Den sorte svane

TV 2 anker dom: Vi har passet vores arbejde

Dommen mod TV 2 for brud på navneforbuddet i 'Den Sorte Svane' er problematisk, lyder det fra TV 2.

TV 2 har blot passet sit journalistiske arbejde ”ved at udkomme med væsentlige oplysninger baseret på selvstændig research,” skriver indholdsdirektør Ulla Pors i et skriftligt svar til Journalisten.

Og derfor anker TV 2 nu dagens dom fra Retten i Odense, fortsætter hun:

”Det er problematisk for medier, hvis vi ikke kan fremkomme med væsentlige oplysninger, vi selv har researchet os frem til, og bringe information, som offentligheden har krav på at få,” lyder det videre fra Ulla Pors.

Idømt bøder

Ved byretten blev administrerende direktør Anne Engdal Christensen og daværende redaktionschef Michael Nørgaard Jensen hver især tildelt bøder for brud på navneforbud for daværende advokat Lise Roulund i 'Den sorte svane'.

TV 2 har dog under sagens forløb kaldt det en alt for vidtgående fortolkning af navneforbuddet:

”Optagelserne, hvor Lise Roulund blandt andet selv taler om de muligt kriminelle forhold, er lavet, før der overhovedet fandtes et navneforbud,” udtaler Ulla Pors videre efter dagens kendelse.

Ulla Pors har tidligere udtalt til Journalisten, at TV 2 først ”få dage før udgivelsen” blev gjort opmærksom på navneforbuddet gennem Lise Roulunds advokat.

Afviste godtgørelse

Byretten afviste tirsdag, at TV 2 skulle betale en tortgodtgørelse til Lise Roulund, som havde stillet krav om 150.000 kroner.

I en skriftlig udtalelse til Journalisten og andre medier kalder hun byrettens dom ”en vigtig sejr for retssikkerheden. Et statsejet medie kan ikke selv bestemme, hvilke retsafgørelser det vil respektere.”

Der er ikke længere navneforbud i sagen, da det blev ophævet i efteråret 2024.

Lise Roulund skriver også, at dommen ved byretten ikke omgør den skade, som TV 2's offentliggørelse har påført hende, både i form af konsekvenser for hendes arbejde og hendes personlige liv.

Lise Roulund er fortsat mistænkt for hvidvask og nægter sig skyldig.

0 Kommentarer