Lørdag skrev DJ på sin hjemmeside, at forhandlerne fra de to sider havde besluttet at tage endnu en tænkepause i forhandlingerne på indtil videre ubestemt tid. Foto: TV 2 Regionerne
TV 2 Regionerne varsler lockout per 27. juni.
Det erfarer Journalisten.
Varslet kommer, mens forhandlingerne om overenskomst mellem Dansk Journalistforbund – Medier & Kommunikation (DJ) og TV 2 Regionerne er gået i hårdknude.
”Vi har gang i forhandlinger, og forligsinstitutionen er ikke inde over. Der er tre måneders varsel på lockout, så der er tre måneder til at blive enige. Det var ikke uventet med det,” siger Allan Boye Thulstrup, næstformand i DJ.
Lockout er arbejdsgiverens konfliktredskab under overenskomstforhandlinger.
Der skal varsles lockout tre måneder i forvejen.
Arbejdsgiver skal sende de ansatte, der hører under den konfliktramte fagforening, hjem under lockout.
Når TV 2 Regioner har varslet lockout netop nu, handler det om ikke at skulle risikere at sende ansatte hjem i forbindelse med efterårets kommunalvalg, hvilket kunne blive en risiko på grund af strejkevarslet på tre måneder og eventuelle udsættelser. Det forklarer Betina Bendix, talskvinde for TV 2 Region og direktør for TV Syd.
Men står det til hende, bliver lockouten ikke en realitet.
”Står det til mig, bliver der ikke konflikt. Men jeg bestemmer det ikke alene. Det kræver også, at nogle andre flytter sig,” siger Betina Bendixen.
Tænkepause på ubestemt tid
DJ-medlemmerne på TV 2 Kosmopol er ifølge Journalistens oplysninger her til eftermiddag blevet indkaldt til møde med tillidsrepræsentanterne klokken 14.30 på grund af lockout-varslet.
Det bekræfter tillidsrepræsentant Anders Bornhøft.
Lørdag skrev DJ på sin hjemmeside, at forhandlerne fra de to sider havde besluttet at tage endnu en tænkepause i forhandlingerne på indtil videre ubestemt tid.
Parterne er mødtes i alt ni gange siden forhandlingernes start den 18. december. Selv om man ifølge DJ har nærmet sig hinandens krav frem mod overenskomstens udløb den 28. februar og ved møderne i weekenden, er man kommet frem til, at der skal yderligere tid til for at komme det sidste stykke i mål.
”Forhandlingerne er foregået i en god tone, men det har ikke været muligt at få enderne til at mødes omkring en freelanceaftale og økonomien i aftalen,” udtaler DJ’s forhandlingsleder, Henrik Bruun, på hjemmesiden.
Samme udfordringer ser Betina Bendixen:
”Det er at nå hinanden på lønnen. Og vi har brugt utroligt meget tid på den freelanceaftale, som er vigtig for DJ. Der er vi ikke helt i mål,” siger hun.
Krav om freelanceaftale
DJ er gået ind i forhandlingerne med hovedkrav om en freelanceaftale og en solid lønstigning for at rette op på medlemmernes reallønstab.
TV 2 Regionernes krav har ifølge DJ i overskrifter været mere tilstedeværelse og øget fleksibilitet, samt ikke mindst en, set med TV 2 Regionernes øjne, økonomisk ansvarlig løsning.
”DJ’s forhandlere håber stadig på, at vi kan nå et forlig, men jeg må indrømme, det ikke ser let ud,” udtalte Henrik Bruun i weekenden.
Ifølge Betina Bendix er der nu sat et nyt møde i kalenderen den 29. april.
”Det er fint, at der går lidt tid, og at der kommer en påske. Så er der ny aftale, hvor vi tager fat med fornyet ildhu,” siger hun.
Opdateret med citater fra Betina Bendix klokken 15.24.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.