Bestyrelse

TV 2’s formand stopper

Gregers Wedell-Wedellsborg flytter til Canada for at blive topchef i Shoppers Drug Mart.

Bestyrelsesformanden for TV 2, Gregers Wedell-Wedellsborg, stopper efter to år på posten.

Det oplyser TV 2 i en pressemeddelelse.

Hans exit kommer i forbindelse med, at han 26. januar bliver topchef i canadiske Shoppers Drug Mart og flytter til Canada.

”Det har været et privilegium og en stor glæde at være med til at sætte retningen for TV 2 over de seneste to år. Dansk public service er vigtigere end nogensinde, og derfor glæder det mig, at TV 2 står bundsolidt med en sund økonomi, en klar samfundsrolle og strategi samt en stærk og rutineret ledelse og bestyrelse,” udtaler Gregers Wedell-Wedellsborg i pressemeddelelsen.

Formand skal være mere til stede

Beslutningen kommer med vemod, men er velovervejet, understreger han:

”TV 2 er bedst tjent med en bestyrelsesformand, der kan være tættere på virksomheden – også fysisk – end jeg kan være med et nyt job og et nybyggerliv på den anden side af Atlanten. Det er på den baggrund, at jeg har meddelt kulturministeren, at jeg ønsker at træde tilbage på TV 2’s ordinære generalforsamling til foråret.”

Bestyrelsesformanden blev udpeget af kulturministeren i april 2024.

Her overtog han posten efter Jimmy Maymann, der havde siddet på posten i seks år.

Havde håbet på længere tid

Gregers Wedell-Wedellsborg kom ind i bestyrelsen med tidligere erfaring fra TV 2, idet han tidligere har været direktør for TV 2 NET. Derudover har han erfaring som bestyrelsesformand for Gyldendal og som direktør i Berlingske Media.

TV 2’s administrerende direktør, Anne Engdal Stig, havde da også håbet, at Gregers Wedell-Wedellsborg var blevet længere som formand.

”Men jeg har stor forståelse for hans beslutning og for, at hans kompetencer er efterspurgt internationalt. Med sit skarpe blik for behovet for at investere i både dansk indhold, teknologi og nye kommercielle muligheder har Gregers været en vigtig del af tilblivelsen af vores 2030-strategi ’Nummer 1 i danskernes hverdag’,” udtaler direktøren i pressemeddelelsen.

0 Kommentarer