I mangel af kyllingen i gult og anden underholdning i 2007-versionen af verdens hårdeste cykelløb har jeg siddet og spekuleret lidt over, hvordan det må føles at være pressechef på et cykelhold.

Jeg er nået frem til, at der findes 7 grundscenarier for en person i den position:

1) Hele holdet eller enkelte ryttere er dopede, men ikke afsløret, og ledelsen og pressechefen ved det og accepterer det.

2) Hele holdet eller enkelte ryttere er dopede, men ikke afsløret, ledelsen og pressechefen ved det ikke, men føler sig dog ikke 100% sikre.

3) Hele holdet eller enkelte ryttere er dopede, men ikke afsløret, og ledelsen og pressechefen er 110% sikre på, at de IKKE er dopede.

4) Ingen på holdet er dopet og ledelsen og pressechefen er overbevist om, at holdet er rent.

5) Ingen på holdet er dopet, men ledelsen og pressechefen er IKKE 100% sikre på at holdet er rent.

6) Ingen på holdet er dopet, men ledelsen og pressechefen tror, de er 😉

7) Hele holdet eller enkelte ryttere er dopet og bliver afsløret.

Jeg tror ikke, at der er en eneste manager eller pressechef på årets tour, der usvigeligt sikkert kan sige, at de hører ind under punkt 4 (og dermed kan sove roligt om natten).

Og det bringer mig frem til, at jobbet som pressechef på et cykelhold må være som at sidde på en krudttønde.

Noget af det værste, en kommunikationsrådgiver (pressechef, spindoctor, vælg selv) kan komme ud for, er når virkeligheden internt i virksomheden ser anderledes ud, end man selv tror. Når lækagen opstår indefra. Når man ikke ved, hvad man skal tro og forvente.

Jeg er ikke sikker på, at jeg ville bryde mig synderligt om den udfordring….