TV2-analytiker fortryder skifte til Berlingske

TV 2’s politiske journalist og analytiker Hans Redder vil alligevel ikke være politisk redaktør på Berlingske

Berlingske var glad, da avisen i forrige uge kunne præsentere Hans Redder som ny politisk redaktør. Men nu skal Berlingske igen på jagt efter en politisk redaktør, for Hans Redder har fortrudt sit jobskifte, skriver han på Twitter.

”Jeg må bare erkende, at jeg i dagene omkring min beslutning ikke erkendte, hvordan jeg i virkeligheden havde det inderst inde: At jeg helst vil blive på TV 2,” skriver Hans Redder.

Han skriver i opslaget, at han blev fristet og smigret af tilbuddet fra Berlingske, men at han mener, at TV 2 er Danmarks mest spændende mediearbejdsplads.

”Det har på alle måder været noget rod, og det er jeg selv ude om, men nu er det endt det rigtige sted,” skriver Hans Redder.

Hans Redder har de seneste otte år arbejdet på Christiansborg i stillinger som politisk reporter på Information, Jyllands-Posten og senest TV 2. Da Berlingske skrev om ansættelsen, var det med stor glæde, at avisen kunne præsentere et så stærkt navn på posten.

”Hans har allerede en stor erfaring fra Christiansborg. Det er tydeligt, at han lever, ånder og brænder for den politiske journalistik og at afdække livet i magtens centrum, mens det udfolder sig,” lød det rosende vendinger fra Berlingskes chefredaktør, Mette Østergaard.

0 Kommentarer