Fyringer

TV 2 Øst varsler fyringsrunde

Torsdag morgen skal TV 2 Østs ansatte sidde klar ved telefonen

TV 2 Øst skal ud i en fyringsrunde af DJ-medlemmer.

Det erfarer Journalisten på baggrund af en mail, der mandag morgen er udsendt til TV 2 Østs medarbejdere fra administrerende direktør Anette Kokholm.

”Efter at have arbejdet med den nye strategi i et halvt år er det desværre blevet tydeligt for os, at vores bemanding ikke passer til strategien,” indledes mailen fra Anette Kokholm.

Her fortæller hun videre, at fem fastansatte DJ-medarbejdere vil blive afskediget torsdag morgen, hvor der ringes ud til de pågældende medarbejdere.

Vil ikke pege på konkrete funktioner

Administrerende direktør og ansvarshavende chefredaktør Anette Kokholm oplyser til Journalisten, at man efter at have arbejdet med den nye strategi i et halvt års tid er blevet klar over, at der er behov for andre kompetencer:

”Vi er begyndt at arbejde på en anden måde, og i løbet af det halve år har vi fået en stigende forståelse for, at bemandingen er sammensat forkert i forhold til det arbejde, vi skal lave med den nye strategi.”

Hun vil ikke fortælle, hvilke funktioner der skal skæres fra.

Det står dog klart i skrivelsen til de ansatte på TV 2 Øst, at det kun bliver fastansatte på DJ-kontrakter. Efter fyringsrunden vil de resterende medarbejdere blive tilbudt en samtale med ledelsen om, hvorfor de netop ikke er blevet afskediget, og hvordan deres rolle i fremtidens TV 2 Øst ser ud.

Anette Kokholm oplyser, at der i denne omgang ikke har været brug for at skære i cheflaget, da der sidste år ikke blev ansat en ny chef, da en tidligere chef stoppede.

Hvorfor kan de fem fastansatte, der nu skal spares væk, ikke efteruddannes?

”Det vil jeg ikke svare på. Vi kigger på kompetencerne, og jeg vil ikke sige noget dårligt om nogen til deres fagforeningsblad. Det ville være helt forkert. Men der er ikke nogen, der har gjort noget forkert. Vi har bare ikke den rette sammensætning, og vi er nødt til at kigge på, at vores tilstedeværelse i mediebilledet bliver nødt til at blive ved med at være relevant for vores brugere, og derfor arbejder vi på en anden måde nu, end vi gjorde før. Og det er mit ansvar som øverste chef, at TV 2 Øst bliver ved med at være relevant.”

Skal være mere digital

I maj lancerede TV 2 Øst den nye strategi, som i højere grad skulle målrette stationens indhold til et digitalt publikum fra 1. september.

”For at følge med ind i fremtidens mediemarked er det nødvendigt for TV 2 Øst at foretage et skift, så nyhederne udkommer først dér, hvor de bliver forbrugt, og ikke som tidligere centreret om en enkelt udsendelse i tv,” udtalte Anette Kokholm i den forbindelse i en pressemeddelelse.

Strategien medfulgte oprettelsen af en PLAY-redaktion, som skal udkomme på TV 2 Øst PLAY.

0 Kommentarer