search

TV 2 og Discovery indgår millionforlig

Discovery anlagde sag mod TV 2 i 2005 om den årsrabat, som TV 2 anvendte i perioden 2000-2011

Discovery og TV 2 har ved Østre Landsret indgået et forlig på i alt 127,5 millioner kroner.

Det skriver TV 2 i en pressemeddelelse.

Baggrunden er en sag, som Discovery i 2005 anlagde mod TV 2 om den årsrabat, som TV 2 anvendte i perioden 2000-2011.

Discovery havde krævet 650 millioner kroner med tillæg af procesrenter i erstatning fra TV 2, hvilket samlet svarede til over en milliard kroner. Med forliget er beløbet landet på de i alt 127,5 millioner kroner, og begge parter betaler selv egne sagsomkostninger, skriver TV 2 i pressemeddelelsen.

Ulovlig rabatordning

Konkurrencerådet fastlog i 2005, at TV 2 tilbød ulovlige rabatordninger på markedet for tv-reklamer.

Helt konkret tilbød tv-stationen annoncørerne en større procentvis rabat, hvis annoncørerne foretog store årskøb af reklamer. Ifølge Konkurrencerådet tilskyndede det annoncører til at samle reklamekøb hos TV 2 for at opnå rabatter.

”Rabatten forvrider konkurrencen på markedet og betyder, at TV 2 får flere reklamekroner i konkurrencen med TV3 og TV Danmark, end de ville have fået uden rabatformen,” lød det dengang i 2005 fra Konkurrencerådet.

Discovery anlagde sagen mod TV 2, da man mente, at strukturen gav TV 2 en urimelig konkurrencefordel på markedet.

I 2011 konstaterede Højesteret, at brugen af ordningen var misbrug af en dominerende position og i strid med konkurrencereglerne.

TV 2: Nu kigger vi fremad

TV 2 oplyser i pressemeddelelsen, at man ikke anerkender skyld, og at man ikke mener, at årsrabatten var konkurrenceforvridende:

”TV 2 mener fortsat ikke, at vores konkurrenter har lidt tab som følge af den årsrabat, TV 2 tilbød sine annoncører frem til Højesterets afgørelse i 2011. Men hensynet til at få en fornuftig afslutning på den langvarige sag vejer højere. Derfor er jeg også glad for, at Discovery og TV 2 har forligt sagen på et væsentligt lavere beløb, end Discovery havde lagt an til. Nu kan begge parter kigge fremad,” siger Jimmy Maymann, bestyrelsesformand i TV 2 Danmark, i en pressemeddelelse.

Nordic Entertainment Group (Nent) har også lagt sag an mod TV 2 på grund af årsrabatordningen. Nent har krævet over en milliard kroner i erstatning plus renter.

Hverken TV 2 eller Discovery Networks Danmark ønsker at kommentere sagen yderligere over for Journalisten.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen