Min yndlingsaversion i medierne er …

… overoptagethed af meninger fra den enorme andedam af meningsmaskiner, der ikke repræsenterer andet end deres egen navle.

Jeg er helt med på, at holdninger og debat også er en vigtig del af indholdet i et medie, men ligesom i al anden journalistik er det mediets opgave at sikre proportioner og undlade at overprioritere en mening, blot fordi den er vild og særligt vredt eller særligt sjovt skrevet.

Jeg behøver vist ikke nævne eksempler, og jeg skal da også gerne indrømme, at jeg selv som chefredaktør i en årrække har produceret hundredvis af meninger, hvorfor jeg da også har oplevet at leve i en verden, hvor jeg fra morgenstunden straks begyndte at tænke på vinkler til næste dags leder.

Det er en stor befrielse at være sluppet ud af meningernes hamsterhjul. Og jeg må stilfærdigt erkende, at der, siden jeg kørte meningsmaskinen i garagen, ikke ligefrem har åbenbaret sig et folkekrav om, at jeg mener alverden om alverden.

Det irriterer mig så meget, fordi …

Man på den måde puster til en vrangforestilling om, at det er vigtigere og finere at mene noget end at vide noget. For der er jo åbenlyst, at langtfra alle publicerede meninger er båret af viden på området. Aktuelt har jeg faktisk moret (og irriteret) mig over trangen til at publicere meninger om Barbie-filmen.

Og når man kender mange af meningsskribenternes metode (fra sig selv), så kan det nemt forekomme nærmest latterligt, når klummisterne evner at få en film, en ny omgang ’Gift ved første blik’, et tilfældigt reality-show eller en dokumentarserie om kolonihaver til at passe som hånd i handske til deres yndlingstemaer. Som en trænet meningsmager engang sagde om det at skrive ledere og kommentarer:

”Man skal bare have fire holdninger, og så vinkler man en aktuel begivenhed ind i en af dem.”

Dertil kommer, at det for medierne risikerer at overskygge journalistikkens egentlige opgave, nemlig at beskrive verden, gøre det utilgængelige tilgængeligt og gøre det tilgængelige interessant. Ligesom det desværre ser ud til, at meninger er kommet så højt op i journalistikkens fødekæde, at mange dygtige journalister ligefrem stræber efter at mene frem for at stille spørgsmål til andre.

Det, man kunne gøre for at ændre det, er …

At huske på, at nysgerrighed på andre er det vigtigste i vores branche. Tag dokumentar-serien ’Balladen om kolonihaven’ som eksempel. Her er kameraet (journalisten/dokumentaristen) nysgerrigt og åbent og får ærlige og åbne fortællinger fra virkeligheden. Meningerne er forbilledligt overladt til seeren selv.

Og så skal chefer og redaktører generelt set nok gå forrest og mene lidt mindre selv for dermed at få lidt mere tid til journalistik og redigering (af meningerne for eksempel). I en tid, hvor alt er tilgængeligt – også alle meninger, er det en redaktørs fornemste og sværeste opgave at sortere i det hele og vælge fra.

Ligesom de tilsyneladende svulmende debatredaktioner i mine øjne sagtens kunne løfte barren for, hvornår en holdning er vigtig nok til at blive publiceret og ikke bare publiceres, fordi man i kampen mod sociale medier i afmagt løfter en dumsur debattråd fra X ind i sit eget medie, hvor den eneste forskel er, at den blot bliver længere og endnu mere humørløs.

Hvad giver dig håb for mediebranchen?

Når ovenstående er sagt, så er jeg ret begejstret for, at man mange steder er begyndt at adskille meninger og holdninger mere skarpt fra analysen.

Analysen er vigtig og altafgørende i en kompliceret tid – vi skal som medier være gode til at få formidlet ekspertviden, og vi skal, synes jeg, prioritere analysen fra vidende og indsigtsfulde kolleger, som i kraft af fagspecifik viden og erfaring kan hjælpe os alle med at få verdensbillederne til at hænge lidt mere lige for vores seere, lyttere og læsere.

Så hurra for den gode korrespondent, den gode politiske redaktør og den gode klimaanalytiker og alle de andre, der i tide og utide står klar til at fortælle, forklare og gå på jagt efter mere viden i de stadig mere lukkede gemakker, hvor magten udøves.

Og så giver det mig håb, hver gang – og det er heldigvis nærmest dagligt – jeg på Nyhederne oplever en reporter komme hjem fra en reportage ude i landet og med ild i øjnene fortælle om, hvor sjovt og givende det er at finde en god historie og tale med mennesker.