Reklame

TV 2: Slut med at kunne købe sig ind i morgen- og aftenprogrammerne

TV 2 erkender fejl og dropper branded content-samarbejder fremover i ’Go’ morgen Danmark’ og ’Go’ aften Danmark’

Efter hård kritik har TV 2 besluttet ikke længere at lave annoncørbetalt indhold i ’Go’ morgen Danmark’ og ’Go’ Aften Danmark’.

Det oplyser TV 2’s indholdsdirektør, Lotte Lindegaard, i et skriftligt svar til Journalisten.

”Vi er det medie, der når ud til flest danskere. Det ansvar tager vi meget alvorligt, og det har aldrig været og vil aldrig være muligt at købe sig til redaktionelt indhold og omtale på TV 2.”

”Vi har desuden et dilemma omkring, hvordan vi kan deklarere vores samarbejder i udsendelserne, fordi vi ikke må vise en partners navn undervejs i indslaget ifølge lovgivningen,” skriver hun.

Beslutningen kommer, efter at Jyllands-Posten på baggrund af en aktindsigt har afdækket, at TV 2 har tilbudt lobbyvirksomheden Drukfri Ungdom redaktionel omtale i tv-programmet ’Go’ morgen Danmark’ mod betaling.

”For at rydde enhver usikkerhed af vejen har vi derfor besluttet, at vi ikke længere vil indgå partnerskaber, hvor vi modtager produktionsstøtte i GO-programmer,” udtaler Lotte Lindegaard i det skriftlige svar.

”Oplysninger kan misforstås”

Ifølge Jyllands-Posten kunne lobbyorganisationen købe to forskellige pakker, der ville gøre lobbyorganisationens budskab til ”top of mind” hos danskerne, og emnet kunne også bringes op i ’Go’ morgen Danmark’.

”’Go’ morgen Danmark’ ønsker at belyse problemstillingen via studieinterviews med relevante cases, ved båndede indslag, der sætter fokus på problematikken, og ved nedlæg, der leder til en reel call to action, hvis denne findes inden kampagneopstart,” står der blandt andet om ’Go’ morgen Danmark’-tilbuddet, som Jyllands-Posten har fået aktindsigt i.

TV 2’s ageren i sagen har medført heftig kritik fra eksperter, der ikke er i tvivl om, at Drukfri Ungdom er blevet tilbudt redaktionel omtale mod betaling.

”Det er at holde seerne for nar, og jeg er forbavset over, at det kan lade sig gøre,” siger Peter Munk Christiansen, der er forsker på Aarhus Universitet og har skrevet bøger om lobbyisme, til Jyllands-Posten.

Lotte Lindegaard fra TV 2 kan dog ikke genkende den udlægning, som Drukfri Ungdom giver udtryk for i de akter, Jyllands-Posten har fået indsigt i.

”Men de oplysninger, vi selv har sendt, kan misforstås. Det er en fejl, og det er ikke godt nok,” udtaler hun i det skriftlige svar og understreger, at TV 2 tager det ”meget alvorligt, hvis nogen stiller spørgsmålstegn ved vores redaktionelle frihed”.

Ikke mere produktionsstøtte

TV 2 har også tidligere været i problemer med annoncørbetalt indhold i programmerne ’Go’ morgen Danmark’ og ’Go’ Aften Danmark’. Radio- og tv-nævnet kom i februar med en afgørelse om, at sponsoreret indhold i de to programmer var i strid med reklamereglerne.

Afgørelserne drejede sig om indslag, som der var sponsoreret af virksomheden Too Good To Go. Den kom, efter at en klager ikke mente, at det fremgik tydeligt nok i programmerne, at indslagene om madspild var sponsoreret og betalt af virksomheden. I løbet af indslaget optræder Too Good To Go’s logo i nogle sekunder ad gangen sammen med TV 2’s logo.

Af Jyllands-Postens artikel fremgår det også, at TV 2 har haft et såkaldt branded content-samarbejde med interesseorganisationen Alkohol & Samfund. I uge 40 handlede en række indslag i ’Go’ morgen Danmark’ og ’Go’ Aften Danmark’ om danskeres erfaring med alkohol.

Der er altså tale om kommercielt indhold, som er pakket ind i et redaktionelt miljø. Og det er i strid med loven, hvis ikke det bliver deklareret tydeligt, understreger eksperter.

Lotte Lindegaard oplyser, at TV 2 gennem en årrække har haft tre partnerskaber på dagsordnen, som TV 2 mener er vigtige. Der er tale om Kræftens Bekæmpelse, Røde Kors og Alkohol og Samfund. Det kommer ikke til at ændre sig foreløbigt.

”De partnerskaber er vi meget samvittighedsfulde omkring, og vi mener, de bidrager til noget positivt og vigtigt for Danmark. Vi vil fastholde vores samarbejder med relevante partnere på vores vigtige dagsordner, som vi fortsat selv definerer, men uden produktionsstøtte,” skriver Lotte Lindegaard.

2 Kommentarer

John Randeris
28. OKTOBER 2022
Ja ... Fyyh, så man jo "nøjes" med DR. Sælg lortet ...
Jesper Bech Pedersen
27. OKTOBER 2022
Whaaat?. Det er muligvis mig, der er naiv, men jeg havde da ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at man kunne købe sig vej ind i Go'Aften eller Go'Morgen Danmark???

Et eller andet logo, der floater rundt på skærmen i nogle sekunder, kommunikerer da ikke, at der er tale om betalt indhold, og ud over det, så troede jeg slet ikke, sådan noget forekom i de programmer. Som i overhovedet. 0/0 i troværdighedsscore herfra. Fyyh