Nyhedsoverblik

data_usage
chevron_left
chevron_right
10:17 28.05.2024 Anna Sol Jørgensen

TV 2-direktør: Muldvarp har formentlig ført os bag lyset undervejs

TV 2-direktør: Muldvarp har formentlig ført os bag lyset undervejs

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Den kvindelige muldvarp i TV 2’s dokumentarserie ’Den Sorte Svane’ gik undervejs i processen med dokumentaren fra at være medspiller til modspiller.

Det siger TV 2’s nyhedsdirektør, Ulla Pors Nielsen, i dag i en pressemeddelelse. Skiftet i muldvarpens rolle i forhold til TV 2 har betydet, at hun har forsøgt at bremse dokumentaren ad rettens vej.

”Det er sket, efter at redaktionen blev opmærksom på, at hun imod alle aftaler stadig tilsyneladende var involveret i kriminalitet, mens hun arbejdede for os. Da redaktionen ville konfrontere hende med det, gik hun fra at være en medspiller i projektet til at blive en modspiller,” siger Ulla Pors Nielsen i pressemeddelelsen.

TV 2 har beskrevet, at kvinden i første omgang selv henvendte sig til TV 2 med ønske om at afsløre forhold, som hun tidligere selv har været indblandet i som advokat og rådgiver. Aftalen med TV 2 lød, at hun under sin ansættelse som muldvarp for mediet ikke selv måtte begå kriminalitet, men skulle genåbne sit rådgivningskontor og arbejde med skjult kamera. Derudover har hun båret skjult mikrofon, og optagelserne fra den har skullet afleveres til TV 2, der har opdaget, at en lydfil var blevet slettet.

TV 2 beskriver i dag, at mediet ad flere omgange tilsyneladende er blevet taget ved næsen af kvinden, der ifølge TV 2 – uden TV 2’s vidende – har fortsat rådgivning af kriminelle på et kontor, som TV 2 ikke kendte til.

Det har dog ikke fået Ulla Pors Nielsen til at tvivle på, om dokumentaren skulle bringes.

”Det er for væsentligt og vigtigt. Men vi fortæller om det hele. Altså også om, hvordan vi selv formentlig er blevet ført bag lyset undervejs,” siger hun til tv2.dk.

 

SENESTE NYT

Flere nyheder