Fodbold-EM

TV 2: ”Det er simpelthen noget sludder, at vi dræber folkefesten”

Ifølge sportsdirektør på TV 2 mangler der fakta i diskussionen om, at TV 2 vil begrænse muligheden for, at barer og caféer kan vise fodboldlandsholdets slutrundekampe på storskærme

TV 2 spænder ben for den store fodboldfolkefest.

Sådan har det det seneste døgn lydt fra både vrede barejere, forargede politikere og fodboldglade danskere.

Reaktionerne kommer, efter at TV 2 til Ekstra Bladet har sagt, at det ikke bliver muligt at samles hundredvis af mennesker til storskærmsarrangementer uden for barer og caféer under sommerens EM-slutrunde. Grænsen er sat ved maksimalt 200 mennesker.

Senest har det tidligere i dag fået kulturminister Jakob Engel-Schmidt til at blande sig og opfordre TV 2 til at se mildere på at give dispensationer.

Men spørger man Frederik Lauesen, sportsdirektør på TV 2, mangler der fakta i diskussionen. Han påpeger, at forbuddet gælder kommercielle arrangementer på barer, pubber og restaurationer, mens reglerne er anderledes for ikke-kommercielle arrangører som for eksempel foreninger og uddannelsesinstitutioner.

”De har mulighed for at søge om at lave non-kommercielle arrangementer, og det har vi allerede givet 55 tilladelser til. Så det med, at vi dræber storskærmsfolkefesten, det er simpelthen noget sludder,” siger han til Journalisten.

Samme regler som hidtil

Alligevel har det ikke skortet på kritik fra især venstrefløjspolitikere, der mener, at TV 2 har begået et selvmål.

”Jeg har faktisk ikke ord for, hvor langt ude det er,” sagde SF’s kulturordfører, Charlotte Broman, i går til Ritzau, mens Enhedslistens Pelle Dragsted har bragt spørgsmålet videre til kulturministeren og spurgt, om han vil være med til at finde en løsning.

”Så vi kan holde den fodboldfest, som befolkningen fortjener,” skriver han i sit spørgsmål til ministeren.

Men ifølge TV 2’s sportsdirektør er reglerne præcis de samme, som de altid har været, når TV 2 har haft rettighederne til at vise kampene.

”Der er ikke lavet noget om i forhold til sidst, vi havde rettighederne. Det er samme betingelser, som da vi havde VM i 22 og EM i 2016 og i 2018,” forklarer han og tilføjer:

”Det er nemt at stå og sige, hvad vi burde gøre. Men TV 2 er et kommercielt public service-mediehus – vi er ejet af staten, men vi får ikke licens. Og derfor skal vi som kommerciel public service-station selvfølgelig kunne lave forretning ud af de her meget dyre rettigheder.”

Regner med armslængden

Kort før kulturminister Jakob Engel-Schmidt tidligere i dag var ude og opfordre TV 2 til at se mildere på at give dispensationer, spurgte Journalisten Frederik Lauesen, hvordan han ville have det med en eventuel indblanding fra ministeren. Til det svarede han:

”Jeg regner absolut med, at der er armslængde i forhold til politikerne. Og jeg vil sige til den stribe af politikere, der har stillet op med gode idéer, at hvis det var så vigtigt for dem, at kampene kan vises kvit og frit, så må de jo give DR den bevilling, det kræver, for at de kan købe rettighederne.”

Det har ikke været muligt at få svar på, hvad sportsdirektøren siger til, at ministeren nu er gået ind i sagen. Men generelt ærgrer han sig over diskussionen.

”Det mudrer diskussionen lidt, at den er opstået på baggrund af vrede hos barer og værtshuse i stedet for glæde hos alle dem, der kan vise kampene kvit og frit,” siger Frederik Lauesen.

Hvad vil du gøre ved det, hvis et værtshus alligevel viser kampene på storskærm?

”De risikerer da at få en bøde. Det vil jo være et brud på vores rettigheder og vores ophavsret til de rettigheder. Så det vil være en ikke-ubetydelig bøde,” siger han.

1 Kommentar

Peter Becher Damkjær
22. MAJ 2024
Hvor kommer den der med maksimalt 200 deltagere fra? Jeg brugt lidt tid i dag på at trawle TV2’s side igennem og kan kun læse, at:
“ Der må maksimalt være 800 deltagere”
Det er immervæk en sjat mere end 200.