Udbydere af kviklån fra Ekstra Bladets guide politianmeldt

Forbrugerombudsmanden har politianmeldt de to udbydere, der er blevet anbefalet i en låneguide i Ekstra Bladet, for at opkræve ulovlige gebyrer og morarenter

To udbydere af kviklån, der begge har figureret med fine vurderinger i Ekstra Bladet, er blevet politianmeldt af Forbrugerombudsmanden.

Det skriver Politiken.

Der er tale om en politianmeldelse af forbrugslånsvirksomheden Capitolai, der har ydet lån på hjemmesiderne simbo.dk og kronelån.dk på “urimelige vilkår” siden 1. juli 2020, skriver Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse.

I Ekstra Bladets låneguide blev Simbo beskrevet som “fremragende”, mens udbyderen Kronelån blev beskrevet som “meget godt”. Men ifølge Forbrugerombudsmanden er lånene fra Capitolia forbundet med “en række urimelige og ugyldige vilkår”, der gør dem ulovlige.

De to udbydere har fremgået af Ekstra Bladets låneguide, der er udarbejdet af virksomhed Lead Supply.

1. februar fjernede virksomheden lånene fra Capitolia, fordi Capitolas lån ikke passede ind, “da det maksimale lånebeløb er/var for lavt,” skriver Andreas Linde, administrerende direktør i Lead Supply, til Politiken.

Han oplyser samtidig til Politiken, at Lead Supply ikke selvstændigt undersøger, om låneudbyderne overholder loven, da bankerne og låneudbyderne på listen er reguleret af finanstilsynet. De bliver dog fjernet, hvis Lead Supply bliver bekendt med, at der bliver udbudt ulovlige lån.

Hos Ekstra Bladet er forventningen ellers, at Lead Supply undersøger udbyderne.

“Igen skal vi understrege, at vi naturligvis forventer, at Lead Supply som enhver anden annoncør til enhver tid overholder loven, og at de sikrer sig, at de udbydere, de udvælger til låneguiden, kun udbyder lovlige lån,” skriver kommerciel direktør Claus Rothoff Brix i et svar til Politiken.

 

0 Kommentarer