TV 2 dropper dokumentar om #MeToo

Vi er ikke de rigtige til at undersøge os selv, lyder det fra TV 2-chef efter beslutning om at lægge dokumentar ned, der peger på TV 2 selv

Det bliver ikke TV 2, der kommer til at lave en dokumentar om kulturen på tv-stationen, der for nyligt har ført til konsekvenser, herunder fyringer, af fem medarbejdere. Senest er Jes Dorph blevet fyret som vært efter 18-20 år gamle sager om krænkelser.

Stationen har ellers i et stykke tid arbejdet på at lave en dokumentar om #metoo, men nu har ledelsen på TV 2 besluttet, at lægge arbejdet med dokumentaren ned. Det skriver nyhedschef Jacob Kwon i en mail til medarbejderne i nyhedsafdelingen, som Journalisten er i besiddelse af.

”Vores vurdering er, at TV 2 grundlæggende ikke er de rigtige til at undersøge sig selv – og dermed ikke de rigtige til at producere og publicere en dokumentar, når indholdet er endt med i høj grad at handle om os selv. Derfor går vi ikke videre med projektet. Vi synes ikke, det er troværdigt, at TV 2 undersøger sig selv,”, skriver Jacob Kwon.

Der har været arbejdet med dokumentaren i flere måneder, og i december kunne Ekstra Bladet afsløre, at den angiveligt skulle gå i dybden med sexisme og seksuelle krænkelser på kanalen.

I mailen til medarbejderne skriver Jacob Kwon dog, at den var tænkt bredere, men endte med mest at komme til at handle om TV 2.

”At vi nu – i samråd med Programafdelingen – har besluttet at stoppe projektet, skyldes dels, at projektet har taget en drejning, og nu ikke har udsigt til at kunne blive en bred dokumentar om #MeToo på danske arbejdspladser. Og desuden skyldes det, at de forhold, der er kommet frem i researchfasen, primært drejer sig om TV 2, som dermed har stået overfor at skulle undersøge især sig selv”, skriver Jacob Kwon.

Overfor Journalisten uddyber Jacob Kwon, at det ikke var meningen, at dokumentaren primært skulle handle om TV 2, men at der efter researchen ville være en overhængende risiko for, at TV 2 vil blive beskyldt for enten at være for hårde eller skånsomme i forhold til nogle af de forhold, der vil blive omtalt.

Der har tidligere været skriverier i blandt andet Ekstra-Bladet og Berlingske, hvor kilder har fortalt, at det er en dokumentar, der skulle omhandle kulturen på TV 2, men det har ikke været tilfældet?

“Det har aldrig været håbet, at det var der, den ville ende. Vi har sagt, at vi gerne ville have en bred dokumentar om MeToo og sexisme på danske arbejdspladser, heriblandt mediebranchen og derfor også TV 2. Det var ikke håbet, at det var en dokumentar, der udelukkende skulle handle om TV 2. Der er vi nu endt: At det næsten udelukkende er TV 2-forhold, vi kigger på. Vi mener ikke, at det er troværdigt, at vi undersøger os selv,”, siger Jacob Kwon til Journalisten.

Hvorfor har det ikke kunnet lade sig gøre at lave den dokumentar, uden det kom til at handle så meget om TV 2?

“Der er det sådan med dokumentarprojekter, at de nogle gange tager en drejning i forhold til det, man havde forestillet sig. Det er også sket i det her tilfælde, at researchfasen bare har vist, at det primært var forhold omkring TV 2, der kom frem. Det kan godt være, at det også skyldes, at man er tættere på de kilder, som ved noget, eller som havde et budskab omkring TV 2.”

Har det ikke været muligt i researchfasen at finde andre virksomheder eller mediehuse, hvor der har fundet sådan nogle krænkelser sted?

“Nej. Desværre ikke i tilstrækkeligt omfang til, at dokumentaren ville have karakter af at handle om sexisme og MeToo på danske arbejdspladser. Så desværre er det endt med primært at handle om os selv.”

Jacob Kwon understreger, at det ikke er sådan, at researchen ikke er relevant eller ikke kan være væsentlig at få bragt frem. Derfor har TV 2 også kontaktet alle de medvirkende og sagt, at det står dem frit for at tale med andre medier og bringe deres historie frem der.

Når der nu primært er fundet sager på TV 2, handler det så om TV 2’s kultur eller adgangen til kilder?

“Det skal jeg ikke kunne sige med sikkerhed. Det er sikkert en blanding. Jeg kan bare konstatere, at det er endt med nærmest udelukkende at handle om forhold på TV 2. Det synes jeg ikke er troværdigt selv at undersøge,” siger Jacob Kwon.

0 Kommentarer