Foto: TV 2
Rettet kl 9.05. Det er ikke selve dokumentaren ’Den Sorte Svane’, der er redigeret om, men det opfølgende program ’Skyggesiden’
Kort før TV 2 i aftes på flow-tv sendte sidste afsnit af ’Skyggesiden’, der er et program om ’Den Sorte Svane’, er det blevet redigeret, så omtalen af sikkerhedsfirmaet Guardian er blevet klippet ud.
Det fremgår af TV 2 Play, hvor der står, at ”programmet er blevet redigeret efter oprindelig publicering pga. ukorrekte oplysninger om sikkerhedsvirksomheden Guardian”.
Og det bekræftes ligeledes af Jacob Kwon, der er nyhedschef på TV 2.
”Programmet var optaget og nåede at udkomme på TV 2 Play. Så blev vi gjort opmærksom på, at der er nogle oplysninger i programmet, som ikke er faktuelt korrekte. Det tjekkede vi selvfølgelig ved at se programmet igennem igen og må erkende, at det er rigtigt, og så klipper vi det ud,” siger han.
Fik henvendelse
I dokumentarseriens femte afsnit fortælles det, at en erhvervsmand i Aalborg plejer tæt omgang med en række højprofilerede rockere, men også en direktør i sikkerhedsfirmaet Guardian.
Det tillægges stor dramatisk betydning i det femte afsnit af ’Den Sorte Svane’, da Guardian netop er det sikkerhedsfirma, der samarbejder med TV 2 om hovedkilden og muldvarpen Amira Smajics sikkerhed.
Det emne behandles efterfølgende i ’Skyggesiden’, og Jacob Kwon fortæller, at TV 2 efterfølgende har fået en henvendelse fra Guardian om, at oplysningerne, der bliver fremlagt i ’Skyggesiden’ ikke stemmer.
Efter en gennemgang af programmet måtte TV 2 altså erkende, at der var tale om fejlagtige informationer.
”Når vi bliver gjort opmærksomme på, at noget ikke er korrekt, er vi ikke for fine til at rette det. Det gør vi, så hurtigt vi kan. Det er vi også forpligtede til i henhold til de presseetiske regler,” siger Jacob Kwon.
Journalisten har forsøgt at få en kommentar fra Guardian, der ikke ønsker at udtale sig for nuværende.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.