Regnskab

TV 2 sætter flere rekorder i et år præget af MeToo

TV 2 har både haft rekordhøj omsætning og indtjening i 2021. Det er sket i et år præget af MeToo-anklager

TV 2 har i 2021 haft vækst i sine indtægter fra reklamer og abonnementer.

Det har været med til at give tv-stationen en rekordhøj omsætning. Det viser TV 2’s regnskab for 2021, der er offentliggjort onsdag.

Samlet er omsætningen vokset med 11 procent til 3,6 milliarder kroner. Det er aldrig set større for TV 2, der har eksisteret siden 1988.

TV 2 Play trækker

Den større omsætning er især hentet fra reklamer og abonnementer, hvor der har været fremgang inden for begge områder.

For delen med abonnementer kan fremgangen især tilskrives TV 2 Play, der er TV 2’s egen streamingtjeneste.

Også på indtjeningen har TV 2 sat rekord i 2021. Overskuddet før finansielle og særlige poster er vokset med 14 procent til 463 millioner kroner.

”Et så flot resultat kan alene opnås, fordi TV 2 har fastholdt sin høje relevans hos danskerne,” siger Anne Engdal Stig Christensen, administrerende direktør i TV 2.

”Vi leverer det kvalitetsindhold, som skaber store fællesskaber og sikrer samtaler om det, der er vigtigt i vores samfund,” siger hun i en pressemeddelelse.

Oprydning i dårlig kultur har fyldt internt

2021 har dog ikke været helt gnidningsfrit for TV 2.

Anklager om MeToo og dårlig dømmekraft hos tidligere ledere har fyldt en del på tv-stationen, der har arbejdet på at få rettet op.

Set i det lys er TV 2-direktøren også glad for, hvordan det er gået i 2021.

”Det er hele vores formål at gøre en forskel for danskerne, og det er glædeligt, at det også er lykkedes i et år, hvor vi samtidig har været meget optaget af kulturarbejdet og trygheden på TV 2 og af at få ryddet op i den dårlige del af TV 2’s kultur.”

”En af trædestenene for fortsat succes er, at vi styrker kulturen og dialogen – også om de ting, der er svære,” siger Anne Engdal Stig Christensen.

For 2022 forventer TV 2 at kunne fortsætte den resultatmæssige fremgang fra 2021. Det bliver dog ikke i samme tempo som i det seneste år.

Omsætningen ses stige med tre procent, mens der ventes et resultat før finansielle poster på 275-325 millioner kroner.

0 Kommentarer