Fire dage før Touren startede, blev du ringet op af TV 2 og spurgt, om du kunne vikariere for Rolf Sørensen som kommentator. Hvordan var det at få det opkald?

”Jeg stod nede på banegården i München og skulle se fodboldkamp, så jeg måtte lige bede John Jäger om at ringe igen 10 minutter senere. Jeg havde ingen idé om, hvad det handlede om. Men han startede med at sige, at Rolf desværre var blevet syg, og så vidste jeg godt, hvor det bar hen. Og da han så spurgte mig, var min første umiddelbare tanke, at jeg ikke havde den store lyst.”

Hvorfor havde du ikke lyst?

”Fordi de bad mig vikariere for Rolf Sørensen, og det er Tour de France. Alle danskere, også dem, der ikke nødvendigvis ved særlig meget om cykelsport, går op i det her. Rolf og Ritter er jo lyden af dansk sommer. Rolf Sørensen er en af vores bedste cykelryttere gennem tiderne, han har kommenteret Tour de France i 20 år. Jeg tænkte, at jeg ville risikere at få hug, fordi jeg er kvinde i en sport, hvor mange seere ikke er vant til kvindelige kommentatorer. Men jeg har det omvendt også sådan, at når man som kvinde endelig får tilbudt at tage sådan en plads, så skal man sige ja. Selvfølgelig mest for min egen skyld, men egentlig også på mit køns vegne.”

Hvorfor er det vigtigt at sige ja på sit køns vegne?

”Jeg har virkelig meget modstand mod, at man ringer til kvinder, bare fordi de er kvinder. Man skal jo ringe til dem, fordi de er dygtige. Det er heldigvis tilfældet i efterhånden flere sportsgrene, og det er også det, der er sket her. Jeg ved, at TV 2 ringede til mig, fordi jeg har mange års erfaring som ekspertkommentator på både TV 2 og Eurosport. Der har mig bekendt aldrig været en kvindelig ekspertkommentator fast på herrernes Tour eller herrecykling i det hele taget, og så skal man da gøre det. Vise, at man kan gøre det godt. Og det vidste jeg, at jeg kunne. Her efterfølgende, hvor jeg har fået mulighed for at reflektere lidt over det, føler jeg mig enormt modig over at sige ja. Det er gået godt, og jeg er stolt af mig selv. Jeg er virkelig glad for, at TV 2 ringede til mig.”

Du var bekymret for, at du ville få en masse negative kommentarer. Hvordan har det været?

”Jeg har fokuseret mest på min egen instagram, hvor det har været meget positivt. Men en gang imellem tagger folk mig jo, og så har jeg kunnet se lidt af det, der står derude. Der var nogen, der sagde, at jeg var skrækkelig at høre på. At jeg var uvidende, og at jeg afbrød drengene. Jeg havde én dårlig dag i boksen, fordi jeg var påvirket af, at der sad nogen og var sure på mig. Jeg følte, at den kreativitet, man skal have i en boks, den her evne til at være sig selv, bare kaste sig ud i det og snakke frit, dén pakkede jeg lidt væk den dag. Heldigvis delte jeg bil med Dennis Ritter, som ved, hvordan man tackler den slags. Jeg kom hurtigt på toppen igen. Og de positive stemmer har klart lydt højest.”

Da du blev pensioneret som professionel cykelrytter, ville du gerne ud og have et almindeligt job. Hvorfor pokker blev du så journalist?

”Jeg tog på et tidspunkt en pause i min cykelkarriere, hvor jeg gerne ville søge ind på journalisthøjskolen. Som barn drømte jeg også om at blive journalist. Men jeg var bange for, at jeg var for dum. Jeg troede ikke, jeg kunne bestå videnstesten. ’Jeg var jo bare cykelrytter,’ tænkte jeg. Så jeg blev fysioterapeut i stedet, men det var aldrig rigtigt noget for mig. Jeg begyndte at cykle igen, men en måned inden OL i Tokyo gik det i vasken, fordi jeg har dårlig ryg. Der havnede jeg i en krise. Jeg stoppede efter en cykelkarriere, hvor jeg ikke havde tjent særlig meget. Hvis jeg havde været en mand, havde jeg jo tjent mange penge på det, men det gjorde jeg ikke som kvinde. Så jeg havde ingen økonomi, ikke noget parforhold, ingen børn, ingenting. Jeg var 33 og tænkte: Hvorfor står jeg her nu?”

Det lyder svært. Hvordan kunne du mærke krisen?

”Jeg blev ked af det. Det blev meget tomt. Alle tog på arbejde eller var på ferie med deres familie og kærester og venner, og det havde jeg ikke i mit liv. Efter at have været nede i et hul blev jeg enig med mig selv om, at jeg havde friheden til at gøre, hvad jeg ville. Så jeg søgte ind på kandidaten i journalistik i Odense og kom ind. Nu havde jeg en retning. Og jeg begyndte at prikke lidt til TV 2. Da jeg blev færdig med min uddannelse, skrev jeg igen til John Jäger på TV 2 Sport. Heldigvis for mig var der gang i en enorm travl sportssommer, og til sidst fik vi en aftale i stand om, at jeg skulle arbejde tre måneder for TV 2-sporten resten af året og dele min tid mellem TV 2 Sport og TV MidtVest, som også havde tilbudt mig et deltidsjob.”

Hvad for en journalist ville du gerne være, da du var barn?

”Som barn var jeg rigtig god til at skrive. Jeg har altid godt kunnet lide at være på, og jeg er ikke bange for at tale. Når man har været kommentator på tv i 13 år, så får man opbygget en evne til at tale og formidle og snakke om ingenting. Men jeg har ikke nødvendigvis lyst til at dække sport for altid, jeg har også lyst til at prøve andre sider af branchen.”

Kommer du til at kommentere Tour de France igen?

”Det må tiden vise, men jeg vil da virkelig gerne have en plads på Tour-holdet. Det er jo en ære. Men jeg vil lige så gerne ud og være journalist. Jeg synes jo, jeg har en unik baggrund og kan være dobbeltagent. Nu skal jeg ned og dække kvindernes Tour som reporter. Det bliver sjovt at komme ud og stille spørgsmål i virkeligheden.”

- Foto: Tilde Døssing