TV 2 vil i en ny kampagne rette fokus på misinformation, som spredes på sociale medier. Foto: TV 2 Marketing
”Sociale medier er ikke nyhedsmedier. De stiller sig til rådighed for hvem som helst. Dig. Og mig. Og dem, der opfinder deres egne nyheder.”
Sådan lyder speaken i en video til TV 2’s nye kampagne ’Fake news for real news’, mens billedsiden viser eksempler på falsk indhold, der har floreret på sociale medier. I videoen ser man blandt andet nogle af de SoMe-annoncer, hvor tv-værter er blevet misbrugt og sat ind i en usand historie.
Kampagnen gik i luften torsdag, og her giver TV 2 brugerne et særligt tilbud: Hvis man sender dem et eksempel på falsk indhold fra SoMe-kanalerne, får man til gengæld TV 2 Play syv dage gratis med adgang til nyhedsindhold og underholdning, dog ikke til sport.
Det fortæller brandansvarlig hos TV 2 Kasper Adsbøll.
”Det overordnede formål med kampagnen er at udstille det problem, at sociale medier i manges – og særligt de unges – optik, er en nyhedsplatform. Når vi kobler det sammen med mængden af misinformation derude, så har vi et ret stort demokratisk problem. Vi vil gerne give danskerne et billede af, at nyheder er noget, man får hos troværdige, publicistiske medier,” siger Kasper Adsbøll.
Vil lave journalistik på det
Som eksempler på misinformation nævner han, at der efter oversvømmelserne i Spanien har floreret konspirationsteorier om, at oversvømmelserne var skabt af et amerikansk forskningsprojekt i Alaska.
Han nævner også falske endorsements på sociale medier i forbindelse med det amerikanske præsidentvalg.
TV 2 vil gerne lave journalistik på de eksempler, de får tilsendt.
”Vi kan se allerede nu, at der bliver indsendt eksempler på falske svindelannoncer med nogle af vores egne værter. Vi ser på, om der tegner sig et mønster, og om der er noget, vi kan grave os ned i og lave journalistik på, for eksempel i forbindelse med det amerikanske præsidentvalg,” siger Kasper Adsbøll.
Kampagnen er netop timet op til præsidentvalget. Mange vil nemlig gerne kunne se især News under og i dagene umiddelbart efter valget.
”Det har været vigtigt for os, at man kan få dagene op til valget og de to-tre dage efter valget med, hvor der tit er ekstra spænding og dramatik,” siger Kasper Adsbøll.
Ikke tal på nye abonnenter
TV 2’s brandansvarlige fortæller, at kampagnen blandt andet også består af undervisningsmateriale til skolerne, hvor elever kan lære at spotte misinformation og fake news.
Handler det også om at rekruttere kunder til TV 2 Play-butikken?
”Det gør det ikke. Hvis de bliver, så er det fantastisk. Men i det her initiativ har vi ikke nogen forventninger om, at vi får en masse nye play-abonnenter,” siger Kasper Adsbøll.
Han tilføjer, at TV 2 ikke har sat ”konkrete tal” på, hvor mange nye abonnenter de forventer, kampagnen kan give.
Kampagnen varer til efter den amerikanske valgkamp og udkommer på tværs af TV 2’s egne platforme og sociale medier.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.