Emil Helms/Ritzau Scanpix
Selv om JP/Politikens Hus aldrig har været en større forretning end nu, er formandsskiftet i mediekoncernen forbundet med en betydelig besparelse.
Mens den forhenværende bestyrelsesformand Lars Munch sammenlagt fik 2,3 mio. kr. om året, må afløseren Peter Bartram nemlig tage til takke med 950.000 kr. Det skriver Jyllands-Posten.
Det var Peter Bartram selv, som i et tiltrædelsesinterview i sidste uge afslørede, at han ikke engang kommer til at tjene halvt så meget som sin forgænger. Her gjorde hidtidige næstformand dog samtidig en dyd ud af, at han betragter de 950.000 kr. som et passende niveau.
Besparelsen for JP/Politikens Hus på helt præcist 1,364 mio. kr. i løn til formanden sker vel at mærke midt i en strategiperiode, hvor landets største privatejede mediekoncern forsøger at løfte omsætningen fra 3 mia. kr. i 2020 til 5 mia. kr. i 2025.
Ifølge Jørgen Ejbøl, formand for Jyllands-Postens Fond, er honoraret til formanden dog isoleret set steget og følger udviklingen i koncernen, der i 2021 opnåede et rekordhøjt resultat.
Forklaringen på Lars Munchs høje honorar lyder nemlig, at han fik udbetalt en millionbonus for tro tjeneste gennem 10 år som adm. direktør i huset, dengang overtog formandsposten i driftskoncernen, ligesom han også blev begunstiget med en særaftale ved siden af honoraret.
”Formandshonoraret hæves fra 750.000 til 950.000 kr., så med andre ord får Peter Bartram en lønforhøjelse. Vi mener, at det er et passende honorar for en virksomhed i den størrelse,” siger Jørgen Ejbøl til Jyllands-Posten.