper på deres vej mod Kiyv. De forsøgte flere gange at indtage byen, men kunne ikke trænge ind. I stedet kørte de forbi.

Der er i dag store ødelæggelser i Tjernihiv. Russisk artilleri og missiler har jævnet bygninger med jorden, fyldt den lokale kirkegård op og sendt tusindvis på flugt. Julia Semenets flygtede med sin toårige datter, efter at en russisk mortergranat slog ned nær deres hus. Hendes mand blev tilbage og kæmpede. Han er stadig i hæren.

”Jeg var nødt til at komme væk, mens jeg stadig kunne. Der kunne komme et nyt angreb hvert øjeblik, og jeg ville ikke kunne beskytte min datter,” siger Julia Semenets, der tog tilbage til byen i maj, da russerne havde trukket sig væk fra området igen efter hårde kampe.

Hun har flere gange på opgaven i Volovyky telefonisk kontakt med redaktøren Sergij Narodenko i Tjernihiv.

Den 62-årige redaktør sidder på sit kontor og fører skarp kontrol med, hvad hans fire journalister på opgave finder ud af. På kontoret hænger et kort over regionen og en børnetegning på væggen. En gammel Covid-maske ligger på en ødelagt radio.

I dag udkommer avisen i 26.532 eksemplarer en gang om ugen med otte sider. Før invasionen udkom den med 16 sider og havde 60.000 abonnenter, hvilket er højt for en lokalavis i Ukraine. Ofte har lokalaviser ikke mere end et par tusind. Før invasionen havde avisen otte skrivende journalister. Det antal er i dag nede på fire.
Avisen har to biler, men nu kan journalisterne kun tage ud til yderområderne i dækningsområdet en gang om ugen, da der ikke er penge til brændstof.

”Vi kæmper for vores overlevelse,” fortæller Sergij Narodenko, der for første gang, siden han overtog avisen, har tænkt på at skulle bede om penge fra kommunen.

”Vores succes har generelt hængt sammen med, at vi har haft et bredt fokus på samfundet. Vi tager udgangspunkt i folks hverdag. Hvad de taler om. Det er dét, som har givet os succes, og dét, der gør, at vi vil overleve nu. Vi er vigtige for folk,” siger Sergij Narodenko.

Sergij Narodenko var tidligere advokat, men blev redaktør på avisen i 2008. Dengang var den styret af kommunen, som dikterede indholdet. Det ville Sergij Narodenko ændre.

Han startede med at ignorere politikernes opkald og kørte i stedet avisen som selvstændig. Det resulterede i et større juridisk slagsmål med kommunen, der til sidst gav op, og Visnyk CH fik lov til at være sig selv. Derfor er det også personligt for Sergij Narodenko.

”Vi giver aldrig op. Vores motto er, at hvis vi banker på døren, og ingen svarer, så banker vi på vinduet. Hvis de stadig ikke svarer, så kravler vi ind gennem skorstenen. Hvis det ikke virker, så graver vi en tunnel og kravler ind gennem gulvbrædderne. Det er den samme mentalitet, der skal få os igennem det her,” forklarer Sergij Narodenko.

Folk er bange for at tale

Det er netop de kvaliteter, som Julia Semenets skal bruge ude i marken nu. Det er svært at få folk til at tale på nær de to drenge. Politiet har åbnet en efterforskning af det, som de mener er tyveri af brændstoffet. Det har fået de lokale til at klappe i. Julia Semenets er nødt til at få en voksen til at bekræfte historien og helst en, som også selv har deltaget i det.

Det er sværere end som så. Ved den lokale kiosk vil en mand i en traktor slet ikke tale med Julia Semenets. Indenfor er ekspedienten også forbeholden. Hun står ved disken, hvor hun blandt andet sælger tørrede fisk, og der hænger fluepapir fra væggen propfyldt med fluer.

I slikafdelingen sælger hun blandt andet tyggegummicigaretter og slik formet som håndgranater. I midten af butikken er der en brændeovn.

Julia Semenets vil ikke give op. Hun var i gang med en juristuddannelse, før hun blev journalist, og hun forsøger at fortælle folk, at der ikke vil ske noget ved at snakke. Hun besøger et lille hus nær jernbanen, hvor der er to geder lænket udenfor.

En mand i militærbukser afviser at vide noget. Skylden lyser ud af ham. Lige ude foran er der dybe huller. Da Julia Semenets spørger ham efter hans fornavn og efternavn, så lyder svaret kort: ”Hvad skal du bruge det til?” Det var igen en blindgyde.

Julia Semenets forsøger igen at få ham i tale, men bliver afvist.

Hun er overbevist om, at historien er sand, og at mange lokale har taget del i den guldgrube, det har været at sælge brændstoffet, der er løbet op i en samlet værdi af mere end to millioner kroner. I landsbyer som denne lever folk ofte af 2.000 kroner om måneden.

”Det, jeg elsker ved journalistik, er, at alle dage er forskellige. Jeg ved aldrig, hvad der vil ske, og jeg kommer til at tale med så mange mennesker. Alt fra den hjemløse til den rige, og jeg forsøger at forstå deres liv,” forklarer hun.

