Fundet af larver af egeprocessionsspinderen har fået Københavns Kommune til at opsætte advarselsskilte på Amager Fælled. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Ledende redaktionschef i DR Nyheder Anders Emil Møller erkender blankt, at han har svært ved at huske det korrekte navn for en af de absolutte hovedaktører i danske medier de seneste uger.
”Jeg kommer nok til at kløjes i det. Men den hører jo til de der, øh, egespindere? Er det det fulde navn? Nej, egeprocesspinderen. Jeg er ikke sikker,” siger Anders Emil Møller.
"Det er nemmere med larven fra helvede," konkluderer han.
Anders Emil Møller synes egentlig, hans egen usikkerhed over for det lange navn meget godt illustrerer, hvor DR ligesom andre medier har valgt at bruge et mere folkeligt og fængende navn til det kradsende kræ. Det korrekte navn, egeprocessionsspinderen, er svært at huske.
Kritik af formidlingen
Dermed afviser han – ligesom TV 2 – de seneste dages kritik fra flere forskere og naturformidlere. De mener, at medierne blæser sagen om larvens indtog i Danmark ud af proportioner, og at de skræmmer danskerne unødigt med noget, der i virkeligheden bare er et almindeligt naturfænomen.
Kritikken kommer fra blandt andre DR’s egen naturformidler Sebastian Klein, der synes, man skaber en frygt, der er overdrevet i forhold til truslen.
”Altså, hvad foregår der? Vi har formået at piske en stemning i vejret for noget, som i princippet kunne være en brændenælde,” siger Sebastian Klein til DR.
Til Ritzau siger insektforsker Thomas Pape fra Københavns Universitet, at det handler om proportioner:
”’Larven fra helvede’ er et rigtig uheldigt udtryk. Det giver folk et indtryk af, at vi har et allerhelvedes problem, der måske ligefrem kan slå folk ihjel,” siger Thomas Pape.
Øger genkendeligheden
Men DR’s Anders Emil Møller ser ikke noget problem i at bruge et kælenavn side om side med det mere besværlige, korrekte navn.
Han medgiver, at DR selv er med til at udbrede navnet. Men han understreger, at de ikke selv har fundet på det.
"Vi eksisterer jo i en form for symbiose. Vi går ud og snakker med folk og videreformidler det, de siger. På den måde er vi jo med til at udbrede det. Men det er jo et udtryk, der har eksisteret i en del år, og så har vi taget det med os," siger Anders Emil Møller.
Selve begrebet bliver udbredt i det, DR-chefen kalder en symbiose mellem folkemunde og medieomtale. Og det øger genkendeligheden, når medierne bruger det.
Han mener, at DR garanterer proportionerne gennem sin øvrige dækning, hvor der også bliver plads til dem, der nedtoner faren og kritiserer ordvalget.
”Danskerne kan godt skelne mellem, når noget er ægte farligt, og når noget er irriterende. Det er lidt i samme kategori som dræbersneglen,” siger Anders Emil Møller.
Jakob Vissing, chefredaktør, TV 2 Nyhederne
Det er nogle af de samme overvejelser, Jakob Vissing har som chefredaktør for TV 2 Nyhederne.
”Vi bør jo altid løbende overveje, om sådan nogle billedskabende betegnelser bliver problematiske, eller om de er okay i forhold til den offentlige debat. Det har jo også noget med genkendelse at gøre,” siger Jakob Vissing.
Parallel til dræbersneglen
Som Jakob Vissing oplever det, afspejler den mere kulørte betegnelse, hvordan folk i for eksempel Odense har oplevet generne med allergiske reaktioner og afspærrede veje.
”Den iberiske skovsnegl hedder jo også bare en dræbersnegl i folkemunde. Det er jo ikke, fordi den render rundt og dræber mennesker. Den spiser nogle andre snegle, og så dræber den lysten til køkkenhaver,” siger han.
Og mens dræbersneglen med Jakob Vissings ord ”bare er en åndssvag snegl, som har gjort det surt for mange haveejere”, mener han også, at egeprocessionsspinderen har fået en god, beskrivende metafor.
Anders Emil Møller, ledende redaktionschef, DR Nyheder
Ifølge TV 2-chefen ligger navnet ’larven fra helvede’ godt i tråd med dansk sprogtradition. Vi taler for eksempel om ’naboen fra helvede’ og har adopteret filmmager Jørgen Leths omtale af cykelløbet Paris-Roubaix som ’en forårsdag i helvede’.
”Vi ved jo godt, at det ikke slår folk ihjel. Det er bare en måde at omtale noget på, som er virkelig træls,” siger Jakob Vissing.
Myg er stadig myg
I øjeblikket benytter TV 2 begge navne, og ifølge Jakob Vissing bliver ordvalget diskuteret på redaktionen dagligt. Men lige nu kan han ikke se grund til at droppe helvedesnavnet.
”Det er blevet et folkenavn for denne her plage, der har ramt os. Det er jo ikke det, der udgør debatten. Det er jo altid indholdet, man putter i sin journalistik omkring det,” siger Jakob Vissing.
I DR beklager Anders Emil Møller, hvis nogen fejlagtigt tror, at larven har noget med det rigtige helvede at gøre. Men han hilser det velkommen, at der er en anledning til at gøre natur og dyreliv ”lidt mere nærværende og spændende”.
Han har dog ikke umiddelbart planer om at omdøbe andre af naturens velkendte plager som myg, bjørneklo og brændenælder.
”Det er nogle meget velafprøvede navne. Men vi vil jo nok heller ikke kalde dem ved for eksempel deres latinske navne for at være mere præcise. Vi bruger de udtryk, danskerne kender,” siger Anders Emil Møller.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.