Hun arbejder også på historier om, at flere lokale er døde efter at være gået på jagt efter svampe i skovene, hvor der i dag er mange miner på grund af invasionen.

Gør klar til det værste

Tilbage i Tjernihiv viser Sergij Narodenko rundt på redaktionen, hvor journalisterne sidder i små båse. En journalist på redaktionen fortæller, at hun netop er ved at arbejde på en historie om en lokal, der har fået sin traktor stjålet af politiet.

Sergij Narodenko har investeret i en generator, så redaktionen kan holdes åben, hvis der igen kommer angreb mod byen. Der er vedholdende rygter om, at Rusland igen vil forsøge at invadere Kyiv. Det vil betyde, at de igen vil komme til Tjernihiv. Sidste gang måtte avisen lukke, da russerne kom væltende. Denne gang vil de være bedre forberedt.

Sergij Narodenko viser rundt i byen i sin røde Volkswagen Polo, der har syv huller efter fragmenter. Store dele af byen er ødelagt, og redaktøren peger på en bygning og fortæller, at en dreng engang sagde, at det så ud, som om en dinosaur havde taget en bid af bygningen.

”Alle forsøgte at redde sig selv. Det var virkelig skræmmende dengang. Mit hus blev ramt af flere fragmenter, mens jeg var i kælderen. Russerne stod ved byens udkant,” forklarer Sergij Narodenko, der tilføjer, at han frygter, at russerne igen snart vil omringe byen.

”Vi har mistet 30.000 abonnenter. Mange er flygtet, og ellers er det klart, at det ikke er et avisabonnement, der står først på listen, når der er krig, og når folk ikke har nogen penge.”

Før invasionen kostede et månedsabonnement omkring fem kroner. Det er nu steget til seks, men burde være steget meget mere på grund af øgede udgifter til papir og distribution for slet ikke at nævne inflationen i Ukraine, der er på over 20 procent.

”Folk har virkelig lidt her i området. Og de vil virkelig gerne have en avis, så jeg kan ikke bare hæve priserne. Så har de ikke råd. Jeg har et ansvar,” siger Sergij Narodenko, der derfor kan se sig nødsaget til at bede om økonomisk hjælp fra kommunen.

Han er dog overbevist om, at avisen vil overleve. Han har været redaktør siden 1987 på forskellige lokalaviser. Han husker for eksempel tilbage i 1993, da inflationen i Ukraine var eksploderet og på over 10.000 procent. Det var meget værre tider end nu.

”Dengang begyndte vi at tage betaling for avisen i kartofler, da folk ikke havde penge, og da de ikke var noget værd. Vi kørte rundt i landsbyerne og hentede kartoflerne, som vi så solgte,” siger Sergij Narodenko og tilføjer, at et abonnement dengang kostede 18 kilo.

”Vi mistede kun halvdelen af vores abonnenter dengang, og hvis vi kunne komme igennem det dengang, så kan vi også klare det den her gang,” siger Sergij Narodenko, der nægter at forlade Tjernihiv, hvis russerne kommer, da det er hans ansvar at blive.

Så lykkedes det

I Volovyky er det lykkedes Julia Semenets at få 60-årige Olga, der bor i et lille hus nær banegården, til at tale. Hendes have er groet til, og Olga klager over, at alle i byen er uden arbejde og har svært ved at klare sig. Hun har flere røde sår i ansigtet og peger på sine vinduer, der blev skadet, da en ukrainsk drone bombede toget, så det brød i brand.

”Det brændte i en uge. Sort røg var over det hele. Vi kunne ikke være nogen steder,” forklarer hun og tilføjer, at mange lokale tog del i tømningen af vognene.

”Men jeg gjorde det ikke. Det er at stjæle, og jeg er ikke en tyv. Jeg har ikke ret meget og lever af næsten ingenting, men jeg stjæler ikke. Det var der mange andre, der gjorde, men jeg kommer ikke til at nævne navne eller pege på nogen. Folk tog bare alt det, som de ville have. Der er nogen, som har tjent mange penge,” siger Olga.

Hun viser Julia Semenets op på skinnerne for at vise hende, hvor toget blev ramt først.

Mens Julia Semenets tager et billede af hende foran de brændte vogne, kommer en mand trækkende med sin grønne cykel.

Han er vred, da han er bange for, at en artikel kan betyde, at russerne vil bombe stationen.

”Vi har nok problemer her,” påpeger han.

Efter lidt tid bliver han mere rolig. Han bekræfter også historien og tilføjer, at politiet er ved at undersøge sagen, da en landmand mener, at brændstoffet tilhører ham. Der har angiveligt også været fire vogne med gødning, som en lokal landmand stjal.

Julia Semenets har det, som hun skal bruge til artiklen, så hun går tilbage til bilen, hvor chaufføren venter. I bilen hjemad forklarer hun, at situationen i området er meget anspændt. Folk er bange for, hvad der vil ske, hvis russerne igen vælger at invadere fra Hviderusland.

”Det kan jeg godt forstå. Og hvis det sker, så tager jeg også selv væk igen. Det er vigtigt at være journalist, men jeg har også en datter,” siger Julia Semenets.